Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/fra-projekt-til-levende-by-erfaringer-med-at-forankre-byudvikling/
At udvikle nye bydele handler ikke kun om at udtænke planerne, bygge husene og anlægge fællesarealerne. For at visionerne for byen skal blive til virkelighed - også på sigt - er mindst lige så vigtigt, at ansvaret for byen og dens liv overdrages til de rigtige aktører i den rigtige takt og på den rigtige måde. Omdrejningspunktet er ejerskab – i både bogstavelig og overført forstand.
Tidspunkt:
28. marts 2023 kl. 13.00-16.00
Sted:
Pakhuset Braunstein (lokalet Havkik), Carlsensvej 5, 4600 Køge
Arrangeret af:
Realdania By & Byg
Hør byudviklerens, kommunens og bydelsforeningens erfaringer med at forankre de fysiske løsninger for fællesarealer, de midlertidige eller permanente aktiviteter samt bydelens faciliteter.
Arrangementet henvender sig til kommuner, byudviklingsselskaber, bygherrer, rådgivere og andre, som arbejder professionelt med byudvikling. I starten af 2023 udgiver Realdania By & Byg en publikation om emnet, som alle deltagere i arrangementet får et gratis eksemplar af.
Anne Mette Rahbæk, udviklingsdirektør i Realdania By & Byg, fortæller om selskabets arbejde med byudvikling, herunder en status for udbygningen af fire nye bydele ift. boliger, erhverv, antal beboere og byfunktioner.
Hør om det strategiske arbejde med at forankre byudviklingen i de fire byudviklingsprojekter – herunder etablering, overdragelse og drift af fællesfunktioner og fællesarealer samt bylivsskabende aktiviteter. Anne Mette Rahbæk fortæller også om de organisatoriske rammer for videreførelse af byen og dens liv. Hør desuden om to forskellige strategier for at skabe liv i byen, og hvad udfordringerne er i de forskellige faser?
Peter Kjølby, projektdirektør i Køge Kyst P/S, giver en introduktion til byudviklingsprojektet Køge Kyst og fordeling af ansvar og arbejdsfordeling for arealer, anlæg og aktiviteter gennem tiden. Helt aktuelt er en række opgaver ved at blive overdraget og forankret hos hhv. bydelsforeningen og kommunen.
Stig Werner Isaksen, direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge Kommune, fortæller kort om kommunens erfaring med generelt og specifikt, hvilke opgaver kommunen har varetaget i Køge Kyst.
Kim Mikkelsen, formand for Bydelsforeningen i Søndre Havn, introducerer bydelsforeningen og foreningens ansvarsområder fra begyndelsen af projektet til i dag.
Anne Mette Rahbæk, Peter Kjølby, Stig Werner Isaksen og Kim Mikkelsen debatterer forankring af aktiviteter, anlæg og fællesfunktioner i den blivende by. Hør deres faglige udvekslinger af indsigter, erfaringer og anbefalinger fra forskellige sider af byudviklingen og deltag gerne i debatten.