1E Torsdag: Hvad påvirker byen?

Mediernes fokus på arkitektur og byplanlægning øges i disse år. Især omkring byudviklingen i København er der en særdeles kritisk overvågning af, hvad der planlægges og bygges. Arkitektforeningen København sætter fokus på kapitalen, arkitekturen, medierne og demokratiet.

Folkering om Amager Fælled. Foto: Michael Bonnevie

Tidspunkt:

05.03.2020 kl. 17.30-20.15

Sted:

Åbenrå 34, 1124 København K

Arrangeret af:

Arkitektforeningen København

Mediernes fokus på arkitektur og byplanlægning øges i disse år. En trend omkring livsstil, Danish Design og New Nordic har længe været fremherskende, men især omkring byudviklingen i København har der i de sidste to-tre år været en tendens til en særdeles kritisk overvågning af, hvad der planlægges og bygges. Nye prestigebyggerier anmeldes med stjerner og hjerter i de store københavnske dagblade. Ørestads færdiggørelse er lagt ned af den kendte “Nak og Æd” kok Nikolaj Kirk, som er gået i brechen for vilde blomster og strandengens fugle. For nyligt har Politikens arkitekturanmelder gennem mange år Karsten R. S. Ifversen formuleret sig mere udførligt om, hvad der er på færde i den københavnske byudvikling:

“Kapitalen har, i forskellige gevandter, overtaget initiativet og ‘Københavns genrejsning’ er ikke, hvad den har været – eller måske var ‘Det nye København’ et fatamorgana?”

Arkitektforeningen København sætter fokus på, hvordan det gik til, at det, der skulle have været så godt, ikke blev det alligevel – og om det er sandt, at det er blevet så skidt.

Til at debattere de nye betingelser for byudviklingen, og dermed arkitekturen, i København har Arkitektforeningen København – udover Kasten R. S. Ifserven, som dels vil give en introduktion til sin bog, dels vil reflektere over det, der sker lige nu i form af en stigende borgerinteresse for byudvikling helt konkret og ikke mindst en stigende tendens til at udtrykke sin protest mod forskellige projekter – inviteret Holger Dahl, arkitekturanmelder på Berlingske, som vil fokusere på mediernes rolle. Som introduktion til debatten vil erhvervsøkonom Luise Noring, CBS, desuden fortælle om konjunkturer, borgerprotester, centrum og periferi og antropolog Marie Stender, Aalborg Universitet, vil give et indblik i, hvorfor – eller om – borgerne har fået nok. Endelig vil Bonnie Mürsch og Pernille/Jan fra Fiskerhavnens Venner fortælle om, hvordan debatten opleves set fra borgernes perspektiv.

Rune Christiansen fra Arkitektforeningen København er ordstyrer.

Program

17.30-17.50: Arkitekturen og medierne
Holger Dahl, Berlingske Tidende, causerer over rollen som anmelder på et stort dagblad i hovedstaden: hvordan kan medierne skærpe borgernes arkitektoniske dømmekraft? Har anmelderen et ansvar? Kan anmelderen gå imod “strømmen”?

17.50-18.10: Kapitalen og arkitekturen
Luise Noring, CBS, fortæller om resultaterne af sin forskning i den økonomiske baggrund for og betydning af de seneste ti til tyve års byudvikling i København.

18.10-18.20: Arkitekturen og demokratiet
Bonnie Mürsch, tidligere formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, fortæller om foreningernes rolle i arkitekturdebatten. Er faglighed vigtig i debatten? Hvad er vurderingen af nye grupperinger som ‘Arkitekturoprøret’, ‘Bevar Amager Fælled’ og ‘Sydhavnens Folkemøde’? Er tonen blevet en anden?

18.25-18.35: Interview
Marie Stender, AAU, interviewes af Rune Christiansen om, hvordan det folkelige engagement og den folkelige indflydelse har udviklet sig, og måske ændret sig, over de seneste år.

18.35-18.45: Demokratiet og kapitalen
Jan/Pernille fra Fiskerihavnens Venner fortæller om, hvordan de har oplevet samarbejdet med arkitekter, medier, politikere og andre interessenter i deres kamp for at bevare Stejlepladsen i Sydhavnen fri for byggeri.

18.45.19.05: Kapitalen, arkitekturen, medierne og demokratiet
Karsten R. S. Ifversen fortæller om tankerne bag hans nye bog ‘Kapitalen’. Hvilken debat har han ønsket? Hvorfor kritiserer han den udvikling, som i andre bøger er blevet hyldet? Hvorfor står kapitalen i centrum af kritikken? Og hvordan bedømmer han arkitektbranchens, mediernes og demokratiets rolle?

Pause

19.10-20.15: Paneldebat

 

Hvad er 1E Torsdag?
1E Torsdag er et fagligt og socialt netværksforum hver første torsdag i måneden i Arkitektforeningen. Alle MAA’er er velkomne. 1E Torsdag tager et relevant emne op til diskussion og inviterer deltagere til oplæg og paneldebat.

Kontakt sekretaer@arkitektforeningen.dk for nærmere info.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +