Arkitekturens forbindelser

Louisianas nye udstillingsserie Arkitekturens Forbindelser fokuserer på, hvordan arkitektur er forbundet til videnskab og forskning inden for andre vidensfelter som f. eks biologi, neuroscience og antropologi. Udstillingsperiode: 8.11.24 - 23.3.25

Jenny-Sabin-My-Thread-Louisiana

Jenny Sabin: My Thread

Tidspunkt:

Udstillingsperiode: 8.11.24 - 23.3.25

Sted:

Louisiana, Humlebæk

Arrangeret af:

Louisiana

I den første af en række på seks nye udstillinger, Arkitekturens Forbindelser, præsenteres tre tegnestuer, som arbejder med udgangspunkt i biologi og biokemi. Udstillingen viser, hvordan forskning ændrer arkitektens metoder og processer, og hvordan disse tværfaglige greb påvirker bygninger og landskaber.

I lyset af den globale klima- og biodiversitetskrise er både arkitekter og byggebranchen tvunget til at gentænke deres praksis. Mange store tegnestuer knytter i dag forskningsenheder til deres tegnestuer, mens nye tegnestuer opstår som laboratorier med henblik på at løse specifikke udfordringer.

Den første udstilling i museets nye serie samler tre tegnestuer – ecoLogicStudio, Atelier LUMA og Jenny Sabin Studio – der arbejder i krydsfeltet mellem algoritmer og natur, hvor de med nye metoder skubber til grænserne for arkitekturens felt. Ved bl.a. at arbejde med kunstigt intelligente redskaber, udvikler tegnestuerne metoder, der revurderer spørgsmålet om bæredygtig arkitektur og klimahensyn.

Biodigital arkitektur

EcologicStudio, grundlagt af Marco Poletti og Claudia Pasquero, er en tegnestue i London, der arbejder med biodigitalt design. Med fokus på klima og CO2-neutralitet forsker de bl.a. i, hvordan fotosyntese kan indarbejdes i bygninger, så disse producerer både ilt og næring, og i hvordan biologiske mekanismer kan ‘omprogrammere’ vores måde at udtænke fremtidens arkitektur og byplanlægning.

Bioregional arkitektur

Atelier LUMA er et laboratorium, der forsker i bioregional arkitektur og design med et princip om kun at bygge med de materialer, der findes i det lokale økosystem. Hjemmehørende i Arles, Frankrig, har de opbygget deres eget laboratorium ud fra bioregionale principper, hvorfra de udvikler nye byggekomponenter af eksempelvis solsikker, ris, østers, uld og havsalt.

Biorespensiv arkitektur

Jenny Sabin er arkitekt og forsker, der både har eget studio og leder et fakultet, som bærer hendes navn på Cornell University i New York. Hendes virke ligger i krydsfeltet mellem arkitektur og videnskab. Her er teori og viden fra biologi og matematik med til at udvikle nye digitale værktøjer, materialer og arkitektoniske strukturer, der virker i samspil med mennesker og natur.

Udstillingsserien støttes af Realdania

En stærk tradition

Med ‘Arkitekturens Forbindelser’ bygger Louisiana videre på den række af anmelderroste udstillinger, der til sammen udgjorde serien ‘Arkitekturens Værksteder’. Her blev der over en årrække stillet skarpt på tegnestuernes arbejdsproces og givet et indblik i, hvordan ideer bliver til form.

2017 åbnede serien Arkitekturens Værksteder med et portræt af den kinesiske tegnestue Amateur Architecture Studio med Wang Shu og Lu Wenyu i spidsen.

2018 fulgte udstillingen So Far … med chilenske Alejandro Aravena og tegnestuen Elemental.

2019 vistes den tredje udstilling i serien med mexicanske Tatiana Bilbao.

2020-21 præsenteredes den indiske arkitekt Anupama Kundoo i en udstilling med undertitlen Taking Time.

2022 gav serien indblik i den radikale forskningenhed Forensic Architecture og deres forsøg på afdække, kortlægge og vidne om konflikter og forbrydelser rundt om i verden.

2023 sluttede serien med den kenyanske tegnestue Cave_bureau og deres undersøgelser af bl.a. Kenyas grotter som udgangspunkt for bæredygtige løsninger for fremtiden.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +