Akademisk Arkitektforening

Ledigheden falder, men de unge arkitekter står stadig svagest


Generelt har det sidste år været godt for arkitektstanden. Ledigheden er fra november 2012 til november 2013 faldet fra 11,3 % til 7,6 %.  Illustrationen viser udviklingen i bruttoledigheden fra august 2012 og til november 2013. Tallene er hentet fra Akademikernes Centralorganisation.

Ledigheden er nu nede på 7,6%, hvilket er det laveste niveau siden januar 2009. Bruttoledigheden faldt fra 8,5% til 7,7% fra september til oktober, og er så yderligere faldet 0,1 procentpoint fra oktober til november.

Det er svært at sige, hvor stor en del af faldet, der kan tilskrives, at flere er faldet ud af dagpengesystemet. Men da beskæftigelsen i samme periode er steget, er faldet i ledigheden vidne om en positiv udvikling.

Mens ledigheden for arkitekter er faldet fra 11,3% til 7,6% så er ledigheden for alle akademikere gået fra 5,3% til 4,3%. På trods af at ledigheden blandt arkitekter stadig er væsentlig højere end hos øvrige akademikere generelt, så er de to grupper kommet tættere på hinanden. 



 
Udviklingen i bruttoledigheden for arkitekter fordelt på forskellige aldersgrupper. Gruppen af under 30 årige er udeladt og i stedet afbilledet nedenfor, da bruttoledigheden er væsentligt højere for denne gruppe. Tallene er hentet fra Akademikernes Centralorganisation.
 



Ca. 30% af gruppen under 30 år var ledige ved seneste opgørelse i november 2013, og ledigheden for denne gruppe er væsentligt højere end de øvrige aldersgrupper. Tallene er hentet fra Akademikernes Centralorganisation.

For hvert år stiger arbejdsløsheden for unge lige omkring dimission fra arkitektskolerne, men denne stigning har heldigvis en tendens til at gå nedad igen omkring oktober, og arbejdsløsheden blandt unge ligger i november på niveauet fra før sommer-dimissionen.

Niveauet er dog stadig meget højt, men jo ældre man bliver, jo mindre risiko er der for at være arbejdsløs. Der kan være flere forklaringer på dette. Det kan bl.a. skyldes at ældre arkitekter er mere erfarne, har mere netværk og derfor nemmere finder jobs. Omvendt er en del af forklaringen for den meget lave arbejdsløshed blandt især de over 60-årige, at der er en tendens til, at hvis man bliver arbejdsløs i den alder, så vælger man at gå på efterløn eller pension i stedet for at søge nyt arbejde, og derfor fremgår man ikke af ledighedsstatistikkerne.

Altså vil den reelle arbejdsløshed være højere end det, man umiddelbart ser for de mest erfarne arkitekter.

Fordelt på aldersgrupper er der et lidt uklart billede for de sidste par måneder, men aldersgrupperne 30-39 årige og 40-49 årige er faldet, og da disse udgør over halvdelen af alle arkitekter, så giver dette det positive fald i den samlede ledighed.

Kommentarer