Hotel Ottilia: Industrielt kunsthåndværk læst og forstået

På begge sider af de gyldne skjolde har man nænsomt udtaget facadesten uden at bryde forbandtet og på den måde sikret dagslys og lidt udkig på en festlig og legende måde.

Det spiller selvfølgelig ind, at bygningen blev fredet i 2009 før den aktuelle transformation, men i 2013 fremkom analyser af andre arkitekter til ny udnyttelse af bygningen, hvor de gyldne skjolde foreslås fjernet og udskiftet med runde vinduer…

Der er også værelser bag de lodrette, konkave murskiver med sidelys, og også disse er bevaret, tillige indadtil med deres blanke, røde mursten og nu konvekse former, som skaber rumlig dynamik. Selv den oprindelige hvide flisebeklædning af væggene i det, der var fordelingsgange i fabrikken, har fået lov at blive siddende.

Disse nutidige og nødvendige forandringer af facaderne på Lagerkælder 3 er fornemt arkitektarbejde i sig selv, som man umiddelbart opfatter som noget, der har været der fra begyndelsen. Bygningens karakterfulde gavl har fredningsmyndighederne åbenbart været ligeglade med, for her er nyligt påbygget et hus, som intet har med hotelprojektet og dettes involverede arkitekter at gøre, og sådan set heller ikke meget med Slottets arkitektur at beskaffe.

Et meget specielt træk ved SEK’s murværk på Lagerkælderen er, at det er opdelt i elementer, skiftende mellem røde felter og smalle tilbageliggende spor af mørkegrå sten. Alt dette kan fortsat nydes og beundres og ikke mindst udforskes, for disse murede felter er jo udfyldninger i et skjult betonskelet og samlet udført som rent industrielt kunsthåndværk fra øverste skuffe.

Den oprindelige lukkede facade mod pladsen var efter min personlige smag den bedste, men samtidig er det jo indlysende, at netop udskiftningen med glas har skullet til for overhovedet at få den bygning til at leve videre.

De nye elementer og tilføjelser spiller generelt med og ikke imod de gamle bygningsdele. Ved værelseskorridorerne i Lagerkælderen kommer der tæpper på gulvene, og det kunstige lys er dæmpet ned. Det giver en fornemmelse af diskret luksus og privathed, hvad der efter denne skribents hotelbegreber er lige efter bogen. Det samme præger de enkelte værelser, hvor det er lykkedes at fremkalde en slags moderne hygge med bundklang af soliditet og ordentligt konstruktionsdesign.

De gamle dobbeltsøjler i beton (som også er fredede) og de nye elementer, specielt flisebeklædningen i baderummene, er skabt, som havde SEK himself været med, idet de samme flisetyper ses på underetagens yderside.

Også den nye restaurant, som er bygget oven på Slottet, er fint anbragt som et tilbagerykket penthouse med respekt for den eksisterende kobberafdækning af de skrånende dele af taget og af murkronen.

I loungeområder og i møderum finder man også visse steder nye væg-til-væg gulvtæpper, som er specialdekoreret med mega-tidsler som motiv. Det virker forvrænget i forhold til, at der i udbredt grad er taget hensyn til de eksisterende bygningselementer og generelt holdes en dæmpet tone i den nye indretning. Særligt det store loungeområde, og det ifølge hotelledelsen gode spillested i Dipylons indre, er apteret omkring de oprindelige tømmerkonstruktioner på en måde, som forstærker hele historien om, at her befandt sig oprindelig to maltkamre, idet dobbeltporten var, som man bl.a. kan læse i tidsskriftet Arkitektur DK, afhentestation for brygsalens ‘mask’, der blev lukket ud af dyser (de sidder der stadig) i de hvælvede lofter under de to porte.[2]

Hotel Ottilia vækker den gamle underholdende arkitekturånd på Carlsberg til live indefra og ud i stedet for at smøre egne vittigheder uden på facaderne. Det er godt læst og forstået.