Akademisk Arkitektforening

Trylletromler med mange perspektiver



Københavnerne kan glæde sig til en ny, fascinerende oplevelse, når den midlertidige pavillon Trylletromler står klar i Kongens Have den 13. september. Projektet er et resultat af en konkurrence udskrevet i et samarbejde mellem Akademisk Arkitektforening og lokalforeningen i København. Trylletromler er designet af hollandske .Fabric, og tømrerelever fra KTS står for den omfattende produktion. Blandt de økonomiske støtter er Dreyers Fond.


Af Helle Lorenzen, journalist DJ, Designkommunikation

Hvis du slår et smut indenom Kongens Have i København i disse dage, kan du følge med i, hvordan elever fra KTS knokler med at opføre pavillonen Trylletromler designet af et internationalt team – her iblandt en dansk arkitektstuderende – fra den hollandske tegnestue .Fabric. Trylletromler kan opleves i en måned og danne ramme for alskens arrangementer og samvær – privat såvel som offentligt.

Trylletromler er produceret i nordisk, bæredygtigt træ og består af trælameller i en højde af 3,30 m i et bugtende 300 meters transparent forløb, der danner rum af forskellige størrelse – indenfor såvel som udenfor. Det mindste rum er 5 meter i diameter og det største 23 m.

Opgaven er løst
Ti tømrerelever i skolepraktik på KTS har på frivillig basis siden slutningen af maj, beregnet, målt, savet, skåret, høvlet og slebet for at gøre Trylletromler klar til indvielsen den 13. september.

”Det er en meget spændende opgave, som er med til at udfordre og kvalificere elevernes faglighed, og der har været en rigtig god energi på værkstedet,” fortæller uddannelsesleder Thomas Groth. ”Det betyder også rigtig meget for eleverne, at de er med helt fra det indledende overblik over løsningen af detaljekonstruktioner og til etableringen i Kongens Have. Stedet i sig selv giver en ekstra dimension til oplevelsen, og jeg er sikker på, at det er noget de vil huske i mange år.”

Men KTS har også valgt at lægge arbejdskraft i projektet, fordi det kan være med til at skabe opmærksomhed om den uholdbare situation, at cirka en femtedel af eleverne står uden praktikplads. Konsekvensen er et stort frafald – op til 40 procent – på grunduddannelsen. Og lige nu virker det, som om virksomhederne står i stampe i forhold til at tage lærlinge i praktik.

”Vi gør os meget umage for at involvere skolepraktik-eleverne i meningsfulde projekter, men det er nu engang noget andet at være ude i en virksomhed – også lønmæssigt. I virksomheden får eleverne en lærlingeløn, i skolepraktik må de nøjes med SU, som er under det halve,” fortæller Thomas Groth.

For KTS og eleverne har de største udfordringer været hele planlægningen af projektet, at få skudt processen rigtigt fra start – og så den begrænsede tidshorisont. Projektet er undervejs vokset, så pavillonen nu dækker et areal, der er dobbelt så stort som konkurrenceprojektet oprindeligt gav lov til. Der har været knald på, og nu glæder de sig alle til at se det færdige resultat i Kongens Have.

”Vi har løst opgaven, og vi er alle meget stolte af at være en del af projektet,” fastslår Thomas Groth.

Alternative løsninger
Trylletromlers grove trælameller i kombination med den filigranagtige konstruktion vil give varierede oplevelser, når den besøgende går rundt i pavillonen, omkring eller på tværs af den – Trylletromler skiftevis afskærmer og afslører og giver nogle æstetiske rammer for mødet mellem mennesker. Dorte Sibast, leder af Arkitektforeningens afdeling i København, har set en prøveopstilling på KTS, og synes, at ”det er helt vildt flot med det filtrerede sollys”.

”Trylletromler er et helt konkret eksempel på, at arkitektur gør en forskel. Den fortæller på en helt umiddelbar måde, hvad arkitektur kan bidrage med og tilføre steder. Netop fordi pavillonen er midlertidig kan den udfordre det kendte og pege på alternative løsninger til udvikling af byrummet. Det var for at sætte fokus på det, at vi tog initiativ til konkurrencen,” siger Dorte Sibast.

Eksperimenter udvikler arkitektfaget
Og det initiativ er Dreyers Fond, der har støttet med 250.000 kr. meget glade for. Fondsmedlem, arkitekt MAA, Mathilde Petri fortæller, at fonden netop havde besluttet at prioritere 1:1 projekter, da lokalafdelingens ansøgning lå i bunken.

”Ja, det var et fint tilfælde, og vi er meget imponerede over alt det frivillige og engagerede arbejde, der er lagt i projektet. For at styrke arkitektfaget er det helt essentielt, at der gives muligheder for opførelse af 1:1 projekter. Det er super vigtigt at afprøve og eksperimentere for at udvikle faget,” mener Mathilde Petri, som finder Trylletromler magisk.

”Midlertidigheden gør oplevelsen intens og frisk. Det er lidt ligesom med de blomstrende kirsebærtræer i Japan. De er der en kort periode, og så er de væk – men man husker dem.”

Resultat af engagerede viljer og stærk faglighed
Københavnerne er gode til at bruge deres by, men direktør for Arkitektforeningen, Jane Sandberg, mener, et der stadig findes masser af uudfoldet potentiale:
”Trylletromler er en helt konkret gave til hovedstadens borgere og peger på de nye muligheder for samvær, hvor vi måske ikke lige havde forventet dem. Midlertidig arkitektur åbner vores øjne.”

For arkitekterne er projektet også en fornem mulighed for at vise, hvordan de forvalter deres talent. Og samtidig sætter Trylletromler fokus på, hvordan god arkitektur bliver til i et samspil med ordentlige, bæredygtige materialer, dygtige håndværkere og de borgere, som kommer til at bruge pavillonen.

”Projektet er et håndgribeligt eksempel på, hvad der kan ske, når engagerede viljer og stærk faglighed forenes,” fastslår Jane Sandberg.

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Anonym
tor, 12/09/2013 - 20:54

Det er en sjov oplevelse at se dette i forbindelse med en fornemmelse.

Håber, at mange kommer...

Husk - Mange tak til de tømrere - fordi de har gjort det så godt.

Venlig hilsen
-

Kommentatorens hjemmeside Anonym
fre, 13/09/2013 - 06:12

Arkitekturen er i forbindelse med projektet.

Tak.

Kommentatorens hjemmeside iben melbye
tor, 03/10/2013 - 11:43

Det er så betagende en oplevelse at stå og gå i dette musiske univers. For jeg oplevede det som at gå mellem nodelinjer, og formerne var så musiske, det var helt vidunderligt.

Kommentatorens hjemmeside iben melbye
tor, 03/10/2013 - 11:44

hvilken bjergtagende oplevelse

Kommentatorens hjemmeside iben melbye
tor, 03/10/2013 - 11:44

hvilken bjergtagende oplevelse

Kommentatorens hjemmeside iben melbye
tor, 03/10/2013 - 11:44

hvilken bjergtagende oplevelse