Nekrolog: Dansk arkitektur har mistet en af sine største arkitekter og rorgængere

Med Stens død har Danmark mistet en af min generations største arkitekter. ”Den store rorgænger”, som Jens Thomas har udtrykt det frit efter Mao.

Jeg tror ikke, at hans og Vandkunstens betydning for udviklingen i 70’erne og 80’erne kan overvurderes.

Med vinderforslaget fra tæt-lav konkurrencen, der var så suverænt, at der kun blev uddelt indkøb til alle andre, blev tegnstuen stiftet mestendels bestående af en flok talentfulde studenter, og så netop Sten, der havde erfaring fra det virkelige liv.

Forslaget gav Form og struktur på ungdomsoprørets drøm om et netværkssamfund i symbiotisk samspil med naturen, brugerstyring, nærdemokrati, nye boformer og med vedvarende energikilder.
Husene var såkaldt strukturalistiske, en modernistisk efterklang, men det skulle ændre sig.

Med Tinggården, der netop var et såkaldt brugerstyret projekt, viste der sig en hårdnakket konservatisme blandt brugerne. Nu skulle huse igen ligne huse, og resultatet kender vi alle.

Arkitekterne skulle være brugernes tjener, et lydigt redskab var opfattelsen. Det gjorde Sten op med.

Han insisterede på, at arkitekterne ikke skulle afgive kunstneriske suverænitet. Og han var formentlig dødtræt af al den brugerpalaver, der var så tidskrævende. Det har ændret sig siden. I dag lukrerer de store programmerings firmaer på de frø, der blev sået i de år, og nu drejer det sig til gengæld om at kunne kontere så mange timer som muligt i kæmpemæssige rapporter, der netop skal være så tykke og umulige, at bygherren kan se, at hun får noget for pengene.

Jeg havde altid på behørig afstand beundret Vandkunsten, der også i international sammenhæng var enestående og fik senere lejlighed til at lære Sten og Jens Thomas at kende.

Det sociale budskab – godt hjulpet af Jan Gehls ”Livet mellem husene” – var øverst på tegnestuens agenda, og det var langt mere sammenhængende, gennemtænkt og rodfæstet end den øvrige verdens vernakulære arkitektur, som den arkitektur, der har rod i det folkelige kaldes internationalt.

Men det var også et opgør med den højrøvede modernisme, der ikke tog hensyn til brugere, klima, natur eller historie. Det var et forsøg på at skabe en arkitektur for mennesker – og ikke for en eller anden ideologi, der så ofte griber arkitekterne.

Sten var den store rorgænger i en lopperede af talentfulde og anarkistiske idealister, og hvem ved, hvordan det ville være gået uden hans evne til at sætte kursen.

Han var overbevist om, at arkitekturen kan vise vej imod et bedre samfund, og tegnestuen gjorde det!

Bofællesskaber, en opbrydning af arkitekturens traditionelle funktioner med køkkener i fællesarealer, bufferzoner i kontorbygninger, grader af offentlighed, arkitekturen som et demokratiserende våben osv. De indgroede banaliteter, der fortsat behersker dagens boligbyggeri blev sat til debat og besvaret med løsninger, der var nyskabende, men som mødte en mur af konform modstand f.eks. fra kreditforeningerne, der ikke ville belåne en bolig uden selvstændigt køkken.

Vandkunsten har gennem alle årene stået for en arkitektur på menneskenes side; og det har alle på tegnestuen været enige om. Arkitektgruppen i Århus havde samme intention i begyndelse, men blev siden ren forretning – nu solgt til højstbydende akkurat som Henning Larsens Tegnestue.
Sådan har Vandkunsten heldigvis ikke udviklet sig. Den er stadig den mest kompetente tegnestue, når det kommer til socialt velfungerende arkitektur og oven i købet af høj kunstnerisk kvalitet. Velfungerende

Det er i høj grad Stens fortjeneste, at den sociale agenda ikke er HELT glemt i dagens arkitektur.

Æret være hans minde – og tak Sten for givende samvær og alle de vidunderlige projekter som du og dine kammerater har givet os andre.