NYHED 26.10.22

Arkitektforeningen åbner for nye fagligheder

Arkitektur har alle dage været et resultat af den fælles indsats fra mange fagligheder. Men med den øgede kompleksitet og behovet for en omstilling til absolut bæredygtighed i byggeri og byudvikling er der mere end nogensinde behov for at styrke det tværfaglige samarbejde og kendskabet til hinandens snitflader. Derfor åbner foreningen for det nye tværfaglige netværk ”FORUM for Arkitektur”.

Vil du vide mere? Kontakt:

Mie Dyreberg Haldrup

(+45) 2886 9844

mh@arkitektforeningen.dk

Det nye tværfaglige netværk FORUM for Arkitektur er en håndsrækning til de mange relaterede fagfolk, der arbejder professionelt med byggeri, by og landskabsudvikling og har en særlig passion for arkitekturen. Målet er at styrke samarbejdet på tværs af de mange forskellige fagligheder, som arbejder professionelt med arkitektur og det byggede miljø – og derigennem styrke den arkitektoniske kvalitet.

”Med FORUM for Arkitektur ønsker vi at invitere flere faggrupper ind for at få flere perspektiver på arkitekturens kvaliteter og blive endnu skarpere på den værdi, det tilfører. Det vil ikke alene knytte båndet mellem de forskellige faggrupper, men også være med til styrke arkitekturens stemme, både i faglige sammenhænge og i den brede debat. I sidste ende handler det jo om, hvilket samfund vi ønsker at leve i,” siger Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen.

Vil du vide mere? Kontakt:

Mie Dyreberg Haldrup

(+45) 2886 9844

mh@arkitektforeningen.dk

“Med FORUM for Arkitektur ønsker vi at få flere perspektiver på arkitekturens kvaliteter og blive endnu skarpere på dens værdi”

Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen

En del af arkitektfamilien

Baggrunden for FORUM for Arkitektur er en analyse foretaget af Advice fra 2021, som viser, at mange af de faggrupper, som kommer med en anden uddannelsesmæssig baggrund en cand.arch, savner et fagligt fællesskab omkring arkitekturen. Det kan Arendse Bardram Noes, som er programleder for FORUM, nikke genkendende til:

”Jeg er ikke arkitekt, men er uddannet cand.soc. fra Plan, By og Proces på RUC, og jeg har altid beskæftiget mig med processer, der direkte eller indirekte spiller ind i arkitekturens verden. Derfor har jeg, lige fra jeg blev færdig med min uddannelse, følt mig lidt hjemløs og savnet et sted, hvor jeg kunne udvikle mig fagligt sammen med andre i faget og samtidig styrke mit netværk”.

Klogere på hinandens snitflader

FORUM for Arkitektur giver først og fremmest forskellige fagligheder adgang til fire temadage. Derudover får man som medlem af netværket adgang til en række af Arkitektforeningens øvrige aktiviteter og tilbud, herunder kurser og andre netværk. Tanken er også, at FORUMs arrangementer skal afholdes forskellige steder i Danmark.

Temaerne for de første fire arrangementer er allerede på plads. Startskuddet lyder den 1. december I København under titlen ”Når mennesket ikke er i centrum”.

Siden følger arrangementerne ”Er der en ny æstetik på vej”, ”Et forsvar for Ørestad” og ”Boligpolitik – hvad betyder den blandede by?”.

Ambitionen er at FORUMs temadage bliver mere end oplæg og debat, men forvandles til et ”arbejdsrum”, hvor de forskellige faggrupper, får mulighed for at blive klogere på hinanden snitflader og kompetencer.

”Der er mange branchearrangementer, hvor vi sidder og lytter til et panel af eksperter, taler lidt med sidemanden – og møder måske så aldrig hinanden igen. I FORUM vil vi gerne skridtet videre. Derfor har vi startet et samarbejde med Mette Prag Fra tegnestuen PLADS, som nu er i gang med at udvikle et workshop-koncept, der sætter tværfagligheden i spil omkring de temaer, vi mødes om. Det skal både give ny læring med hjem og nye relationer”, fortæller Arendse Bardram Noes.

Hvem kan være med?

FORUM for Arkitektur er for alle der beskæftiger sig professionelt med byggeri, by og landskabsplanlægning – lige fra bygningskonstruktører, ingeniører og landskabsarkitekter til antropologer, kulturgeografer, økonomer eller noget helt andet. For MAA’er er FORUM et nyt og gratis tilbud på stammen.

For at blive medlem af Arkitektforeningen (MAA) kræver det stadig en cand. arch uddannelse fra enten Arkitektskolen Aarhus, Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering eller en anden EU godkendt uddannelse – eller særlig optagelse gennem sine meritter.

Læs mere om, hvordan du bliver en del af FORUM for Arkitektur.

Se oversigten over alle de kommende tema-arrangementer under billedet.

Foto: Koala Studio

Tilmeld dig FORUMs første arrangement:

Når mennesket ikke er i centrum

Mød blandt andet Emanuele Coccia, filosof og forfatter af bogen ”Planternes Liv”

Når mennesket ikke er i centrum 

Tema-arrangementer i FORUM

Når mennesket ikke er i centrum 
Dato: 1. december 2022
Tidspunkt: kl. 12.30 – 18.00
Sted: ’Valencia’, Vesterbrogade 32, 1620 København

Et forsvar for Ørestad? 
Dato: 23. februar 2023
Tidspunkt: kl. 12.30 – 18.00
Sted: ’Valencia’, Vesterbrogade 32, 1620 København

Er der en ny æstetik på vej?
Maj 2023
Tidspunkt: kl. 12.30 – 18.00
Sted: Ørestad

Boligpolitik – Hvad betyder den blandede by?
September 2023
Tidspunkt: kl. 12.30 – 18.00
Sted: Aarhus

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +