Akademisk Arkitektforening

The Waterline



Sidste efterår udskrev Udenrigsministeriets kulturinstitut i samarbejde med diverse fonde en international studenterkonkurrence ”Co-creating Sustainable Solutions for the Future”. Kandidatstuderende Anne Camilla Auestad, Arkitektskolen Aarhus, vandt med projektet the Waterline i kategorien Design/Culture.


Af Helle Lorenzen, journalist DJ, Designkommunikation

I Indien løber omkring 300 km blottede vandledninger. Tæt på og rundt om bor slumfolket – i stor udstrækning indvandret fra landet – som ikke har adgang til rindende vand i deres boliger. Og med omkring 2 millioner mennesker alene i Mumbai, som ikke har indlagt vand, er de fritliggende rør i stor stil udsat for ulovlige tilkoblinger. Konsekvensen er vandspild, skader på rørene – i værste tilfælde sprækker – og dermed forurening af drikkevandet med risiko for en lynhurtig smittespredning i de tætbefolkede områder. Tallene på vandtabet varierer, men man taler om 25 procent. En stor udgift for de offentlige myndigheder. Udover vandforsyning fungerer de fritlagte, brede vandledninger også som en vigtig del af infrastrukturen.

”Jeg havde tidligere set billeder af mennesker, som gik på disse store vandrør og var fascineret af, at vandforsyningen – udover at være så synlig i bylandskabet – også blev brugt som en alternativ måde at bevæge sig rundt på,” siger Anne Camilla Auestad og fortsætter:

”Jeg tror, at der findes mange ukendte innovative løsninger rundt omkring i de ressourcestærke udviklingslande. Man er tvunget til at bruge materialer kreativt og sparsomt, fordi de ikke er i overflod som hos os. Idéen med the Waterline er derfor at udnytte areal og materiale sådan så det i en sammenhæng kan imødekomme flere funktioner.”

Adgang til vand og socialt rum
The Waterline er en såkaldt parasitinfrastruktur, som støtter de eksisterende vandledninger i Indien. Den beskytter rørene mod udvendig skade samt opsamler og renser regnvand i store tanke. Vandet gøres derefter tilgængelig for slumbeboerne.



Projektet består af en stålkonstruktion med en bærende bjælke for hver 20 meter, som holder vandtankene oppe. Vandtankene er i sine øvre rammer udstyret med en form for sandfilter, som på en grov og primitiv måde renser vandet, før det havner i tanken. Vandet bliver disponibelt gennem vandhaner og i nogle tilfælde også pumper. Enkelte vandtanke har også andre funktioner som toilet- og vasketøjsfaciliteter samt opbevaringsrum, som nedenfor the Waterline er tilgængelige for beboerne.

Ovenpå etableres det sociale rum med beplantninger, små ”pladser”, uderum og hyggelige kroge, hvor folk både fra det lokale område og besøgende fra andre dele af byen kan mødes og opholde sig. Gangvejene består metalriste, så beboerne stadig har visuel kontakt med vandledningerne. På den måde bevares traditionen samtidig med, at både vandforsyning og mennesker beskyttes.

”Min vision er, at the Waterline skal skabe tryggere omgivelser, både for de, der er privilegerede nok til at modtage vand fra vandledningerne, og de, som bor tæt på rørene og typisk ikke har nogen rimelige alternativer at skaffe sig vand på. Samtidig har jeg et ønske om, at projektet bliver en attraktiv scene for social vækst mellem forskellige sociale klasser og økonomisk udvikling,” fortæller Anne Camilla Auestad, som dog ikke har nogen illusioner om, at the Waterline kan løse vandmangelproblemet.
”Men den kan på en enkel og fleksibel måde udnytte de ressourcer, der allerede er der; regnvandet, arealet og menneskene.”

Til gavn for alle
Om the Waterline nogen sinde bliver realiseret, ved Anne Camilla Auestad ikke, men hun tror, at projektet vandt, fordi det har et potentiale – og hendes eksterne kritiker mente også, at Mumbai’s borgmester kunne være interesseret.

”Traditionelt anser myndighederne slumfolket for en byrde – nogle mener oven i købet, at hvis deres forhold bliver forbedret, kommer der endnu flere tilflyttere fra landsbyerne. Men jeg tror, at det, der kan gøre the Waterline attraktiv, er muligheden for, at myndighederne kan tjene penge på at hjælpe slumbeboerne. Der bliver færre udgifter til reparationer af skader og vedligehold, og vandspildet minimeres. Mit håb er, at alle parter vil få gavn af projektet og ikke mindst, at slumfolket bliver anerkendt for den utrolige vigtige arbejdskraft, som de udgør for byens økonomi.”

Kommentarer