Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/debat/den-aabne-konkurrence-har-vaeret-afgoerende-for-mig/
Indlæg af Niels Sigsgaard i anledning af udgivelsen af bogen om danske arkitekt- konkurrencer 1969-2015.
Kim Dirckinck-Holmfelds værk i to bind om danske konkurrencer (1907-2015) peger entydigt på, at det er gennem de åbne konkurrencer, at fornyelsen og mange af hovedværkerne i dansk arkitektur er skabt. De to fornemme bøger underbygger på bedste vis min påstand om, at den åbne arkitektkonkurrence har været den enkeltfaktor, der op gennem det 20. århundrede skabte forudsætningerne for, at dansk arkitektur har et så højt internationalt omdømme, som tilfældet er.
Til de nok mange, som i dag hverken kender mig eller min baggrund, kan jeg kort oplyse: Jeg hedder Niels Sigsgaard, fik afgang fra KA i 1966 og en MS-degree fra Columbia University i New York 1968. Jeg har siden 1970 været medindehaver af A5 Tegnestuen. I 1994 fik den navnet Nøhr & Sigsgaard, og i 2012 takkede jeg af som 70årig.
Grundlæggende for arkitektfagets hundredårige konkurrencetradition var, at helt nye ideer i funktionel og indholdsmæssig henseende både kunne – og blev! – realiseret: Ikke som undtagelser, men langt hen ad vejen som normen. Hvilken helt afgørende betydning dette har haft for danske arkitekter i almindelighed, og dansk arkitektur i særdeleshed fremgår af, at ni ud af ti af de største tegnestuer fra det 20’ende århundrede opstod ved, at indehaverne, som helt unge uerfarne arkitekter kunne være med i de mange åbne konkurrencer, der hvert år blev udskrevet om store, ofte offentlige byggeopgaver. De drejede sig ikke kun om samfundets få prestigefyldte bygninger: Nationalteatre, operaer eller regeringsbygninger, nej, nok var det store og komplicerede opgaver, men de handlede om helt almindelige hverdagsbyggerier: Administrationsbygninger, folkeskoler, idrætsanlæg, boligbebyggelser osv.
For os nyuddannede i slutningen af 60’erne var konkurrencen således en igangsætter uden lige, og for mig personligt har den åbne konkurrence været alt afgørende for min mangeårige praksis som arkitekt.
Og så var det utroligt spændende og sjovt at deltage. Jeg mindes en central person i den sammenhæng, DAL’s daværende konkurrencesekretær Bent Røgind, og som på dom- merkomiteernes vegne ringede til vinderne, ofte sent på dagen før offentliggørelsen. Jeg kan stadig høre hans formanende stemme i telefonen til os nybegyndere: – og husk nu, kun et enkelt glas vin i aften, så I kan repræsenterer standen på værdig vis”.
Røgind var noget af et ikon for os konkurrencedeltagere. Når han ringede, var jo det jo det bedste i verden, og hans taler ved præmieoverrækkelserne var et tilbagevendende højdepunkt for os.
Frankofil som han var, indledte han ofte med: Charles de Gaulle – lang pause – eller var det Giscard d’Estaing, der udtalte: Det er svært at vælge mellem skilning i nakken og en fedtemad med gammel ost, fedt og sky…
Det blev der grinet af hver gang, også selv om vi, og sikkert mange borgmestre m.fl., ikke anede hvad han talte om. Det tog faktisk også nogle år, før jeg rigtigt fattede pointen, men så gav den også god mening: Det drejede sig som sagt om åbne konkurrencer, ofte med over 50 vidt forskellige indkomne forslag. Nogle af besvarelser byggede i flere etager, andre gravede sig ned osv. Gode løsninger hver for sig, og det endelige valg af hvad der skulle blive til det nye store byggeri, var enormt vigtigt og ikke altid lige nemt. Det har jeg senere, også som dommer, erfaret.
Al begyndelse er måske nok svær, men også kolossal spændende og det jeg, mange år efter (50!), husker mere end meget andet senere hen i livet. Efter et par ”lige ved og næsten” andenpræmier lykkedes det for mig og tre andre nyuddannede kollegaer: 1. præmien i en konkurrence om et meget stort uddannelsesområde i Kolding, herunder projekteringen og opførelsen af en første etape, der omfattede gymnasium, idrætscenter og hovedbibliotek – en opgave, som i dagens mønt vil svare til godt og vel en halv milliard kroner!
Vores modtagelse ved præmieoverrækkelsen i Kolding i efteråret 1970 siger ikke så lidt om tiden. Vi havde været i Thylejren den sommer, og vores skulderlange hår og batikfarvede T-shirts var nok medvirkende til at Koldings borgmester Peter Ravn spurgte os:
Bliver det jeres hidtil største byggeprojekt?
Jo, det det gør det da, svarede vi lidt beklemt.
Har I overhovedet selvstændigt fået opført noget byggeri?
Nej ikke endnu.
Nå, men så får I travlt, for byggeriet skal gerne stå færdigt inden det næste kommunevalg om lidt over 2 år!
Og det kom det til – og det står der flot og brugbart den dag i dag. Vi dannede A5 Tegnestuen og vandt efterfølgende en række konkurrencer inden for uddannelse, boligbebyggelser mv.
Jeg springer lige knap 50 år frem i tiden…
For et nogle år siden holdt jeg en forelæsning om ”egne arbejder” i arkitektforeningens seniorafdeling, og blandt tilhørerne sad en mine helte fra studietiden, Gehrdt Bornebusch. Han var venlig bagefter at rose især min fremhævelse af den åbne arkitektkonkurrence, som også for ham og hans fornemme praksis havde haft en uvurderlig betydning.
Men på egne og standens vegne følte vi begge, at udviklingen inden for de sidste 10-15 år, ikke mindst på grund af TYD (tjenesteydelsesdirektivet 1994), i realiteten havde sat en stopper for Danmarks enestående tradition for afholdelse af åbne arkitektkonkurrencer om store offentlige byggeopgaver: Nu skal du, for overhovedet at komme på tale ved sådanne konkurrencer, først prækvalificeres, dvs. bevise, at du har omfattende erfaringer med, og referencer til, opgaver af tilsvarende karakter. At dette udelukker mange nye spændende ideer, siger sig selv.
Et par klassiske eksempler: Var Utzon mon blevet prækvalificeret til en operabygning, på et tidspunkt, hvor hans bedste reference var to rækkehusbebyggelser nord for København? Eller Johan von Spreckelsen, hvis største byggeri inden konkurrencen om Grande Arche i Paris var en kirke i Farum? – Nej, vel!
Modsat TYD-konkurrencernes omfattende udbudsbetingelser, ofte flere tykke ringbind, så var de gamle konkurrenceprogrammer forbilledlig korte og omhandlede kun de overordnede ønsker til idé og funktion. De var langt hen ad vejen alene vejledende og ikke som i dag, hvor et konkurrenceforslag erklæres for “ikke konditionsmæssigt” – dvs. udelukkes, hvis ikke alle kvadratmeterne eller antallet af toiletter er 100% på plads.
I den indledende konkurrence om opgaven er det imidlertid ikke afgørende, om detaljerne er løst til punkt og prikke. Det er et arbejde, som hører hjemme i den efterfølgende projek- teringsfase: Hvor der er tid til det, og hvor det kan ske i samarbejde med bygherren og brugerne. Med den forholdsvis korte tid, som konkurrencen giver dig til besvarelsen af et stort kompliceret byggeri, så må det være de overordnede fysiske og funktionelle løsninger – hovedgrebet – der er helt afgørende for bedømmelsen.
Sammen med Michael Steen Johnsen fra Vandkunsten besluttede Gehrdt Bornebusch og jeg, at skrive en hyldest til den åbne danske arkitektkonkurrence, sådan som den var blevet praktiseret op gennem hele det 19. og 20. århundrede.
Bag initiativet lå der nok for os alle en slags personlig taknemlighedsgæld. Vores mere konkrete mål var i ord og streg at få foreviget den lange række af epokegørende besvarelser, som den danske arkitektkonkurrencetradition har afstedkommet. Et glædens og begejstringens skrift, frem for det måske mere nærliggende: En nekrolog – eller gravskrift, som KD-H, kalder bind 2 – over den åbne konkurrence.
Desværre blev det kun til nogle meget hyggelige møder over gode glas vin og megen skøn nostalgisk snak. Vores manglende disciplin og ret så høje gennemsnitsalder fik det til at løbe ud i sandet.
Derfor er det – ikke mindst for mig – ekstra glædeligt, at KD-H’s bog ”Konkurrencer 1969- 2015” nu er udkommet. Den kan (sammen med bind 1, der rækker tilbage til 1907, da arkitektforeningen indstiftede konkurrencevirksomheden) læses af alle, der er beskæftiget med dansk byggeri, både som en spændende, fagpolitisk bog og som et uvurderligt opslagsværk.
Jeg tror, at de fleste, som mig, vil se bogen som en hyldest til den åbne arkitektkonkurrence, og at den således kan medvirke til, at betegnelsen ”gravskrift” bliver gjort til skamme.