Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/job/kommerciel-arkitekt-landskabsarkitekt/
Kan du omsætte kunders behov, steder og ambitioner til gode uderumsløsninger - og samtidig se forretningen i dem?
Hos Næste udvikler og producerer vi uderumsløsninger til professionelle ejendomsejere med fokus på funktion, arkitektur, cirkularitet og lang levetid.
Vi oplever en stigende efterspørgsel efter løsninger, hvor flere funktioner skal tænkes sammen – eksempelvis skure, cykelparkering, affaldsløsninger, overdækninger, ophold, hegn og inventar.
Derfor søger vi en erfaren kommerciel arkitekt/landskabsarkitekt, som kan møde kunden tidligt, forstå både stedet og behovet og omsætte det til løsninger, der fungerer arkitektonisk, teknisk og kommercielt.
Vi leder ikke efter en klassisk projekterende arkitekt. Vi leder efter en erfaren profil, der kan se mulighederne i både det gode projekt og den gode forretning – og som motiveres af at gøre gode løsninger enkle, realiserbare og gentagelige.
Du bliver en del af Næstes kommercielle og faglige front mod markedet og refererer direkte til vores administrerende direktør (som også er arkitekt og hvis nuværende arbejdsopgaver du gradvis vil overtage).
Du arbejder tæt sammen med vores kommercielt ansvarlige og vores projektlederteam, men får dit eget tydelige ansvarsområde: den tidlige faglige kundedialog og udviklingen af den rigtige løsning.
Du skal kunne gå ind i en tidlig dialog om en ejendom, et gårdrum eller et større bolig- eller udviklingsområde og hurtigt forstå de vigtigste muligheder og begrænsninger: disponering, funktioner, arkitektur, adgangsforhold, brand, myndighedskrav, økonomi og kundens/rådgivers ambitioner.
Opgaven er ikke nødvendigvis at detailprojektere løsningen selv. Din vigtigste opgave er at bringe kunden/rådgiveren fra “Vi har dette projekt og disse behov” til “Her er et kvalificeret løsningsprincip, som Næste kan tilbyde, projektere og producere til denne pris”.
Du er sandsynligvis uddannet arkitekt eller landskabsarkitekt og har solid erfaring – typisk 8-10+ år – fra arkitekt-, landskabsarkitekt-, rådgiver-, entreprenør- eller ejendomsbranchen. Du er vant til at arbejde selvstændigt med professionelle bygherrer og komplekse byggeprojekter.
Måske arbejder du i dag som seniorarkitekt, projektleder eller har været associate partner. Titlen er ikke afgørende. Det afgørende er kombinationen af faglig tyngde, forretningsforståelse og lysten til kundedialogen og ansvaret – også for økonomien.
Du behøver ikke være sælger i traditionel forstand. Men du skal have lyst til at være tæt på kunderne og kunne se den kommercielle mulighed i den faglige dialog.
Vi bygger systemer og samlesæt. Du ser værdien i at udvikle løsninger, der kan gentages, frem for at starte forfra hver gang, og værdien i at bygge klogt og effektivt med minimalt spild af tid og materialer.
Vi lærer og forbedrer hver dag. Erfaringer fra kunder og projekter skal omsættes til bedre løsninger og unikke projekter skal kunne oversættes til standarder for at opnå en reel omstilling.
Vi vinder sammen. Du lykkes gennem samarbejdet med salg, projektering, produktion og kommunikation, og ikke mindst sammen med kunden at finde de helt rigtige løsninger.
Vi genbruger og repeterer processer. Den bedste løsning er ikke nødvendigvis den mest unikke. Ofte er det den løsning, vi kan dokumentere, producere effektivt og bruge igen. Vi genbruger og optimerer både på processer og materialer.
Du refererer direkte til Næstes administrerende direktør og arbejder sideordnet med vores kommercielt ansvarlige og vores marketing- og kommunikationsansvarlige.
I den tidlige kundedialog arbejder du tæt sammen med den kommercielle funktion. Når en mulighed udvikler sig til et konkret projekt, kobles vores projektlederteam på med kompetencer inden for blandt andet projektering, konstruktion, statik, brand, IKT og klima/LCA.
Du bliver dermed et vigtigt bindeled mellem kunden, arkitekturen, forretningen og Næstes interne faglighed.
Næste blev stiftet i 2019 og har i dag mere end 25 medarbejdere med egen produktion i Gadstrup. Vi leverer cirkulære og langtidsholdbare skure- og uderumsløsninger til professionelle ejendomsejere over hele landet. Vores mission er at sætte en ny standard for kvalitet, bæredygtighed og genbrug i byggeriet.