Akademisk Arkitektforening

Nekrolog: En vital og generøs aristokrat



Kridhvid skjorte, skitsebog og fyldepen i lommen, Leica-kamera over skulderen. Ulastelig, skødesløst elegant og med et glimt i øjet; Erik Christian Sørensen var spillevende til det sidste. 88 år, men stadig knivskarp. Vitaliteten intakt. Fuldstændig. Fabel og et fjendebillede, som Malin Lindgren skrev om ham i Politiken. Lørdag døde han efter et stort og et rigt liv. Og vi har mistet en af dansk arkitekturs mest markante og betydningsfulde skikkelser.

- Af Christoffer Harlang, arkitekt MAA, professor, Kunstakademiets Arkitektskole

Fra begyndelsen af 1950erne og et halvt århundrede frem var han dansk arkitekturs primus inter pares (førende blandt ligemænd, red.). Med værker, der hører til blandt dansk arkitekturs ypperste, og som professor på Kunstakademiet 1960-92 satte han et stærkt præg på dansk arkitekturs anden guldalder. Med hans død slutter denne æra i dansk arkitektur.

Tidlig skolegang i England, eksilophold under besættelsen som arkitektstuderende i Stockholm og senere gæstelærer på MIT (Massachusetts Institute of Technology, red.) i USA i 48-49 gav ham både internationalt udsyn og varig inspiration.

Med lyrikken fra svenskeren Gunnar Asplund og med klarheden fra Mies van der Rohe dannede han skole med sit eget hus i Ordrup fra 1954. De nye udenlandske impulser mødte dansk bygningskultur i det, selv han betegnede som en radikal fortolkning af det danske bindingsværkshus.

Med hans egne ord: »Jeg ville vel i grunden ind til arkitekturens basale virkemidler, proportion, rytme, lys, stoflighed; måske først og fremmest dette lette, lyse, det, som lader det ydre hus og indre gå sammen, tegne et sted«. Konstruktiv klarhed, stofligt raffinement og lydefri proportionering er blandt kendetegnene for den fremragende håndfuld stolpehuse der fulgte.

I hovedværket, Vikingeskibshallen i Roskilde fra 1967-68, er materialet beton. Den store halstruktur står dramatisk ned i vandspejlet, og i det indre skaber lysvirkninger fra fjorden under lange langsgående fag med dobbelte søjledragere en smuk og værdig indramning af vikingeskibene.

”Det er lyset, fagene og proportionerne, der har bestemt”, var hans egen formulering.
Erik Christian Sørensen så - med en formulering fra Asger Jorn - at de kunstneriske muligheder hverken ligger i fortiden eller i fremtiden, men i den skala, der forbinder dem. Og at vor evne til at give det, vi skaber, fylde, afhænger af, hvor meget af det passerede og af det kommende der indgår. Det demonstrerede han med en sikkerhed og et mod, der hører den erfarne til, i det, der skulle blive hans sidste større arbejde, Crystallographic Data Centre på Cambridge University fra 1992.

Huset gav ham fornyet international anerkendelse, og da det i 1994 modtog den fornemme Building of the Year Award, var han pavestolt: "Det er et stringent, smukt og meget højrøvet hus!".

Hans arkitektursyn var båret af en holdning til bygningskunst som lige dele bygning og kunst, lige dele hånd og ånd, og selv om han af mange betragtedes som en elitær æstetiker, var han hele livet optaget af ' byggeproblemer', som han kaldte det, af sammensætningen og sammenføjningen af stof og konstruktion til udtryksfulde helheder. Af hvordan vore huse og byer kunne blive værdige rammer for gode liv.

Han var engageret i højaktuelle udfordringer med byers vækst og en stærk kritiker af det værditab, der overalt følger af tankeløs planlægning og forskellige former for grådighed. Han samlede sine tanker i flere artikler og bøger, i foråret kom essays om byens problemer, 'Urban Prospects', og han havde en bog mere på vej. I ' Poetik til Bygningskunst', som han udgav i 2003, giver han i epilogen er række gode råd:

"Tænk struktur før mur og plan/dyrk bindeled og fuge/tugt al teknik og alle planer/lad stoflighed få sin ret/kend dine vilkår/tag modus i beherskelse".

Lyst og skabelse hørte sammen i hans liv, og der gik ikke en dag uden en tegning og helst ikke for længe uden nøgenmodel på tegnestuen. "Man skal kigge som en smed", sagde han opmuntrende.

Hans livslange undervisning på Kunstakademiet satte spor i flere generationer af danske arkitekter, og mange af hans elever har siden bidraget stort til udviklingen af det høje niveau i dansk arkitektur: Knud Holscher, Nils Fagerholt, Steen Høyer og Lene Tranberg var blandt hans elever. Hans forelæsninger er legendariske både i form og indhold, og han formåede som ingen anden at sætte ord og begreber på, hvad der instinktivt føltes nærende og inspirerende for en arkitekts udvikling.

Han gjorde sig ikke umage for at være let forståelig, og han var indimellem direkte kryptisk, men aldrig ligegyldig, altid skærpende og inspirerende. Engelsk havekunst, romanske kirker og schweiziske broer, køer, kvinder og biler. Landskaber og huse, natur og kultur hørte til temaerne.

Hans undervisning var ingen mesterklasse, han foragtede epigoneri, men anviste tilgange og synsvinkler på arkitekturens grundlæggende egenskaber og virkninger. Lærte os at se og at skelne.
Og at god arkitektur kræver investering af følelser, hengivenhed til mennesker.
Resten måtte vi selv om.

Hans sarkasme var sylespids og med et bid, der kunne være giftigt. Han var en livsnyder, en generøs aristokrat og en flirt, der gav fanden i, hvad andre mente eller tænkte om ham. Forfængelig men uberoende. Mission completed.

Tak for det hele!

 

Kronikken blev bragt i Politiken den 22. august 2011.

Foto: Erik Christian Sørensens hovedværk; Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside per midholm
tor, 19/07/2012 - 21:47

-Ja selvfølgelig glemmer vi ikke Erik Christian Sørensen. Han var min professor 1965 til 1968. Uudgrundelig når han viste sine lysbilledforedrag, mens pegepinden uddybede hensigten med sin promotion, listede han rundt på sine gummisko, vi elskede ham for hans vid, og frygtede ham for hans beske kommentarer. "Der er intet nyt sket indenfor arkitekturen siden renescansen". Om vi studerende sagde han kort:
"Elevmaterialet er for dårligt". Der sad vi så og vidste ikke rigtigt hvordan professoren mente, at vi skulle blive bedre, måske ved at lytte på hans visdomsord?
Nu er E.Chr.S. ikke længere iblandt os, men for mit vedkommende har han sat varige spor, og tak for det.

Kommentatorens hjemmeside per midholm
tor, 19/07/2012 - 21:47

-Ja selvfølgelig glemmer vi ikke Erik Christian Sørensen. Han var min professor 1965 til 1968. Uudgrundelig når han viste sine lysbilledforedrag, mens pegepinden uddybede hensigten med sin promotion, listede han rundt på sine gummisko, vi elskede ham for hans vid, og frygtede ham for hans beske kommentarer. "Der er intet nyt sket indenfor arkitekturen siden renescansen". Om vi studerende sagde han kort:
"Elevmaterialet er for dårligt". Der sad vi så og vidste ikke rigtigt hvordan professoren mente, at vi skulle blive bedre, måske ved at lytte på hans visdomsord?
Nu er E.Chr.S. ikke længere iblandt os, men for mit vedkommende har han sat varige spor, og tak for det.