Akademisk Arkitektforening

Nominerede til Årets Arne 2014



Fredag d. 31. januar afsløres det ved Arkitektforeningen Københavns nytårskur, hvem der løber med priserne Årets Store Arne og Lille Arne.


Som altid deles der to priser ud: Store Arne, hovedprisen, som gives til såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år. Lille Arne gives til mindre værker og initiativer, ikke-realiserede projekter, skæve idéer og unge tegnestuer.



Årets Store Arne: De nominerede


Pelican, et lagerhotel på Østerbro



Arkitekt: Entasis
Bygherre: Tetris/Pelican Self Storage


Entasis er nomineret til Årets Store Arne for at have skabt et smukt og anderledes bud på et lagerhotel. Bygningen ligger i overgangen mellem banelegemet og havnens boligbebyggelse, og er indpasset på fornemmeste vis i omgivelserne, blandt andet gennem et portmotiv mellem den nye bygning og genboen. I sit materialevalg, facadekompositioner og volumendisponering optager bygningen overbevisende stedets kompleksitet.


Læs mere 



Toldbodgade 13, Trollbeads domicil

 


Arkitekt: BBP Arkitekter
Bygherre: Lise Aagaard Copenhagen A/S


BBP Arkitekter er nomineret til Årets Store Arne for en meget forfinet ombygning, der med stor respekt for stedets arkitektur indpasses i bybilledet - og samtidig er helt sin egen. Facadematerialet i perforerede messingplader mimer på afstand murværket i kvarteret, men tættere på lever den på poetisk vis med solens gang hen over dagen, hvor der rulles op og ned for det liv, der leves bag ved. Et overbevisende og elegant bud på en ombygning.


Læs mere eller her


 



Gl. Hellerup Gymnasium, multihal

 


Arkitekt: BIG i samarbejde med EKJ, CG Jensen og Jens Lindhe
Bygherre: Gl. Hellerup Gymnasium
Foto: Jens Lindhe 


BIG + team er nomineret til Årets Store Arne for at give et smukt og spændstig bud på et multifunktionelt rum til sportsaktiviteter, der samtidig sætter bæredygtighed i fokus. Multihallens tag, som udgør en ny plads i skolegården, er formet efter kurven på et boldkast på tværs og på langs af hallen. Et flot bud på en femte facade, der virkelig kommer i spil.


Læs mere



Kalvebod Bølge

 


Arkitekt: JDS Architects og Urban Agency Aps. i samarbejde med Future Experience, U-Turn, White Water Adventure Park, JDS
Bygherre: Københavns Kommune


JDS og Klar + team er nomineret til Årets Store Arne for at løftet Kalvebod Brygge fra mennesketomt domicilområde til livlig havnekaj, med to nye pladser og promenade på vandet. Kalvebod Bølge åbner området med flotte dynamiske bølger i træ, og med en menneskelig skala genforener den byen med havnen, et sted den længe har været savnet.


Læs mere hos JDS Architects eller Urban Agency Aps.



Den Blå Planet 

 


Arkitekt: 3XN, Kvorning Design & Kommunikation og Henrik Jørgensen LANDSKAB
Bygherre: Bygningsfonden Den Blå Planet (Realdania, Knud Højgaards Fond, Tårnby Kommune)
Foto: Adam Mørk 


3XN er nomineret til Årets Store Arne for en flot markant skulpturel bygning, der sætter nye rammer for naturvidenskabelige oplevelser under vandet. Et smukt bud på, hvordan naturens former inspirerer til nye former i arkitekturen, hvor nærvær af vand aldrig mistes - hverken ude eller inde. Et projekt af høj international standard.


Læs mere



Årets Lille Arne: De nominerede


Open Air Neighborhood

 


Projektteam: Ellen T. O’ Gara, arkitekt MAA, partner og  Louise Heebøll, arkitekt MAA og partner


Open Air Neighbourhood er nomineret til Årets Lille Arne for initiativet til at skabe bedre og mere velfungerende byrum via brugerdreven byudvikling – en “hands-on” udvikling af byrum. Projektet Winter City er et meget fint eksempel på demokratisk byudvikling, der virker. Her er byens vinterforladte rum gjort attraktive og fyldt med liv.


Læs mere



Developing Architecture, Learning from Sierra Leone, Bogudgivelse


 


Projektteam: Arkitekter Uden Grænser (AUG)
Udgivelsen støttes af Statens Kunstfond, KAB Fonden og Arkitekter Uden Grænser og crowdfunding.


AUG er nomineret til Årets Lille Arne for en meget smuk grafisk bogudgivelse, med et indhold der bekræfter, at arkitektur gør en forskel og kan være med til at forbedre ressourcesvage menneskers leveforhold markant. Udgivelsen markerer desuden AUG's 5 års jubilæum og er fremstillet af frivillige.


Læs mere  


 


Byhøst


Hvad er Byhøst? from BYHØST on Vimeo.


Sekretariat: Kristoffer Melson, Mikkel-Lau Mikkelsen


Byhøst er nomineret til Årets Lille Arne for at sætte fokus på samlesteder i det offentlige rum, glemte eller oversete steder, som via glæden ved mad kan bringe folk sammen på kryds og tværs, når de høster byens frugt og grønt. Det midlertidige byrum får ny betydning. Byhøst nomineres for den skæve ide med det store arkitektoniske potentiale.


Læs mere 


 


Morten Kabell, Teknik- og Miljøborgmester (Ø) – for løftet om 10.000 nye ungdomsboliger i Kbh. inden 2025



 


Morten Kabell er nomineret til Årets Lille Arne for den ny Teknik- og miljøborgmesters valgløfte om at ville “bygge 10.000 nye ungdomsboliger inden 2025 i kbh”. Nomineringen gives med forhåbningen om, at kvantitet vil blive fuldt op af kvalitet, hvor arkitekter inddrages.
 


 


 


 

Kommentarer