Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/et-forsvar-for-oerestad/
Hvordan ser fremtidens byer og byudvikling ud? - og har Ørestad nogle af svarene på, hvordan vi kan bo og leve mere bæredygtigt? Det spørgsmål stiller vi en stadsarkitekt, en forfatter, en arkitekturkritikker og en række fagfolk, der har været direkte involveret i udviklingen og driften af den nye bydel. Vær med, når FORUM for Arkitektur retter blikket mod Ørestad for at se på et af Danmarks mest omfattende byudviklingsprojekter fra nye vinkler.
Tidspunkt:
23. februar kl. 12.00-18.00
Sted:
Town Hall (lokale i stueetagen), Kay Fiskers Plads 10, 2300 København S
Arrangeret af:
Forum for Arkitektur
Ørestad har været længe undervejs – måske så længe, at de tidlige visioner om at udvikle en bæredygtig bydel er blegnet noget i lyset af klimakrisens stigende alvor og de tiltagende krav til byggeriet. Nu står den der så – med sit kompleks af bygninger, vandbassiner, nye strøg og byrum, metroen og omkringliggende naturområder – og livet er rykket ind.
Kritikken er vi efterhånden bekendt med. Men mange af de tidlige visioner om at udvikle en bæredygtig bydel, er fulgt til dørs. Vidste du fx, at det meste af Ørestad ejes, driftes og videreudvikles af grundejerne, som organiseres i store grundejerforeninger, der tager borgerinddragelse, grøn bydelsdrift og biodiversitet meget alvorligt? Eller at Ørestads kanaler skybrudssikrer bydelen, og at regnvandet genanvendes til at vande parkerne? Eller at det er ambitionen, at verdens mest bæredygtige byggeri skal ligge i Ørestad (UN17 Village)?
Derfor spørger vi nu, hvad kan vi lære af det hidtil største byudviklingsprojekt i København? Hvordan ser fremtidens bæredygtige by og byudvikling ud og har Ørestad nogle af svarene?
Vi får besøg af Malmøs stadsarkitekt, Finn Williams. Williams er fra London, hvor han har mange års erfaring med arkitektur og byudvikling i offentligt regi og været med til at stifte den sociale virksomhed Public Practice. Williams brænder for demokratisk design og sætter med sin præsentation fokus på bæredygtig byudvikling i stor skala og på Øresundsregionen som helhed.
Mød desuden Simon Kjær Hansen, forfatteren bag bogen “Et forsvar for storbyen”, Anne-Grethe Foss, Arkitekt MAA og ”metroens mor”, Simon Madsen, tidligere sekretariatsleder for GFS Ørestad og arkitekturanmelder på Berlingske, Holger Dahl.
Arkitekt og journalist Ane Cortzen fører os gennem debatten og Mette Prag fra PLADS sikrer, at vi får snakket med hinanden i tværfaglige workshops i løbet af dagen.
Kom med, når FORUM drager til Ørestad.
(Se programmet længere nede på siden)
Arrangementet er gratis for MAA’ere og medlemmer af FORUM For Arkitektur.
Pris for ikke-medlemmer: 1500 kr. inkl. moms
Tilmeld dig på knappen øverst.
(Hvis du efter arrangementet ønsker at blive en del af FORUM for Arkitektur fratrækkes beløbet kontingentet)
Ønsker du at vide mere eller blive en del af FORUM for Arkitektur – klik på linket nedenfor.
For dig, der arbejder professionelt med arkitektur, by- og landskabsudvikling.
Vær med12.00-12.30 Ankomst og sandwich
12.30 Velkommen
12.35 Pernille Toft, landskabsarkitekt, chef for ejendom og service DR, formand i Ørestad Nord
13.15 Pause
13.30 Workshop 1. del, arkitekt MAA Mette Prag, partner, PLADS
14.00 Pause
14.15 Finn Williams, stadsarkitekt i Malmø
15.15 Pause
15.30 Workshop 2. del, v. arkitekt MAA Mette Prag, partner, PLADS
16.00 Panelsnak (se panelet nedenfor)
17.00 Et glas og en snak med netværket
18.00 Tak for i dag
Panelet består af:
Moderator Ane Cortzen, arkitekt og TV-vært