Akademisk Arkitektforening

Nyt værktøj til energioptimering


Byggeriets rådgivere, arkitekter og ingeniører har længe savnet et dialogredskab i de tidlige faser af tilblivelsen af projekter, som kan anvendes til afprøvning af placering, form og facader i f. t. det danske Bygningsreglement. Derfor er en projektgruppe, bestående af forskere, praktiserende arkitekter, ingeniører og spiludviklere i fuld gang med at udvikle sådan et redskab. Redskabet har titlen ”A+E:3D – Arkitektur + Energi i 3 dimensioner”.


”De allervigtigste beslutninger for om et byggeri bliver energirigtigt, tages i de tidlige skitseringsfaser, hvor en bygnings placering, form og facader i forhold til omgivelserne er helt afgørende for, om Bygningsreglementets skrappe energibestemmelser kan overholdes”, siger Vibeke Grupe Larsen, VGLCPH, projektleder på A+E:3D


Spilteknologi og storytelling
Projektgruppen bag A+E:3D går nye veje – spilteknologi og storytelling inddrages i udviklingsprocessen for at sikre mulighed for enkel håndtering af såvel enkle som komplekse bygningsmodeller, og for at kunne levere hurtig feedback og resultater til den skitserende arkitekt.


Analyse- og dialogværktøj
Det kommende redskab, A+E:3D, er særligt rettet mod skitserende arkitekter. A+E:3D bliver et analyse- og dialogværktøj, der kan håndtere forskellige parametre med betydning for energiforbruget, i f. t. bygningsgeometrier i det indledende arbejde med at udvikle af løsningsmodeller for energioptimeret nybygning og ombygning.


”Med dette redskab er der mulighed for at skabe en god dialog mellem arkitekter og ingeniører i de tidlige skitseringsfaser til at sikre, at arkitektonisk kvalitet og lavt energiforbrug hænger sammen i det byggeri, der kommer op at stå. Efterspørgselen efter redskabet, der kan hjælpe arkitekten tidligt med at overskue de parametre, der har betydning for energiforbruget, er meget stor”, siger Signe Kongebro, Henning Larsen Architects, projektdeltager på A+E:3D.


Præsentation af prototype for MAAere
24. september 2010, kl. 13-16 præsenteres en prototype for programmet A+E:3D for første gang for skitserende og projekterende arkitekter ved en ½ dags workshop for MAAere i Akademisk Arkitektforening, Strandgade 27, 1408 København K.


Deltagelse i arrangementet er gratis, tilmelding sker til ab@arkitektforeningen.dk senest 20. september, 2010.
 

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Kirsten M.L. Knudsen
man, 13/09/2010 - 22:07

Jeg er desværre forhindret i at deltage i præsentationen, men er der andre måder at få information om projektet, evt. adgang til at afprøve det.

Kommentatorens hjemmeside Annette Blegvad
tor, 16/09/2010 - 16:47

Det er synd, at du ikke kan være med på workshoppen den 24., hvor prototypen præsenteres og diskuteres. Inputs fra workshoppen bliver indarbejdet i den endelige udgave, og der vil sandsynligvis ikke blive flere muligheder for at afprøve programmet.