Akademisk Arkitektforening

Mindeord om Arkitekt MAA Jacob Blegvad



Arkitekt MAA Jacob Blegvad døde natten til den 3. september 2010, 89 år gammel.

Med Jacob Blegvads død har vi mistet en af de mest betydningsfulde arkitekter blandt os, det gælder i arkitekternes kreds og det gælder i landet som helhed.
Jacob har gennem hele sit virke arbejdet for at skabe god arkitektur og at forbedre vilkårene for dette.

Jacob har med sin tegnstue i Aalborg stået for en række fine og på mange måder banebrydende byggerier, hvoraf mange er præmierede. Ved siden af tegnestuearbejdet har Jacob også arbejdet utrætteligt til gavn for dansk arkitektur og for de rammer, der gør det muligt for arkitekterne at skabe den. Det er blandt andet sket gennem hans engagement i det tidligere Boligministerium, i forbindelse med udviklingen af det industrialiserede byggeri, som formand for Danske Arkitekters Landsforbund og siden for Praktiserende Arkitekters Råd, som formand for Arkitekturudvalget i Statens Kunstfond, som medstifter af Fonden til bevarelse af gamle Bygninger, det særlige Bygningssyn, bestyrelsen i Dansk Arkitektur Center Gammel Dok samt utallige andre råd og udvalg.

For sit engagement og store, bredtfavnende virke har Jacob modtaget et væld af priser og hædersbevisninger. Heriblandt Betonelementprisen, Aluminiumsprisen og  Rockwools Lydpris for sit bidrag til udviklingen af byggesystemet Conbox.

Jacob var Honorary  fellow of the American Institute of Architects og Æresmedlem af Akademisk Arkitektforening.
For Akademisk Arkitektforening betød Jacob også i de senere år, hvor han ikke mere var officielt engageret i foreningens arbejde, stadig I kraft af sit intellekt og politiske tæft meget for foreningen.  Han var til det sidste engageret og deltog med iver i lokalafdelingens møder og var altid en ivrig debattør på årsmøder o.a. hvor foreningens politik blev drøftet.

Privat var Jacob et varmt og kærligt og meget vittigt menneske, han var en livsnyder, som elskede at omgive sig med og beværte sin store familie og vennekreds. Mange af disse stunder er foreviget i nogle af hans små tegnede bøger om ferier og det nære, en af dem med den for ham typiske titel: ”Men mig morer det”.

Jacob Blegvad efterlader med sin død et stort hul i vore rækker, vi er ham alle tak skyldig for dygtighed og engagement. Vi vil savne hans humor og indsigt og ikke mindst hans utrættelige kærlighed til faget.

Bente Beedholm, tidligere direktør for Arkitektforeningen, rektor på Arkitektskolen og direktør for Dansk Arkitektur Center skriver, på vegne af arkitektstanden, mindeord om Jacob Blegvad.

Læs også mindeord af Kim Dirckinck-Holmfeld


 

Kommentarer