Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/bliver-vaek-over-tid/
Åbning af soloudstillingen Bliver væk over tid med arkitekt MAA og fotograf Jens Markus Lindhe, som i mere end 30 år har arbejdet med fotografisk repræsentation af arkitektur. Udstillingen løber 26.5. - 18.6.
Tidspunkt:
Udstillingsåbning: 25.05.2023 kl. 15.00 - 19.00
Sted:
Prospekt, Eriksgade 15, 1708 København V
Arrangeret af:
Jens Markus Lindhe og Prospekt
I forbindelse med åbningen 25.5. kl. 15.00-19.00 vil der være en talk med tidl. chefredaktør på Skala, arkitekt MAA Kjeld Vindum.
I udstillingen Bliver væk over tid viser vi for første gang i en længere årrække værker af arkitekt maa og fotograf Jens Markus Lindhe udenfor deres normale sfære; arkitekturtidsskrifter og bøger. Ved at kuratere dem og tage dem ind i udstillingsrummet og gøre dem til en del af Copenhagen Architecture Festival og Copenhagen Photo Festival giver vi dem den værkkarakter de besidder, men som ikke forløses på den måde hvorpå de normalt vises. Udstillingen indgår tillige i Arkitekturåret 2023 i København.
Bliver væk over tid beskæftiger sig med erindringen om og bevaringen af bygninger og by. Både bevarede og forsvundne dele af byen og deres liv og efterliv i fotografiet bliver belyst i udstillingen og perspektiveret i Jens Markus Lindhes tekster på væggen.
Elefanthuset i Zoologisk have bygget 1914 og revet ned 2017 har Jens Markus Lindhe dokumenteret og her fem år efter dets forsvinden kan vi genbesøge bygningen. Billederne er nu lige så meget erindring som blot en fastholden af en bygning. Heroverfor står billederne af en næsten samtidig kunstnervilla. Kai Nielsens hus fra 1916 er blevet renoveret og bragt tilbage i sin oprindelige skikkelse, og disse billeder fremtræder derfor med en helt anden steming. Med på udstillingen er også fotografier af Christiansborg Slotskirke efter branden 1992. Hvor billederne umiddelbart efter det skete nok (også) havde karakter af dokumentation fremstår de nu som rene fotografiske værker – mere frigjorte fra begivenheden.
Centralt i udstillingen er en udfoldning af Jens Markus Lindhes praksis. Som pioner for et nyt blik i arkitekturfotografiet skabte han i 1980’erne en måde at se byen på, som nu, i 2023, fremstår med en grafisk kraft og intensitet med al sin postpunkede københavnersmog.
Derfor er en del af udstillingen også dedikeret til tidssktiftet Skala for nordisk arkitektur og kunst. Med 30 udgivelser fra 1985 til 1994 kan vi i dag få en unik indsigt i stemningerne og strømningerne i arkitekturen dengang. Jens Markus Lindhe fik med Skala en platform for sine tidlige billeder. Til udstillingen er alle årgange fremskaffet.
Til Bliver væk over tid har Jens Markus Lindhe tegnet en særlig udstillingsarkitektur, som bygges til lejligheden.
Søndag 4.6. 15.00 -18.00 er der som en del af udstillingen og som del af Copenhagen Photo Festival og Copenhagen Architecture Festival en vandring på Vesterbro med arkitekt MAA Mogens Ulderup. Ved at inddrage lokalområdet, som netop nu undergår nogle meget store forandringer langs et af områdets hovedtræk, jernbanen, aktualiseres hele udstillingens bagvedliggende præmis.
Prospekt er et udstillingssted for fotografi, arkitektur og rum. Vi forstår fotografi både som et medie, der formidler og som værk i egen ret, og det møder her arkitekturen som kunstform og som fysisk vilkår, der kan bestå eller forsvinde.
Prospekt er etableret september 2022 af arkitekt MAA Mogens Ulderup som et kunstnerdrevet udstillingssted med særligt fokus på fotografi, rum og arkitektur. Prospekt har en lokal forankring på et gadehjørne på indre Vesterbro med Art Hub og Copenhagen Architecture Festival som nære naboer. Prospekt afprøver kollektive processer og udstillingsformater og har pt afviklet 9 udstillinger.
https://prospekt.space