Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/dette-er-ikke-en-skov/
En sanselig designinstallation under 3daysofdesign i København, der følger træets vej fra skov til arkitektur. Kan opleves på DAC fra 10.06.2026
Foto: Hampus Berndtson
Tidspunkt:
10.06.-13.06.2026
Sted:
DAC, Bryghuspladsen 10, København K
Arrangeret af:
DAC
Under årets 3daysofdesign kan du opleve en rumlig installation, der følger træets rejse. Fra den rå træstamme på Bryghuspladsen, til det grønne, nyfældet træ på trappen og videre til et forarbejdet materiale og digital skov i DACs Welcome og Havnepassagen.
I DACs Welcome kan du bevæge dig gennem en “skov” af træstammer, hvor lys, lyde og dufte skaber en fornemmelse af natur. Højt oppe høres en fugl, længst nede måske et træ, der fældes? Der dufter af skov og urter.
Ved første blik ligner det natur. Men dette er ikke en skov. Det, der opleves som natur, er skabt gennem design.
Træet er fældet, skåret, tørret og formet gennem design og håndværk. Installationen er resultatet af en række valg: hvordan træet udskæres, hvad der bruges – og hvad der frasorteres. Her er det netop resterne, der danner rummet.
Installationen viser, hvordan råmateriale bliver til arkitektur, og hvordan disse valg former vores rumlige oplevelse. Hver bearbejdning ændrer ikke kun træets form, men også det rum, det skaber.
I installationen møder du en fortolkning af skovens dufte. Hvordan dufter træ og hvad betyder det for, hvordan vi oplever et rum?
Duftene aktiverer både sanser og erindringer og er ikke kun stemningen, men en aktiv del af installationen. De er med til at forme, hvordan rummet opleves, og viser, hvordan arkitektur også kan sanses gennem lugtesansen.
Installationen er udviklet af det københavnske design- og arkitektstudio Archival i samarbejde med Dinesen Lab og Dansk Arkitektur Center og kan opleves gratis under 3daysofdesign.