Akademisk Arkitektforening

Verdenskendte arkitekter konkurrerer om at tegne Danmarks nye naturhistoriske museum


I dag blev det afsløret, hvilke seks arkitekter, der skal konkurrere om at udforme Danmarks nye naturhistoriske museum ved Botanisk Have.


Det bliver det største danske museumsbyggeri i nyere tid. Blandt arkitekterne er kendte danske og internationale navne som Bjarke Ingels Group, Lundgaard & Tranberg og David Chipperfield Architects.

Det nye naturhistoriske museum vil, når det står færdigt, rumme en af verdens 10 største naturhistoriske samlinger. Formidlingsmæssigt og fysisk skal det nye museum erstatte de gamle museer Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum. Det er derfor noget af en opgave, de deltagende arkitektfirmaer står overfor.

De seks deltagende teams er:
Lundgaard & Tranberg Arkitekter; arkitekt Claus H. Pryds; EKJ Rådgivende Ingeniører; professor og landskabsarkitekt Steen Høyer

Snøhetta (N); Arup, London (GB); Esbensen Rådgivende Ingeniører; LordCulture (F); Office for Visual Interaction (USA)

David Chipperfield Architects, Berlin (D); Arup, Berlin (D); Wirtz International (B)

Cowi; Steven Holl (USA); MVVA (USA); Guy Nordenson and Associates (USA), Transsolar (D)

Bjarke Ingels Group; AKT II (UK); Wissenberg, Vogt Landscape(CH), Space Syntax (UK); Kvorning design og kommunikation

Kengo Kuma +Associates (J); Erik Møller Arkitekter; Jaja Architects; Buro Happold Cph; Thing og Wainø; 2+1 Idébureau; HaCaFrø

Omdrejningspunkt for naturvidenskab
En glad rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, kunne i dag sammen med direktør for Bygningsstyrelsen, Carsten Jarlov, og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Morten Meldgaard, præsentere de seks teams, der skal konkurrere om at udforme Danmarks nye naturhistoriske museum. Med sin placering i hjertet af København ved Botanisk Have bliver museet et spændende omdrejningspunkt for naturvidenskaben i Danmark.

”Danmarks nye naturhistoriske museum skal være et fyrtårn, der gennem nytænkende formidling skal give børn og unge lyst til at beskæftige sig med naturvidenskaben. Samtidig skal museet sikre moderne og inspirerende omgivelser for vores forskere. Jeg er derfor meget stolt af, at vi med denne arkitektkonkurrence tager et helt afgørende skridt i retning mod at sikre fremtidens rammer for formidling og forskning i naturvidenskaben,” siger rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen.

Ambitionen om et nyt naturhistorisk museum opstod i 2004, hvor de gamle museer Zoologisk Museum, Botanisk Museum, Geologisk Museum sammen med Botanisk Have blev slået sammen til Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet. Dermed er der nu tre hovedmuseer i Danmark: Statens Naturhistoriske Museum, National Museet og Statens Museum for Kunst.

Fakta:
I 2004 besluttede Folketinget at samle de fire gamle museer Zoologisk Museum, Botanisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Have til Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet. Dermed blev en af verdens 10 største naturhistoriske samlinger på papiret samlet i ét museum. Samlingen består i dag af 14 millioner fossiler, mineraler, dyr og planter indsamlet gennem fire århundreder. Det er denne nationale arv, som samlingerne rummer, det nu er ønsket også at forene fysisk. 
I 2009 blev visionsfasen for det nye museum indledt, og der blev udskrevet en åben idékonkurrence med det formål at belyse, hvordan opgaven kunne løses. Idékonkurrencen blev vundet af arkitekt Claus H. Pryds.


Læs mere om planerne for et nyt naturhistorisk museum i Danmark.

 

Foto: Birgitte Rubæk









Kommentarer