Høringssvar: Planloven skal sikre grønnere byer og demokratisk inddragelse

Der skal sættes ord på, hvad ”grønne arealer” betyder, når kommunerne snart kan fastsætte procenter på, hvor meget det skal fylde i nye lokalplaner. For presset på arealerne gør, at der både skal tages højde biodiversitet såvel som det rekreative element. Koordinering og planlægning på tværs af kommunerne bør fylde mere i planloven, så afskaffelsen af landsplansredegørelsen er et skridt i den forkerte retning. Sådan lyder nogle af hovedpointerne i vores høringssvar til revidering af planloven. Læs det her:

Generelle bemærkninger

I Arkitektforeningen mener vi, at planloven skal spille en større rolle i forhold til den grønne omstilling. Planområdet er således fraværende i den nationale strategi for bæredygtigt byggeri, selv om fysisk planlægning og reguleringen heraf selvsagt spiller en betydelig rolle for byggeriet. Det er vores klare holdning, at kommunerne fortsat mangler de nødvendige redskaber for at kunne planlægge mere bæredygtigt.

Der er væsentlige emner, der for alvor mangler at blive taget op. Det første gælder i forhold til arealdisponering i by-sammenhæng, der bør have det overordnede princip, at kommunerne hovedsageligt udvikler byerne ved omdannelse af eksisterende byområder, med stationsnærheds- og cykelnærhedsprincipperne som omdrejningspunkt. Dette vil medvirke til at understøtte en eksisterende bystruktur og hindre by-spredning over nye arealer, som vil medføre øget trafik på vejene og behov for ny infrastruktur.

For det andet er det vores erfaring, at der siden kommunalreformen har været en mangel på koordination og planlægning på tværs af kommunegrænserne. Det er både til skade for miljø- og erhvervsudvikling.

Planloven er en af de mest komplicerede love, vi har – ikke mindst som følge af en lang række lappeløsninger gennem tiden. Et væsentligt element i loven er borgernes retssikkerhed, som svækkes, hvis det er for vanskeligt for borgerne at forstå planloven og lovgrundlaget for de foreslåede planer. Der er derfor stadig, på trods af de seneste moderniseringer af planloven, et konkret behov for at forenkle planloven, samtidig med at kerneværdierne bevares. I samme forbindelse bør der ses på praksis i kommunerne, således at lokalplanlægningen bliver lettere at administrere og lettere for borgerne at forstå og sætte sig ind i.

Bemærkninger til høringen

Vedr. formålsbestemmelsen
Klima er tilføjet til formålsbestemmelsen for planloven, hvilket vi finder meget positivt, men det er stadig fraværende i §15, og dermed vil kommunerne fortsat mangle værktøjer til at implementere en mere bæredygtig praksis.

Vedr. punkt 1: 1. § 2, stk. 2 og 3 vedr. Landsplanredegørelsen
Landsplanredegørelsen afskaffes. Dette strider grundlæggende mod behovet for planlægning på et statsligt niveau – eller i det mindste på et niveau over kommunerne. Her bør redegørelsen være et af de redskaber, som staten bruger til at arbejde strategisk med udviklingen på tværs af kommunegrænserne. Derfor ser vi afskaffelsen af landsplan-redegørelsen som et skridt i den forkerte retning.

I bund og grund er efterspørgslen efter overkommunal planlægning et udtryk for et ønske om sammenhængende (og sammentænkt) planlæg-ning, hvilket rammestyringsprincippet historisk har sikret.

Vedr. 3.3. Ø-udviklingsplan for de små øer
Forslaget med Ø-udviklingsplaner er interessant. Planen sætter ord på balancen mellem natur og udvikling, og den tager udgangspunkt i be-boernes lokale ønsker og behov samt de konkrete forhold på øen. Tan-kerne bag den type udviklingsplan kan med fordel overføres til landsby-samfund med lignende udfordringer som småøerne.

Vedr. punkt 5: Den strategiske planlægning for bymidter
Kommunerne har frie rammer til at foretage strategisk planlægning for bymidterne, og der udarbejdes allerede helhedsplaner, udviklingsplaner, byomdannelsesplaner og lignende bymidteplaner i stor stil. Inten-tionen med at øge fokus på bymidterne er god, men kravet er unødvendigt, og der er risiko for, at det blot bliver endnu et bureaukratisk lag, der trækkes ned over hovedet på de i forvejen hårdt pressede kommuneplaners planafdelinger. Ressourcerne til redegørelse, dialog m.m. kommer til at gå fra alle de andre vigtige og lovpligtige opgaver i planafdelingerne.

Det er dog positivt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den strategiske planlægning for bymidter nu skal koordinere med nabo-kommuner, hvis udviklingen af bymidter også er afhængig af udviklingen af bymidter i disse kommuner.

Vedr. punkt 36 – demokratisk inddragelse af borgerne
En ophævelse af § 23 c. vil alt andet lige svække kommuneplanens troværdighed, hvis kommunen uden forudgående høring kan foretage væsentlige ændringer i kommuneplanrammerne. Dermed har de ingen gyldighed. Der skal selvfølgelig foretages høring af tillæg til kommuneplanen, men disse udsendes almindeligvis som appendiks til et lokal-plansforslag. Kommuneplanrammens berettigelse ligger derfor i § 23 c.

Vedr. punkt 11: Procentvis grønne arealer
Det er godt, at kommuner fremadrettet kan sætte en minimums be-grønningsprocent i en bydel i forbindelse med udarbejdelsen af en lokalplan.

Arkitektforeningen anbefaler, at der udarbejdes en vejledning for, hvordan krav om “grønne arealer” i kommuneplanrammerne samt bestemmelserne om bynatur generelt skal håndteres. Der er ikke nogen fast definition af “grønne arealer”, så det er lige nu op til fri fortolkning, hvad der kan medregnes. Kommunerne bruger i dag forskellige hjem-melavede værktøjer og stiller forskellige krav, hvilket komplicerer ar-bejdet for både planlæggere og landskabsarkitekter.