Rejsebrev: Fortælling fra Månen

LUNARK-habitatet skulle leve op til to kriterier; det skulle passe ind i en skibscontainer i foldet tilstand, og indretningen skulle være stimulerende for beboeren. Disse to kriterier var centrale, da pladsen er sparsom ombord på rumraketter, og fordi den nuværende indretning i rumfartøjer og på Den Internationale Rumstation er steril og ikke særlig indbydende. Habitatet er opbygget på en bærende aluminiumsramme iklædt et skin af kulfibersandwich-paneler og fleksibel gummi, der inspireret af den japanske teknik origami gør det muligt for habitatet at ekspandere mere end 750% i volumen. Det næste lag er isolering i form af et materiale lavet af genbrugte plastikflasker. Oven på kulfiberpladerne er lette og fleksible solpaneler, der er meget effektive i det kolde arktiske miljø i Nordgrønland. Valget af solenergi er informeret af de evige lyse dage om sommeren i Arktis. Ligeledes er det sted, som habitatet er designet til, Månen, badet i næsten konstant sollys. Det indre af habitatet er ikke som ISS. I stedet er det hjemligt og udstyret med et stimulerende lyssystem, såkaldt Circadian Light, med det formål at modarbejde monotonien i rummet, hvilket giver beboerne en naturlig døgnrytme. Vi stoppede dog ikke der.

Eftersom det står klart, at almindelige mennesker sendes ud i rummet i den nærmeste fremtid, ville vi teste, om vi selv, som almindelige mennesker, kunne udholde at bo i habitatet. Planen var, at vi i 100 dage, isoleret i den grønlandske ødemark, et af de mest fjendtlige miljøer på planeten, ville teste habitatets arkitektur og udføre studier på de psykologiske effekter afledt af at være i isolation. Efter meget research udvalgte vi Moriusaq, nord for Thulebasen til vores testmission, fordi miljøet har mange ligheder med Månen; det er koldt, livløst, og hjælpen er langt væk. Da vi havde bygget habitatet, gjorde vi klar til at pakke det sammen og tage af sted.

Missionen begyndte i september sidste år. Mens vi gjorde klar til at flytte ind, boede vi i en forladt fangerhytte i Moriusaq. Vores største frygt kom tæt på livet en af de første dage, efter vi var ankommet; mens vi sov, havde en isbjørn været på besøg ude foran hytten – og vi fandt ud af, at døren ikke var låst. Efter at havde afsøgt området, konkluderede vi, at bjørnen var væk. Dagen efter begyndte vi at folde habitatet ud og sætte benene på. Det næste var at banke ankre i den permafrosne jordbund, som vi havde beregnet ville tage et par dage. Det endte med at tage ugevis at få 15 styks halvanden meter lange jordankrer i jorden. Det lykkedes dog i sidste ende, og LUNARK-habitatet stod flottere, end vi nogensinde kunne have renderet os frem til.

Efterfølgende begyndte vi at installere habitatets hjerne ODIN, solpanelerne, og flytte madvarer og personlige ejendele ind i habitatet. De næste to måneder gik med at udføre eksperimenter, heriblandt at teste vores algereaktor og udføre et VR-eksperiment for DTU Space. Vi drog også på simulerede månevandringer for at afsøge området og hente is til vores mad. Under disse vandringer bar vi altid en riffel som livsforsikring i tilfælde af, at vi stødte på en stædig isbjørn. Der blev også tid til at slappe af, læse og spille skak. 30. november blev vi samlet op af en helikopter og fragtet til Thule-basen. Efter at have levet af pulvermad i tre måneder var det en velsignelse endelig at spise en burger igen.

Missionen sluttede i december 2020. Vi er nu i gang med at bearbejde al den data, vi har fået ud af missionen. Dog kan vi allerede nu konkludere, at missionen var en succes, arkitekturen fungerede, og vi lærte en hel masse, som vi kan bruge i fremtidige projekter. Vi er gået i gang med en usandsynlig mission – at lave rumarkitektur – med alle odds imod os. Nogle mennesker troede ikke på os, men vi holdt fast i vores drøm. Vi arbejder nu på forskellige projekter, der alle har det til fælles, at de er skabt med teknologi, der er essentiel for fremtidig bosættelse på andre planeter.