Jeg tror, at de fleste arkitekter er enige om, at det halter med den arkitektoniske kvalitet nogle steder. Derfor er det vigtigt at diskutere de kommunale virkemidler. Lokalplanværktøjet kan være udfordret, når det kommer til at sikre den arkitektoniske kvalitet. Det er jeg enig i som erfaren lokalplanlægger.

Men jeg tror, at diskussionen skal foldes mere ud, før vi beslutter os for, hvilke kommunale værktøjer der virker og ikke virker. Jeg tror ikke på one size fits all. Den diskussion kan vi i høj grad bruge Arkitektforeningens kommende planfaglige netværk til.

Konkrete bygninger og lokalplaner
Diskussionen må starte med de konkrete eksempler, synes jeg. Ellers bliver den for abstrakt.
Hvilke bygninger peger vi arkitekter på, når vi taler om manglende arkitektonisk kvalitet? Og hvad står der i lokalplanerne? Vi kan f.eks. kigge på Østerport II i København, som er blevet stærkt kritiseret – blandt andet for den vandrette opdeling af facaderne.

Lokalplanen er udarbejdet med udgangspunkt i konkrete byggeønsker. Den vandrette opdeling er formentlig et arkitektonisk valg, der er truffet, før der er skrevet et ord i lokalplanen.

Det er muligt, at den vandrette opdeling er et arkitektonisk fejlskud. Men det kan vi nok hverken klandre lokalplanen eller lokalplanværktøjet for. Lokalplanen fastholder loyalt den vandrette opdeling. Lokalplanværktøjet kunne have forhindret det, hvis politikerne havde ønsket det.

Mere og ikke mindre arkitektur i lokalplanerne
Vi burde også diskutere præmisserne for lokalplanlægning. Det er en grundregel i planloven, at vi planlæggere skriver lokalplanbestemmelser som forholdsnormer. Det har stor betydning for, hvad vi kan og ikke kan, når det kommer til at sikre den arkitektoniske kvalitet.

En forholdsnorm er en lokalplanbestemmelse, som præcist beskriver, hvad man må og ikke må. Det kan f.eks. være, at facader skal udføres med overflader af rød tegl. Kravet om præcision betyder, at vi ikke kan bruge de kvalitative begreber, som vi ofte bruger, når vi beskriver, hvad arkitektonisk kvalitet er. Vi kan f.eks. ikke skrive, at bebyggelsen skal være tilpasset stedet. Det er ikke præcist nok. Hvem ved, hvad det konkret betyder?

Når vi skriver bevarende lokalplaner eller lokalplaner for projektbyggeri i et eksisterende byområde, er det måske ikke så problematisk. Her kan tilpasning til stedet nok nemt oversættes til præcise krav om f.eks. rød tegl. Vanskeligere bliver det ofte, når vi lokalplanlægger for nybyggeri i nye byområder uden at have et konkret, vellykket arkitekturprojekt at planlægge for. Så er det svært at være præcis.

Men er svaret på den udfordring at rykke kravene til arkitektonisk kvalitet helt eller delvist ud af lokalplanerne, som nogle mener? Det er jeg ikke sikker på. Jeg synes, at vi skal have mulighed for mere kvalitative krav i lokalplanerne, der konkretiseres i byggesagsbehandlingen – såkaldte kompetencenormer.

Alternativernes fordele og ulemper
Vi skal også se på de alternative kommunale værktøjer, som nogle peger på – arkitekturpolitikkerne og byggesagsbehandlingen. Hvad kan de, og hvad er de mindre gode til? Jeg ser klare fordele i nogle faser af myndighedsbehandlingen men også tydelige ulemper.

Arkitekturpolitikkerne – og stærke stadsarkitekter – er gode i den tidlige debat med bygherrer og tegnestuer om, hvad arkitektonisk kvalitet er på det givne sted og i det konkrete projekt. Her kan kommunen præge skitseringsprocessen, før beslutningerne bliver truffet. Byggesagsbehandlingens fordel er, at den finder sted på det tidspunkt, hvor vi ved mest om det projekt, der skal opføres – nemlig lige før det bliver opført. Her er der basis for meget præcise krav, som kan virke ubegrundede i en lokalplan.

Men der er en fare for, at politikere og borgere kobles af, hvis ikke arkitektonisk kvalitet også er et lokalplanspørgsmål. Der er en risiko for, at sammenhæng, kontinuitet og forudsigelighed forsvinder.

Lokalplanforslagenes krav til arkitekturen er til offentlig diskussion. Dialogen mellem stadsarkitekt, byggesagsbehandler, bygherre og tegnestuer foregår oftest bag lukkede døre. Lokalplanen kan sikre den arkitektoniske sammenhæng i et større område – ikke bare det enkelte projekt. Den er også en garant for kontinuitet i sagsbehandlingen og for forudsigelighed for borgerne.

Værktøjerne skal bruges sammen og forskelligt
Diskussionen om arkitektonisk kvalitet og de kommunale værktøjers rolle er rigtig vigtig. Den er også kompliceret, og jeg har selv flere spørgsmål end svar. Det er muligt, at kommunernes forudsætninger for at sikre arkitektonisk kvalitet har ændret sig så meget, at lokalplanerne skal træde i baggrunden. Måske er det rigtigt, at arkitekturpolitikker og byggesagsbehandling er mere effektive værktøjer.

Det ved vi bare først, når vi har diskuteret flere konkrete eksempler, præmisserne for lokalplanlægning og alternativernes fordele og ulemper. Jeg tror grundlæggende, at det handler om at bruge alle værktøjerne sammen og forskelligt fra sag til sag. Måske skal vi bruge helt nye redskaber. Lokalplanen har klare fordele, når det kommer til inddragelse, sammenhæng, kontinuitet og forudsigelighed.

Jeg ser frem til den kommende diskussion i Arkitektforeningens planfaglige netværk.

Kilder

Se f.eks. Peder Baltzer Nielsens indlæg 3. januar
Lars Juel Thiis’ indlæg 18. maj
Lars Autrups indlæg 19. juni
Søren Nellemanns indlæg 12. juni
Simon Aggesens indlæg 18. juni
Britta Pørksens indlæg 29. juni