Akademisk Arkitektforening

Lige pludselig er vi alle vegne


For Sara Camre fra MLRP har kurset i PQ og PR givet konkrete resultater. Siden hun begyndte på PR-arbejdet, er tegnestuen blevet nævnt i et væld af danske og internationale medier.

Hvorfor tilmeldte du dig kurset?
Jeg tilmeldte mig, fordi jeg skulle til at skifte job og være PR- & prækvalifikationsansvarlig hos MLRP, og jeg havde ikke rigtig nogen erfaring med den slags. MLRP er en lille tegnestue, der har eksisteret i 3 år, og de dygtige arkitekter her har aldrig før lavet PR eller prækval-ansøgninger. De har haft for travlt med at tegne og udvikle deres projekter og sidder dybt introverte og koncentrerede om deres arbejde og skaber nogle sindssygt flotte projekter, som der aldrig er nogen, der hører om, fordi de ikke har kommunikeret det ud til omverden.

Hvad fik du med hjem fra kurset?
Jeg fik et fantastisk overblik over, hvad der skal gøres, og hvad man kan gøre, og så fik jeg nogle helt konkrete værktøjer til at starte PQ & PR op fra bunden. Underviserne har været med til at opbygge mange succesfulde kommunikationsafdelinger, og der var nogle af de ting, de foreslog, som jeg direkte kunne bruge, og nogle der ikke var helt så relevante for en lille tegnestue som os. PR-delen har været lige til at gå til, men det kræver selvfølgelig, at man har nogle projekter, som folk er interesserede i at se. PQ-delen tager længere tid for en lille tegnestue som os, men jeg føler mig rigtig godt klædt på efter at have deltaget i kurset. 

I løbet af de 3-4 måneder jeg har været igang med PR hos MLRP, har vi opnået at få en Red Dot Design Award, blive udnævnt til New Talent 2012 i Surface Magazine, komme i Politiken, Rum og Architectural Record og 17 andre magasiner rundt om i verden. Vi kommer med i 5 udenlandske bogudgivelser i løbet af 2012, 6 forskellige europæiske førende aviser har skrevet om os, og vi ligger på ca. 700 forskellige blogs og hjemmesider worldwide, deriblandt www.dezeen.com, www.designboom.com, www.archdaily.com, www.architizer.com, www.e-architect.co.uk, www.frameweb.com. Det lyder måske lidt overdrevet. Men det er rigtigt. Der har aldrig været skrevet om MLRP før, og lige pludselig er vi alle vegne.

Læs også interview med kursist Jenny Halgrimsóttir
 
Kom foran i kampen om konkurrencerne med Arkitektforeningens kursus i PQ og PR. På kurset lærer du at lave en komplet prækvalifikationsansøgning fra udbudsscreening til grafisk opsætning og samarbejdskonstellationer. Du får også fifs til, hvordan du skaffer mere omtale af din virksomhed. Tilmeld dig her.

Kommentarer