Fredningsaspekter

Fredning af SAS-huset

Betragter man SAS-bygningen udefra, virker den som en oplagt fredning. En velkomponeret og gennemdetaljeret bygning med en enestående facade, som står med en usædvanlig høj originalitet. Men man skal selvfølgelig et spadestik dybere, inden man kan vurdere, om en bygning kan blive fredet, for der følger både væsentlige fordele og restriktioner med.

Bygningsfredningsloven fastlægger, at vi skal “… værne om bygninger af arkitektonisk, kulturhistorisk eller miljømæssig værdi, herunder bygninger, der belyser væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling, herunder bolig, arbejds- og produktionsvilkår og andre væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling”. Men hvad ligger der egentlig i ordene?

En bygning med høj arkitektonisk værdi er bygget over en klar idé, udført efter en overbevisende formgivning, og den har en selvstændig arkitektonisk linje. Man vurderer både bygningens form, indhold, konstruktion og detaljering: En bygning kan have en særlig fin facade og et ordinært indre, hvilket svækker fredningspotentialet: I udgangspunktet skal der være værdier til stede både ude og inde, før en bygning kan fredes.

I en bygning med høj kulturhistorisk værdi afspejler bygningen samfundet, som det var på bygningens opførelsestidspunkt eller på det tidspunkt, den blev markant ombygget.Hvad skete der i samfundet – hvad orienterede vi os efter, og hvordan kommer det til udtryk i bygningen? Værdierne skal være fysisk til stede – man freder ikke noget, fordi det engang var, som hvis f.eks. en kendt borger har boet i huset.

Den kulturhistoriske værdi for SAS-huset er skyhøj. Bygningen er – blandt meget andet – et tydeligt eksempel på, hvordan kulturen i landet ændrede sig i 1960erne. Den er gennemsyret af fremtidstro; med hotel og såkaldt Air Teminal i det indre København styrkes den indbyrdes sammenhæng mellem Danmark og resten af verden markant: SAS-bygningen blev opført, netop som jetflyene kom til og gjorde turen over Atlanten overkommelig. SAS er på daværende tidspunkt statsejet; det her handler om, hvordan nationen ses udefra – og det synes derfor indlysende, at det første hotel, SAS opfører, er den første bygning, der går i højden centralt i København. At den også er den eneste, der opføres ud af flere planlagte højhusbyggerier i 1960erne, bl.a. Utzons projekt ved Søerne, vægter også kulturhistorisk i fredningssammenhæng. Her er noget at lære af; det vil altid være en diskussion, om det er klogt at bygge højt i en by med homogene højder, for netop de høje huse rækker ud over de lokale forhold. Selvom om det på et konkret sted som ved SAS-bygningen kan give rigtig god mening med et højhus, kan det påvirke et større område negativt, da højhuset ses på langt længere afstand og derfor indskriver sig i en meget større byskala. På godt og ondt har SAS-bygningen måske netop lagt grunden til, at byens sammenhæng nu svækkes af højhuse, der ikke ligger lige så velplaceret.

Tilsvarende er der på fredningslisten mange og gamle eksempler på, hvordan det har været vigtigt for Danmark at vise vores kontakter med udlandet; Et par af de vægtige er Børsen, hvor Chr. IV for ca. 400 år siden lod de talrige sandstensfigurer på facaden afbilde handlende fra hele verden, og Kunstkammerbygningen, der kun 20 år senere er bygget af hans søn (Frederik III) for at vise Danmarks værdier over for resten af det enevældige Europa med en kunstfyldt sal, der syntes at nå til verdens ende.

Begge bygninger er fredet efter grundlæggende ombygninger i det indre: Børsen blev opført som korn- og varelager med handelsboder i den nederste etage og er senere markant ombygget til Børssal og kontorer, mens Kunstkammerbygningen blev ombygget til rigsarkiv, før fredningsloven så dagens lys – her blev hele interiøret erstattet med en betonkonstruktion på tværs af de oprindelige etager. Som i SAS-huset er der tale om værker, der har enestående kulturhistoriske værdier og en enestående arkitektur, der forstås, selvom væsentlige dele af interiøret er væk.

De arkitektoniske værdier i SAS-bygningens facade ligger på det absolut højeste niveau, vi har i landet. Den fuldstændige sammenhæng mellem bygningens placering, proportionering og materialesammensætning er uovertruffen. Der er ikke noget, der burde have været på en anden måde. Set i lyset af, at intet hus lever i 63 år uden at forandre sig, er ændringerne i det ydre meget begrænsede. Selvom talrige udskiftninger af punkterede termoruder til glas uden – eller med den forkerte – farve forstyrrer et enestående facadeudtryk, og selvom husets base er blevet påført en hel misforstået overflade i grøn plastikmaling, et par nye døre i stueetagen i lufthavnsterminalen og et ventilationsanlæg, der tilsyneladende var lettere at lægge op på toppen af terminalbygningen end ned i en af de to kældre, så står huset stadig skarpt. Her er stribevis af fredningsværdier – også i originalmateriale – og det trækker særligt op, at de originale vinduer og døre findes i overordentligt rigt mål.

Artiklen fortsætter

Kan man frede en ombygget bygning?

I det indre står det helt anderledes til, og det vil formodentlig blive omdrejningspunktet, når Det Særlige Bygningssyn og efterfølgende Slots- og Kulturstyrelsen skal tage stilling til, om de vil frede huset.

For omend bygningens indre på opførelsestidspunktet var i symbiose med bygningens ydre – og værket på daværende tidspunkt uden nogen undtagelse ville have opfyldt alle krav til en fredning – så er der sket væsentlige forandringer i det indre.

Hvis vi ser på hovedstruktur og detaljering – i dette tilfælde nok retteligere kaldet apteringen – hver for sig, ser det således ud:

Rumlighederne i basen er ændret: Alle dobbelthøje rum er væk. I hoteldelen er nogle skillevægge er taget ned og andre sat op, men inden for en absolut genkendelig ramme; I terminalafsnittet står søjlestrukturen intakt, mens meget er ombygget, når man lige ser bort fra den oprindelige biludlejning, hvis afgrænsning stort set er opretholdt og i dag rummer en café. I højhuset er der til gengæld ganske få forandringer: Hovedstrukturen er opretholdt i alle normaletagerne, værelsesinddelingen har vist sig langtidsholdbar. Primært den øverste etage har ført et omskifteligt liv.

Men hvad så med apteringen? I terminalafsnittet er den tidligere biludlejning værd at kaste et blik på. Her forstår man, hvad alene originale vinduer, konvektorgrav, lofter og hovedproportioner kan gøre for et udtryk – og hvor vigtigt det er, at formen på så meget som muligt opretholdes som kopi af det originale.

I hotelafsnittet er interiøret i vid udstrækning bare væk. I den kun fem år gamle indretning er et gigantisk potentiale forspildt. Man har forsøgt at udvikle et nyt design, men de ellers udmærket designede lamper og overflader refererer til nydelige interiørløsninger, som de ser ud på mange andre internationale hoteller, de går ikke i dialog med denne bygning. De taler ikke bare et andet sprog, men overdøver det, der faktisk stadig ér: hovedproportioner, vinduesbåndenes detaljering, rester af overflader. Den absolutte sammenhæng mellem proportionering, detaljering og stoflighed, der oprindeligt har kendetegnet SAS-bygningen, har dengang fremkaldt en svævende fornemmelse, der kun kan opstå, når man er på et sted, der er sit helt eget. Et sted, hvor der ikke er elementer, der er genkendelige andre steder fra – hverken bygningsdele, møbler eller tekstiler, der kan trække tankerne derhen, hvor man senest så dem. Den oplevelse af virkelig stor arkitektur, hvor resten af verden toner væk, den fremkaldes ikke længere i SAS-bygningen, den overdøves.

Kan man modernisere en fredet bygning?

Det er ærgerligt, for det kan faktisk lade sig gøre at arbejde videre i interiøret – endda på en måde, så det kan opnå en stærk egenværdi. Det findes der fine eksempler på – både i de modernistiske bygninger og i de traditionelle – og ikke mindst der, hvor tiden brydes. Det vil være ukorrekt at tale om, at man kan modernisere en fredet bygning i forstanden at gøre den magen til andet, der sker i tiden, men man kan bygge videre på den, såfremt baggrunden for fredningen stadig kan forstås.

En traditionel bygning ribbet for interiør skal have umådelig høj fredningsværdi i det ydre for ikke at miste fredningen, for i snedkerarbejdet ses hundredvis af års historie, og rykkes det ud og erstattes af gængs nutidsmateriale, har huset mistet sin stemme og kan derfor ikke længere fortælle historie. Og historiske spor kan ikke genskabes. Men et interiør kan være forandret og stadig indeholde betydelige fredningsværdier: Da Frederiks Hospital blev ombygget til Kunstindustrimuseum, tegnede Kaare Klint omkring 700 tegninger, bl.a. påforing af profiler, så de ændrede karakter fra rokoko til Kaare Klint. Et så elegant og gennemarbejdet indgreb, at det i dag er blandt bygningens bærende fredningsværdier. Her er vi i et traditionelt interiør med traditionelle materialer, som følgelig er mere robuste over for ændringer end en supersprødt detaljeret modernistisk bygning. Princippet er dog det samme: Klint er en excellent formgiver, og han samarbejder med både Eigtveds og de Thuras lag i bygningen. Netop derfor bliver resultatet enestående.

Det samme gælder for eksteriøret. De fredede, modernistiske bygninger kan ikke vedligeholdes på samme vis som de traditionelle. Visse materialer har ganske enkelt ikke levetid nok, de kan ikke som tegl, puds og træ bevares over hundredvis af år med løbende vedligehold. Udskiftning af større mængder materialer bliver hurtigere nødvendigt. Men da det er værket i sin helhed, der beskyttes, betyder det mindre, end hvis vi taler om meget gamle, traditionelt opførte bygninger, hvor originalsubstansen er det afgørende. Udskifter man 1:1 i en modernistisk bygning, forstyrres værket ikke – og det, man kunne fremstille for 70 år siden, kan man også fremstille i dag.

Man skal således ombygge såvel de fredede, modernistiske bygninger som de traditionelle. Der findes en metode, og den er velafprøvet i begge sammenhænge. Den handler om noget så enkelt som grundigt arkitektarbejde. Registrering af, hvad der findes; analyse af, hvad der er tænkt, vurdering af, hvor der er værdier tilbage set i forhold til intentionen og efterfølgende en formgivning, som i hele sin idé tager udgangspunkt i det lærte. I et værk med oprindeligt niveau som SAS-huset må det – hvis huset igen skal op at flyve – handle om ydmyghed over for den oprindelige formgivning. Der er tale om et kæmpe potentiale, der ikke blev forløst ved den seneste, omfattende ombygning af det indre. Men dens varighed er så tidstypisk, at bygningen må formodes at stå over for en tilsvarende inden for 15-20 år, og derfor er det ikke væsentligt for en fredning, at der er rig lejlighed til at arbejde videre med husets indre. Det løse inventar fredes jo ikke, så her er det op til ejer at finde en sammenhæng, der styrker huset.