Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/arkitekturens-dag/
Arkitekturens Dag er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor kommuner, kulturinstitutioner, foreninger, udviklere, tegnestuer og arkitekter inviterer landets borgere til at se, mærke og tale om arkitektur. Temaet for 2022 er 'stedsans.'
Skamlingsbanken fik i 2021 et nyt besøgscenter, som er designet som en naturlig og integreret del af landskabet. Arkitekt: CEBRA. Landskab: Opland. Foto: Adam Mørk
Tidspunkt:
03.10.2022
Sted:
Hele landet
Arrangeret af:
Arkitektforeningen
Hver dag er arkitekturens dag, men den første mandag i oktober er det officielt Arkitekturens Dag i hele verden – en årlig festdag, hvor man rundt om i landet har mulighed for at opleve og få indblik i aktuelle byudviklingsprojekter, komme helt tæt på smuk arkitektur og blive klogere på arkitekturens betydning for samfundet og vores daglige liv.
Temaet for Arkitekturens Dag 2022 er ‘stedsans’ – et tema, vi deler med arkitekturfestivalen CAFx, der løber af stablen fra den 6.-16. oktober.
Stedsans er en tilgang, der betyder, at man udvikler og bygger med sans for stedets særlige identitet, kvaliteter og udfordringer – dét særlige, der gør det enkelte sted til lige præcis sit sted og ikke til andre steder. I en tid med et akut behov for at udvikle byer, byggerier og landskaber med øje for klima og bæredygtighed, og en bevægelse mod det lokale, er der kommet et fornyet fokus på stedets kvaliteter, naturressourcer og kulturarv blandt arkitekter, planlæggere og bygherrer. Alt dét, som beriger og berører os og giver stedet identitet og ånd.
Over hele landet vil der være masser af arrangementer for at markere Arkitekturens Dag. Arkitektforeningen samler alle arrangementerne i en oversigtskalender der løbende vil blive opdateret.
Arkitekturens Dag er indstiftet af Den Internationale Arkitektforening, UIA, i 1988 og afholdes hvert år den første mandag i oktober. I Danmark er det Arkitektforeningen, der er tovholder for den årlige begivenhed.
Næste gang falder dagen mandag den 3. oktober, men der vil også være arrangement i dagene både før og efter.
Overvejer du at holde et arrangement på Arkitekturens Dag? Så kan du hente praktisk information, inspiration til årets tema og guides til din kommunikationsindsats her. Foto: Arbejdermuseet
På Arkitekturens Dag kan du finde arrangementer over hele hele landet. Årets program er under opbygning. Se det foreløbige program her og find et arrangement nær dig. Foto: Kulturtårnet på Knippelsbro