Akademisk Arkitektforening

Regeringen vil skære på arkitektskolerne



Regeringen præsenterede 29. september sit finanslovsforslag. Det rummede noget af en bombe under de kunstneriske arkitektuddannelser

Over de næste syv år skal optaget mindskes, eller dimensioneres, som det kaldes, med 30 % på arkitektskolen i København og 20 % på arkitektskolen i Aarhus.
Dermed har regeringen valgt at overhøre det Udvalg til fremtidssikring af de videregående kunstneriske uddannelse, der blev nedsat under den tidligere regering. Det anbefalede, at man kun mindskede optaget med 10 % - og lod de sparede midler gå til forskning på skolerne.

Paradoksalt nok begrunder regeringen besparelserne i en høj dimittendledighed, mens ledigheden er faldet støt de sidste par år, efterspørgslen og eksporten af dansk arkitektur stiger og branchen samlet set oplever en spirende vækst. I et lille fag som arkitektfaget kan der nemt opstå flaskehalse, hvor der på et tidspunkt ikke er kandidater nok til de jobs, der skal besættes. En sådan situation kan opstå om ikke ret mange år – især, hvis man beskærer optaget så voldsomt, som regeringen lægger op til. Så vil resultatet blive udflytning af arbejdspladser og mere udenlandsk arbejdskraft i danske arkitektstillinger. Find fakta om beskæftigelse og vækst i arkitektbranchen her.

Oveni dimensioneringen kommer, at regeringen som noget nyt vil underlægge uddannelsesinstitutioner de generelle besparelseskrav, der gælder i staten, på 2 % om året. Indtil videre skal arkitektskolerne derfor yderligere spare 2 % om året de næste fire år.

Samlet set står de to skoler altså over for massive besparelser, der kan erodere fundamentet under fremtidens arkitektur i Danmark. Det kommer arkitektfaget – og Arkitektforeningen – ikke til at lade ske i stilhed.

Du kan følge vores indsats for at sikre bæredygtige rammer for arkitekturen i de kommende nyhedsbreve, her på arkitektforeningen.dk, sociale medier og i pressen.

#rammerforlivet
 I kølvandet på regeringens besparelser lancerer Arkitektforeningen kampagnen Rammer for livet for at sætte fokus på arkitekturens betydning. Støt op om den gode arkitektur: Del et billede af et sted eller en bygning, der fungerer og som du holder af på Instagram/rammerforlivet eller facebook/rammerforlivet

Kommentarer