Byplanlægning i det 20. og 21. århundrede

Den voldsomme og anarkiske byvækst, som industrialiseringen skabte, fremkaldte i midten af 1800-tallet en række modeller, for hvorledes byerne kunne reguleres og formes; utopier om selvbærende byer i balance med det omgivende landskab eller modeller for omorganisering eller udvidelse af den store by.

Det nye århundrede åbnede med nogle normdannende planer og manifester, som delvist byggede videre på, delvist udfordrede 1800-tals-tænkningen – Garden cities of tomorrow, Amsterdam syd-planen, Die unbegrenzte Groszstadt og Cité industriel.I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne voksede der en stigende kritik frem af de bymiljøer, som industrialiseringen og typificeringen skabte.

Tidligt i form af utopier om moving cities og plug-in cities eller mega-structures som kunne håndtere “a new scale.”Senere blev det den klassiske europæiske by, der kom i centrum som inspirationskilde og reference, i takt med at en del af byudviklingen kom til at handle om omdannelse af tidligere industri- og havnearealer.