Akademisk Arkitektforening

Uddeling af bachelorlegater i Kbh og Aarhus


Arkitektforeningen uddeler hvert år bachelor-legatet til en studerende fra Arkitektskolen Aarhus og KADK, som gennem sit studie har udvist særlig evne eller engagement i forhold til proces og samarbejde eller en særlig bred anvendelse af sit kreative talent.

Derfor er det ikke i første omgang det endelige værk eller produkt, Arkitektforeningen ønsker at fremhæve. Det er ønsket med legatet at påskønne den studerende, som gennem sit arbejde har været med til at styrke det faglige niveau på uddannelsen og som har virket som inspiration for sine medstuderende.

Prismodtager i København
Karina Kjærgaard Foldberg modtog den 27.6. det første bachelor-legat på KADK i København for sit projekt til Krøyers Scene. I begrundelsen lød det:

”Projektet fremstår umiddelbart enkelt, men ved nærmere eftersyn åbner der sig en kompleksitet, der overbevisende sammenfattes på tværs af alle skalatrin. Det er et undersøgende og dybdegående studie fra passagen igennem den tætte by til konstruktion, detalje og stoflige kvaliteter.

Projektet skaber en rumlig oplevelsesrig bevægelse fra baggården, gennem husets base til et stemningsfuldt scenerum. Rummet fremtræder som en åben, foranderlig struktur, der giver et smukt spil af lys og skygge og tillader den eksisterende bys facader at blive en del af den indre rumlige karakter.

Karina Kjærgaard Foldberg er med sit studiearbejde med til at sætte en høj standard for afdeling 5’s faglige niveau og udvikling, og gennem sit eksempel er hun en stor inspiration for sine medstuderende og for afdelingen”.



Prismodtager i Aarhus
I Aarhus modtog Mathias Bæktoft Bentzen fredag den 29.6. legatet for sit projekt Baggårdene som kommunikationsmiddel – en undersøgelse af filmmediet som metode i arkitektur. Her lød begrundelsen for tildelingen:

”Mathias har udmærket sig som en yderst kreativ og talentfuld studerende, der har udvist et ekstraordinært engagement og samarbejdsevner ud over det sædvanlige. Mathias, som er nybagt far til Josefine, formåede at forene private forpligtelser og skolemæssige præstationer på en yderst forbilledlig måde. Hans bachelorprojekt (i samarbejde med Siv Bøttcher) var en nyskabende og kompromisløs manifestation af en byplanmæssig interventionsstrategi for de aarhusianske baggårdsmiljøer med en designmetode, som integrerede både matematiske tilfældighedsgeneratorer og nøje kontrollerede filmteknikker. Projektets ekstremt høje kompleksitet nøjedes ikke med at forblive et abstrakt, skolemæssig formeksperiment, men blev eksemplificeret med et gangbart og overbevisende løsningsforslag, som gjorde stort indtryk på de medstuderende og censorkorpset.

Mathias’ store tålmodighed, empati og diplomatiske væsen gør ham til en eftertragtet samarbejdspartner for enhver med et seriøst foretagende. På trods af hans mange forpligtelser er Mathias også studenterpolitisk engageret, interesseret i skolens faglige udvikling og et aktiv medlem af SPARK”.

Arkitektforeningen ønsker tillykke.

Fotos: Karina Kjærgaard Foldberg får overrakt Arkitektforeningens bachelorlegat af Københavns-afdelingens leder Louise Lybye
Mathias Bæktoft Bentzen modtog Arkitektforeningens bachelorlegat, som overraktes af Dorte Sibast, som er medlem af Arkitektforeningen Østjyllands ledelse.

Kommentarer