Akademisk Arkitektforening

Symptombehandling?



Diskussionen om hvorvidt nedrivning af boligblokke i de udsatte boligområder er en løsning på problemer vil ingen ende tage. Lavinen begyndte for alvor at rulle, da  statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale annoncerede, at regeringen vil rive boligblokke ned i de mest udsatte boligområder som en del af den såkaldte ”Ghettostrategi” der offentliggøres i disse dage.

Standpunktet om nedrivning af boligblokke deler vandene, og ifølge Ugebrevet A4 og Information advarer eksperter nu om, at det er ”symptombehandling” på sociale problemer blot at rive bygninger ned, og at en mere langsigtet og helhedsorienteret indsats er nødvendig.

»Hvis nedrivning skal have en effekt på ghettoerne, skal man gøre det koncentreret, men så er det kun få steder, der får glæde af den. River man 20 boliger ned i hver af de erklærede ghettoer, har man jo sådan set brugt penge. For boligerne er finansieret gennem lån, som skal indfries ved nedrivning. Pengene løber lynhurtigt, og så er man ikke engang kommet til genhusningen«, siger forskningschef i Statens Byggeforskningsinstitut Hans Thor Andersen til Ugebrevet A4 mandag den 18. oktober og tilføjer:

”Når genhusningen er på plads og regningen betalt, vil politikerne opdage, at de kun har flyttet problemerne”

Sekretariatschef på Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen er ifølge Ugebrevet A4 enig:
»Nedrivning af ghettobebyggelse er lidt, som når israelerne sprænger et hus i luften på Vestbredden, fordi der har boet en terrorist. Bagefter står familien på 25 mennesker og pønser på hævn, så det er måske ikke det mest intelligente at gøre.«

Formand for Arkitektforeningen Natalie Mossin kan godt forstå bekymringen og siger:
"Ideen om nedrivning er stærkt billedskabende og virker godt fra en talerstol, men den byrde der hviler på de almene boligforeninger kan ikke lettes af en bulldozer.

Der er potentiale i en bygnings- og bebyggelsesmæssig udvikling og gentænkning af nedslidte og stigmatiserede bebyggelser. Men omdannelser i de udsatte boligområders arkitektur, skal samtænkes med de sociale og økonomiske rammer foreningerne lever under. En effektiv og langsigtet strategi mod ”ghettoisering” kræver at vi skifter fokus.

Regeringen fokuserer på 25 bebyggelser med problemer, fremfor på de byer der har deponeret sine boligsociale udfordringer hos de almene foreninger. Vi skal løfte den opgave, det er at finde ud af hvordan, vi kan vi bygge byer og kvarterer, der kan rumme forskellige beboergrupper. 

Hvis alle henvisninger af f.eks. førtidspensionister i den danske velfærdstat sker til relativt få bebyggelser, vil de bære præg af det. I London har bystyret krævet indtænkning af et vist antal billige lejemål i private, kommercielle projekter. Det giver blandede bebyggelser, og pejer frem mod en by med plads til alle.

Det er afgørende for en bæredygtig indsats i de udsatte boligområder, at Landsbyggefondens midler fredes til dét de er tiltænkt, nemlig at løse de mange renoveringsopgaver så bebyggelserne kan udvikle sig tidsvarende og bibringes nye værdier.

Det er ligeledes vigtigt at kommunerne, Landsbyggefonden og regeringen tager arkitekterne med på råd, når bygninger og bebyggelser skal udvikles og fornyes. Og det er af afgørende betydning, at beboerne inddrages i hele processen – at de føler sig trygge og ikke frataget kontrollen over egen bolig."

HVAD MENER DU?
Arkitektforeningen vil meget gerne høre din holdning til nedrivning eller ej i de udsatte boligområder. Brug kommentarfeltet for neden.

 

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Anonymous
tir, 19/10/2010 - 20:26

Som frustreret lejer googlede jeg på boligforlig 2010,og fandt derved Arkitektforeningen.Og jeg kan blot sige,at jeg er så enig i ovennævnte.Landsbyggefondens midler er indbetalt af vi lejere til renovering af vores nedslidte bygninger.Fonden blev tømt for få år siden til plejehjemsbyggeri.Derefter har staten pålagt fonden at låne penge - af staten.Og nu vil politikerne,fra rød blok over de radikale til blå blok,endnu engang tømme fonden til noget der burde påhvile hele DK,og ikke blot vi lejere.Og som ovenfor nævnt,hvis der startes med at nedrive bygninger med uindfriede lån må det blive ufattelig dyrt.Er det virkelig sådan,at vi lejere må danne vores eget parti?Udkantsdanmark fik lovning på motorvej,hvad mon vi får?
Ghettoproblemet - og nu bliver jeg politisk - kunne jeg forestille mig er blevet hjulpet grundigt på vej af DFs retorikden må få det værste op i enhver indvandrer.
Men ellers,problemet kan ikke beskrives bedre end i jeres indlæg ovenfor.Men her har I et synspunkt fra en lejer,ganske vist ikke bosidende i hvad jeg vil benævne som en ghetto.Men jeg frygter,at dette kunne lægge hele den almene boligsektor i ruiner i overført betydning,venstres ideologiske krigsførelse imod os har båret frugt.
Mvh.
Inger Christensen

Kommentatorens hjemmeside Rune Fink Isaksen
tor, 21/10/2010 - 16:03

Som byplanlæggerstuderende fra slutningen af 1960'erne mente vi allerede dengang at eks. Gellerupplanen var alt for stor og monofunktionel.
Der er ikke noget i vejen med de enkelte boliger, men hele området er fra starten en enklave. Her er ingen gennemgående veje og stier, der forbinder det til deomgivende byområder, området er alt for stort og ensartet, området er afgrænset af store barriereskabende veje, boligerne er nogenlunde ens, der er ikke butikker og arbejdspladser. Kort sagt er området så monofunktionelt, som det er muligt. Området skal tilføres mere variation. Supplering med eks. nye anderledes boliger, arbejdspladser og butikker og det skal åbnes med gennemgående veje og stier til forbindelse med omgivelserne. Derfor vil det være nødvendigt med nedrivning af nogle blokke.

Sagt på en anden måde. De fysiske rammer kan ikke gøre folk lykkelige, men man kan eks. godt tegne en bolig så tosset, at det fremmer at det indflyttende par bliver skilt. På samme måde kan man - og har man - eks. tegnet byområder, der modarbejder integration og altså bliver ghettoer.

Kommentatorens hjemmeside Karsten Nielsen
fre, 22/10/2010 - 13:14

Jeg er enig i Isaksens bemærkninger om områdernes monofunktionalitet, og at dette er med til at skabe problemer. En af erfaringerne fra byudvalgsarbejdet var, at "brobygning" til det omliggende byområde er vigtig. Går man lidt psykologisk til værks og ser på de fysiske afgrænsninger i form af veje og beplantning, kan man nok her se spirer til en "dem-os" tænkning - og dermed til mulige konfrontationer. For at nedrivning skulle få trivsels- og tryghedsmæssig virkning mener jeg, at den skal ses i en helhedstænkning, hvor der tilføjes noget nyt, som bryder markant med monotomien. Det afgørende er, at det nye kan medvirke til at fremme nogle gode udviklingsprocesser. Omkring de mange argumenter om, at genhusning bare "flytter problemerne" er jeg ikke sikker på, at det nødvendigvis er tilfældet. Flytning kan skabe en udtynding, og problemerne kan tackles tidligere i forløbet et andet sted.