Etikdebatten skal ikke gøre én arkitekt til prügelknabe

Er vi færdige med at diskutere etik for arkitekter efter paneldebat og flere debatindlæg?

På ingen måde. Det er en central debat om et tema, som angår både arkitekter og andre fagligheder, hvorfor debatten er meget velkommen. Jeg vil gerne byde ind med nogle betragtninger efter blandt andet at have læst sidste uges gode indlæg fra Venedigbiennale-kuratorerne Marianne Krogh og Olivia Viktoria Toftum.

Jeg var moderator på paneldebatten 27. august, hvor vi fra Arkitektforeningen havde inviteret syv deltagere til at perspektivere emnet. Vi så debatten som et startskud med udgangspunkt i arkitektfagligheden. Derfor var der i panelet seks arkitekter i forskellige positioner, og en repræsentant fra Danmarks Eksportkredit (EKF), da vinklen var at debattere de etiske udfordringer ved at arbejde som arkitekt i en international kontekst.

Vi skal øve os i udmøntningen af arkitektløftet
Vi lagde ud med arkitektløftet, paragraf 3, Etisk grundlag, i ’Arkitekters virke’. Her er særligt sidste formulering vigtig at bide mærke i:

»Hvis en opgave skønnes at stride mod almene interesser, skal opgavestilleren gøres opmærksom herpå med henblik på ændring af opgavens karakter. Hvis dette ikke lykkes, skal opgaven afvises.«

At pege fingre ad andre er det samme som at sige, at man selv er bedre

Vi skal i vores virke som arkitekter bruge vores faglighed til at påvirke, lede, facilitere resultatet af byggeri, planlægning, processer, ledelse, design med videre til at tjene almene interesser bedst muligt.

Det lyder smukt og er svært at være uenig i som princip. Det, vi diskuterer – og skal øve os meget mere i – er udmøntningen i specifikke projekter, og især hvordan de almene interesser skal defineres.

Debatten skal ikke handle om én arkitekt
Bjarke Ingels har med to konkrete samarbejder givet anledning til meget diskussion, endda en shitstorm. Det var derfor vigtigt at have Bjarke med i paneldebatten, som i en kronik i Politiken i juni skrev, at den megen debat gav ham »anledning til refleksion over, hvilken rolle vi som arkitekter kan og bør spille i den verden, vi er med til at formgive«.

Men etikdebatten skal ikke handle om én person; den er for vigtig til, at vi kan nøjes med at gøre én arkitekt til prügelknabe. Den skal ikke handle om én tegnestue; mange danske tegnestuer arbejder i udlandet.

En særdeles central pointe fra Tom Nielsen, professor ved Arkitektskolen Aarhus, var, at emnet kan diskuteres, men ikke afgøres. Han har i flere år beskæftiget sig indgående med emnet – læs for eksempel med i hans refleksion om ’Humanistisk Arkitektur som Eksportvare’. Går ansvaret ikke længere end til at aflevere en visualisering eller bare nøglen til det færdige produkt?

Tom nævnte, at det er typisk, at der opstår fingerpegning, når emnet dukker op. Men det er ikke sort-hvidt, enten-eller, rigtigt eller forkert; vi skal ikke polarisere debatten – udover at det tjener til at få den i gang og blive levende.

At pege fingre ad andre er det samme som at sige, at man selv er bedre end dem – man hævder så at sige sig selv på andres vegne. Det er ikke det, vi skal i denne sammenhæng. Vi skal tværtimod belyse emnet fra flere sider, og vi har tydeligvis behov for at styrke vores debatmuskel på området. Vi skal tale meget mere om etik – men moralisere mindre.

Det centrale i arkitektløftet er ikke resultatet
Målet er for mig at se, at vi skal blive mere professionelle på selve praksis til at vurdere projekter og deres langsigtede virkning – måske er procedurerne fra EKF gode som inspiration?

Arkitektur er – og skal være – ansvarspådragende. Går ansvaret ikke længere end til at aflevere en visualisering eller bare nøglen til det færdige produkt? Vi kan med fordel som fag øve os meget mere i at vurdere og dokumentere projekter i brug. Dermed kan vi tage ejerskab af mere end design og planlægning, men også af dokumenterede kvaliteter baseret på erfaring og viden om den faktiske funktion. Det vil sætte os i bedre stand til at programmere og løfte opgavestilleres ønsker og ambitioner.

I min tolkning er det centrale i arkitektløftet nemlig ikke selve resultatet, men at den rådgivning, som ydes til opgavestilleren, baserer sig på evne og erfaring til at forestille sig, hvordan en langsigtet, positiv udvikling tjener almene interesser. Det er en evergreen og har været det siden 1932, hvor etikparagraffen blev introduceret i Arkitektforeningen.

Afslutningsvis vil jeg gerne citere Umberto Eco:

»Den etiske dimension begynder, når den anden kommer ind på scenen. «

Jeg giver stafetten videre (igen) til den næste på scenen og håber, at vi kan diskutere etik som greb i praksis, som arbejdsredskab og især som en omstændighed, som er foranderlig i situationer og projekter.