Akademisk Arkitektforening

Marianne Jelved modtager Arkitektforeningens æresbevisning Genius



"I sidder i en nøglerolle, som I må stå til ansvar for langt ud over jeres egen tid. I påvirker menneskers tilværelse hver dag og langt mere end for eksempel en lærer gør. 

I påvirker måske også historiens gang, når I tænker og handler klogt med sans for mennesker." Sådan sagde Marianne Jelved blandt andet i sin festtale, efter - som den første nogensinde - at have modtaget Arkitektforeningens nyindstiftede æresbevisning Genius ved årskonferencen den 4. november 2016. 

Den nye æresbevisning Genius tildeles af formanden til personer, der i særlig grad har bidraget til foreningens formål, nemlig "at fremme kvaliteten i planlægningen og udformningen af vore omgivelser og at agere ud fra et helhedssyn til fremme af arkitektonisk kvalitet." Genius er indsiftet af Arkitektforeningens bestyrelse, og blev for første gang uddelt i forbindelse med Arkitektforeningens årskonference "Bland dig i byen", der blev afholdt på Aarhus Rådhus den 4. november 2016.

Med Genius ønskede Arkitektforeningen i år at anerkende og takke forhenværende Kulturminister Marianne Jelved for for sit mangeårige arbejde for at sætte arkitekturen på den politiske dagsorden. Marianne Jelved fik overrakt Genius på årskonferencen af Arkitektforeningens formand, Natalie Mossin, der blandt andet uddybede med følgende begrundelse: 

"Da du som kulturminister satte gang i processen med at formulere regeringens arkitekturpolitik "Mennesker i centrum" satte du selv mennesker i centrum, - den demokratiske samtale i centrum -, og dermed blev politikken ikke bare din men vores. Ligesom den gode bygning ikke er der for arkitektens skyld, men for alle de der skal bruge den.

Og videre:

"Statsministeren udnævnte dig til Kulturminister, men dét at mange af vores sidenhen kaldte dig Arkitekturens minister, det blev du ikke tildelt, det gjorde du dig fortjent til gennem dit engagement i vores fag og din forståelse af både det ansvar og de muligheder der ligger i arkitekturen."

Marianne Jelved holdt senere på aftenen en uforglemmelig festtale i Turbinehallen i Aarhus, hvor flere hundrede arkitekter og gæster fra dagens konference var samlet til middag.

Marianne Jelveds festtale til Arkitektforeningen
"Tak for jeres æresbevisning, som I har valgt at give mig. Jeg er endog meget glad for den og for, at I har været glade for vores samarbejde om arkitekturpolitikken. Det kan jeg love jer, at jeg også har været. I har et stort medansvar for resultatet af ”Arkitekturpolitik Mennesker i Centrum”.

Det er et eksemplarisk eksempel på jeres involvering i udformningen af arkitekturpolitikken, og på Kulturministeriets og min inddragelse af jer for at nå en fælles forståelse af betydningen af de omgivelser, vi lever i og med sommer og vinter, år efter år – ja, hele livet. Det vil jeg gerne uddybe.

Jeg skulle lancere min strategi for børns og unges møde med kunst, og i den anledning havde jeg bedt om at få lavet en kort video. En 2. klasse fik følgende spørgsmål: ”Hvad er kultur? ”  Børnene kørte generte rundt på deres stole. Så siger en dreng: ”Jeg synes, jeg har hørt det ord. ” Det bryder isen, og en pige siger: ”Først laver man sådan en… ” (hun viser med hænderne en høj figur og fortsætter) ”… og så er det det, der kommer rundt om den, ” (med hænderne markerer hun en cirkel rundt om den tænkte figurs fødder.)

Jeg har hørt meget, men det er dog den bedste og mest enkle fortælling om forholdet mellem kunst og kultur. Først kommer kunsten, og omkring den opstår en kultur. Kunst og kultur er det kit, der binder os sammen og bidrager til vores fællesskab, uden hvilket livet vil være svært.

Først skaber mennesket sin bolig, og så former boligen mennesket – frit efter Winston Churchill.

I virkeligheden er arkitekten den kunstner, der med sine arkitektoniske løsninger er den kunstner, vi alle møder og er helt afhængig af.

I sidder i en nøglerolle, som I må stå til ansvar for langt ud over jeres egen tid.

I påvirker menneskers tilværelse hver dag og langt mere end fx en lærer gør.

I påvirker måske også historiens gang, når I tænker og handler klogt med sans for mennesker.


Det Kongelige Akademi For De Skønne Kunster eller som det hedder i dag: Akademiet for De Skønne Kunster virker til kunstens fremme og som statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål om arkitektur, billedkunst og billedhuggerkunst og tilgrænsende kunstarter.

Det beskæftiger sig med ”De nyttige og skønne Kunster … til vor Rigers og Landes bedste. ” og det er ”Et autoritativt forum for viden om kunsten og dens væsen til gavn for hele landet. ”

Den leverer undervisning og derved uddannelse og er en autoritet ud over Kunstskolen.

I Kunstskolens historie i 1700-tallet blev der ikke kun uddannet billedhuggere, malere og arkitekter – også håndværkere fik undervisning og ”æstetisk dannelse”.

Efter reglementet fra 1771 bedømmes ”professioner og håndværkere hvortil behøves tegning. ”  Det gjaldt både håndværkerlærlinge og mesterstykkerne og de tegnede udkast til dem ”til så meget des mere at befordre den gode smag. ” Senere godkendes også svendestykkerne.

Som professor fra 1766 boede C.F. Harsdorff i det sydvestlige hjørne af Charlottenborg med udsigt til Kgs. Nytorv. Ved siden af lå et mindre faldefærdigt hus. Han tilbød kongen – mod at få grunden vederlagsfrit – at bygge et smukt borgerhus efter vedlagt tegning, så det udgjorde et hele med Charlottenborg, Komediehuset og Gjethuset – og det helt gratis for kongen.

Begrundelsen var: ”Den fordærvede Smag, der endnu hersker blandt os i henseende til de borgerlige Huses saavel udvendige Bygningsmaade som indvendige Decoration … har jeg siden min hjemkomst fra Italien stedse søgt at undertrykke, ligesom jeg og har arbejdet på at indføre et i paakommende Ildsvaade solidere Bygningssystem. ”

Men da Harsdorff endnu ikke har haft mulighed for at bygge sådanne borgerlige boliger, har han ikke med eksempler kunne bekræfte sine grunde for at gøre det, han siger – så hans forklaringer har indtil nu været ”til liden nytte. ”

Han fik grunden, som gav ham mulighed for at bygge et hus med tre forskellige facader. Og byggeriet viste, hvad han ville med sin undervisning.

Så brændte København i 1795, og 1000 ejendomme gik op i flammer. Kendsgerningerne var på det tidspunkt, at stort set alle håndværksmestre i byen havde fået deres undervisning på Kunstakademiet, og de byggede efter Harsdorffs eksempler på Kgs. Nytorv. København blev en smuk og homogen klassicistisk by. Men det var ikke gratis. Hvordan skulle det finansieres?

Borgerne stod efter branden og så hinanden i øjnene. De havde brug for en god idé. De havde ikke selv pengene, og de kunne ikke bare låne. De besluttede sig for noget helt nyt. De lavede en forening med vedtægter for boligejere, der i fællesskab garanterede for hinandens lån, når de og boligen opfyldte visse krav, der sikrede, at det var relevante og omsættelige værdier, der var stillet som sikkerhed for lånene.

I 2000 bankede det på Økonomiministeriets dør, og jeg lukkede op. Udenfor stod repræsentanter for Real Danmark og fortalte, at de havde solgt realkreditinstituttet til Danske Bank, men der var jo en formue på godt 10 mia. kr., som banken jo ikke bare skulle have forærende. Det var jo obligationsejernes formue samlet gennem årene. Eftersom jeg var økonomiministeren, sagde jeg: ”Kom indenfor. ” Vi lavede en forening med vedtægter og formål om bl.a. at fremme godt byggeri. Og sådan blev RealDania til. Danmark har med realkreditobligationerne en billig og meget sikker måde at finansiere boliger på.

Hvad kan vi lærer af alt det? Jeg vil trække fem pointer frem.

At borgere her til lands kan tage aktion og tage hånd om udfordringerne. Det ligger i DNA´et i de stærke civilsamfund hen over landet. Det skal vi og I bygge meget mere på til fælles bedste.

At arkitekter er uundværlige for os og for kvaliteten af vores liv og samfund. Det skal I gennem jeres arbejde gøre klart også i hverdagen.

At veluddannede håndværkere med en æstetisk dannelse er uundværlige for kvaliteten af vores boliger og samfund. I skal overveje, hvordan I kan være med til højne det gode håndværks anseelse.

At Harsdorffs pædagogiske samvirke med kongen er eksemplet på, hvorledes den fagprofessionelle arkitekt skal kunne finde veje til at overbevise bygherrer og myndigheder om kvalitetens betydning. I skal som arkitekter kunne mere end at tegne.

At vi ikke kan undvære kunsten som det kit, der binder os sammen i et fællesskab. Louis Kahn - amerikansk arkitekt i det 20. årh. - siger det meget klogt:

”Skabelsen af kunst er ikke opfyldelsen af et behov. Det er skabelsen af et behov. Verden savnede ikke Beethovens 5. symfoni, indtil han skabte den. Nu kan vi ikke leve uden. ”

Det vil være mig en stor glæde, hvis I vil løfte de fem pointer op og sætte fokus på dem i hverdagen.

Tak endnu en gang for jeres æresbevisning, som jeg er stolt af.

Tak for ordet." 

Kommentarer