Grøn mobilitet, mere biodiversitet og bæredygtighed skal tænkes før alt andet, når vi planlægger fremtidens byer og landskaber. Og så skal vi give os selv mere tid til at blive klogere, før vi bygger, skriver arkitekt MAA Ruben Andersen.
Lynetteholmen som kontrolleret, inddæmmet landskab af vand, hvor den nye bydel kobler sig til voldene og fingrene ind og ud. Collage: Ruben Andersen
Hvorfor har vores tilgang til og syn på byplanlægning ikke ændret sig væsentligt de seneste år, når erfaringerne og udfordringerne fortæller os, at det er her, at vi bliver nødt til at gentænke prioriteterne i udviklingsprocesserne for at kunne skabe moderne, robuste og bæredygtige byer?
For når vi har haft (bil)trafik og mobilitet som en af de absolutte højeste prioriteter for planlægningen på landsplan siden 1960’erne, så kan vi også vælge nu at prioritere grøn mobilitet, mere biodiversitet og bæredygtighed før alt andet.
I september deltog jeg i en debataften arrangeret af FAB (Foreningen af Byplanlæggere), hvor der i løbet af debatten blev diskuteret heftigt om Lynetteholmen. En ting, jeg først bed mærke i, efter at debatten var afsluttet, var, at en ansvarshavende person fra Københavns Teknik- og Miljøforvaltning i løbet af diskussionen konstaterede, at det jo ikke var en mulighed bare at fylde (land) op, så lave infrastrukturen (metro) og ellers vente (med at bygge til vi var blevet klogere).
Mit spørgsmål til det svar, som så først kommer nu, er: Hvorfor kan vi egentlig ikke det?
Hvorfor kan vi ikke bruge anlæggelsen af en Lynetteholm til at skabe ny natur langs den nye kyst, hvor der gives plads til biodiversitet som noget af det første (og vigtigste)?
Derefter kan der både anlægges slusesikring for havnen og en metroforbindelse direkte ud til de nye rekreative områder, imens vi kan sikre tiden til den nødvendige planlægning og diskussion om, hvordan vi har tænkt os at udvikle og bygge fremtidens byer.
Det kunne måske endda tænkes, at selve sporforbindelsen i en periode kunne bruges til at understøtte transporten af opfyldningsgrus, fremfor som nu, hvor forslaget er 720 lastbiler kørende gennem boligområder på daglig basis i 30 år?
Og er det overhovedet sikkert, at vi skal indrette et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter efter de vaner og standarder, vi har med at udvikle byer i dag?
For selv om vi skulle vælge at forvente, at alle i fremtiden kører i CO2-neutrale elbiler, og at vi derfor fortsat skulle indrette og dimensionere bydelens (infra)struktur og p-normering(!!!) efter dette, så kommer vi ikke uden om det faktum, at den lokale forbindelse til og fra Lynetteholmen vil være én stor flaskehals for bilister – også selv om der senere kommer en ny havnetunnel.
Collage: Ruben Andersen
Måske det slet ikke skal blive til Lynetteholmen, men i stedet Lynettevolden, som i stedet kan blive en unik, grøn destination og attraktion for besøgende? Skitse: Ruben Andersen
Kritikken af det nuværende forslag til Lynetteholmen har fyldt en del, og der er da også blevet kigget tilbage på tidligere forslag og ideer til, hvordan vi i stedet bygger til i havnen og ud i havet.
Noget, som jeg kunne ønske mig at se mere til, er en oversigt over fordeling af zoner, etaper eller indhold på det, som lige netop kun Lynetteholmen kunne blive.
Fremfor visualiseringer set fra havnen eller fugleperspektiver, som hurtigt skal imitere et udseende og en fordeling baseret på meget konventionelle bygningstyper og infrastruktur, er jeg i langt højere grad interesseret i, hvad man har af ambitioner og ønsker at opnå med dette rekordstore anlægsprojekt (eller om det udelukkende er finansiering af metroen, med flest mulige boliger i en fart?).
Regeringen og et flertal i Folketinget har netop forpligtet sig til en 70% reducering af drivhusgasser frem mod 2030, og et skridt på vejen til det er da absolut at gentænke prioriteringerne for, når der bygges nye boliger, bydele og infrastrukturer.
Det kunne være en mulighed slet ikke at skulle fylde de ca. 282 hektar op med grus (hvor dele på længere sigt alligevel skal graves op igen for at lave fundament til eksempelvis betonbyggeri), men i stedet sørge for et kontrolleret, inddæmmet landskab af vand, hvor den nye bydel kunne ligge og koble sig til voldene og fingrene ind og ud.
Måske det slet ikke skal blive til Lynetteholmen, men i stedet Lynettevolden, som i stedet kan blive en unik, grøn destination og attraktion for besøgende?
Og hvis de nye huse løbende kunne bygges andetsteds og derefter sejles til deres placeringer, ville udviklingen af bydelen kunne ske langt mere ad hoc, og måske endda langt hurtigere end man ellers ville kunne på traditionel vis.
Med en indramning af området vil der kunne anlægges den nødvendige sluse- og kystsikring for resten af byen som den første etape af udviklingen, hvor der langs den nye kystlinje kan etableres og stimuleres økologiske forbindelser.
På den måde kan det sikres, at naturen får plads og tid til at udvikle sig, inden der bygges, og at vi får den nødvendige tid til at tænke, tegne og teste, hvordan byen og dens huse skal være. For vi bliver nødt til at udvikle nye fremtidsløsninger, indarbejde flere scenarier med mere fleksibilitet og gentænke prioriteringen i nutidens planlægning. Ellers så vil planlægningen af fremtiden kun ske ud fra det, som vi har erfaringer med og kan forestille os i dag.
Debatindlæg her på Arkitektforeningens hjemmeside udtrykker skribentens egen holdning. Her giver vi plads til, at holdninger kan brydes. Det betyder, at alle synspunkter, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan selv blande dig i debatten ved at indsende et indlæg.
