Vær med, når udstillingen “Some kind of monster” af elever på kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur, åbner. Udstillingen forestiller sig et scenarie, hvor Bispeengbuen ikke rives ned, men vokser ind i en ukendt fremtid, som en værdifuld bygningskrop. Udstillingen er kurateret af arkitekt Rose Risager, og idéen bag projektet bygger på hendes afgangsprojekt “Bispehus – buen som projekt”. Elever på kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur har herefter arbejdet videre på at omdanne hele buen til et anderledes et byrum med boliger og udstiller materialet i arkitektforeningen i perioden 20 feb. – 6. marts.
I Mary Godwin’s fortælling om Frankenstein findes en populærkulturel misforståelse af, hvem monsteret er. Vi forveksler monsteret med dets skaber. Navnet Frankenstein stammer fra skaberen, Dr. Frankenstein, og monsteret opstod ikke af at Dr. Frankenstein skabte et væsen af hybris og teknologi, men af at han efterlod væsenet til sig selv, uden omsorg og pleje . Bispebuen har ligesom andre af modernismen aftryk indtaget en monstrøs karakter i vores kollektive bevidsthed. I takt med tidens tilbageskuende drømme om at omgives med den grønne natur, er Bispebuens bygningskrop såvel som dens tidsfælder, blevet tildelt en lavstatus og en skam i vores kollektive kulturarv.
Men hvem skal egentlig transformeres? Os selv eller bygningskroppene, når bygningerne ender i kategorien; værdiløs, monstrøs og udstødt ? I et nyt paradigme hvor lyset for enden af brug-og-smid-væk-æraen synes at titte frem, vil udstillingen udfordre os selv; skaberne, til en ændring fra afsky til omsorg for én af vores egne monstrøse kreationer.
I semesteret har eleverne omsorgsfuldt givet sig hen til bygningskroppen, fag for fag og undersøgt en potentiel fremtid for hele Bispeengbuen. De har studeret møder med byen, som populært betragtes som ugæstfrie og fremmede for en god by, men frem for at dele opfattelserne har de understreget magien i kaosset, bagsiderne og restprodukterne. Med følelser og subjektivitet har de betragtet Bispeengbuen som en form for råmateriale, byens hardware – et menneskeskabt landskab og en bygningskrop, der kan stå gennem hundredvis af tider trends og drømme om livet.
