Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/job/politisk-raadgiver-2/
Brænder du for den grønne omstilling af vores samfund, og har du lyst til at drive politisk interessevaretagelse for at gøre byggeriet mere bæredygtigt? Besidder du samtidig en bred værktøjskasse til at skabe politisk gennemslagskraft? Så har vi brug for dig!
Som arkitekternes stands- og interesseorganisation i Danmark kæmper Arkitektforeningen for at gøre vores byer og byggerier grønnere og mere bæredygtige. Byggeriet står for ca. 30 % af de samlede CO2-udledninger og ca. 35% af alt affald. De tal lægger vi os i selen for at reducere sammen med resten af byggebranchen.
Vi arbejder konkret med, hvordan vi sænker byggeriets energi- og klimabelastning, bruger færre ressourcer, genbruger/genanvender mere og bruger flere biogene materialer. Vi arbejder også for at skabe levedygtige byer og for mere helhedsorienteret, visionær planlægning. Endelig arbejder vi for at udvikle attraktive landsbyer, klogere arealanvendelse og for at transformere og renovere vores bygninger langt mere.
Vi har udsigt til et travlt og spændende efterår, som vil blive præget af arbejdet med en ny strategi for foreningen, revision af bygningsreglementet, udbredelse af arkitekturpolitikker i kommunerne, stærkere helhedsplanlægning i hovedstadsområdet, mere cirkularitet i byggeriet og med at få disse dagsordener foldet ud i medierne og klædt nye ordførere i Folketinget på med vigtig viden.
For at bistå med dette arbejde søger vi en engageret og alsidig politisk rådgiver, som kan arbejde med alle aspekter af politisk interessevaretagelse, pressearbejde og kommunikation.
Du vil indgå i vores afdeling for politik og kommunikation, som ledes af foreningens politiske direktør, som du vil referere til og arbejde tæt sammen med. Du vil du få en vigtig rolle i at varetage vores medlemmers interesser bedst muligt og vil få ansvar for at drive og projektlede indsatser i samarbejde med kollegaer fra hele sekretariatet.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være at formulere og eksekvere strategier, skrive policy-notater, lave analyser, facilitere møder med medlemmer og samarbejdspartnere og rådgive sekretariatets medarbejdere og politisk valgte om interessevaretagelse. Du vil skrive udkast til debatindlæg, foretage research, udarbejde koncepter for konferencer, folkemøde-events og meget mere.
Løn efter kvalifikationer
Send os snarest dit CV og en motivation til job@arkitektforeningen.dk mrk. ”Politisk rådgiver”. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politisk direktør Tobias Zacho Larsen på 2557 2104.
Læs mere om os på www.arkitektforeningen.dk