Hvad kan fristadens forandring lære os om byudvikling?

Christiania er under forandring. Pusherstreet er lukket, brostenene er pillet op, og snart skal der bygges almene boliger. Men hvordan foregår det i en selvgroet fristad, hvor beboerne er en drivende kraft i udviklingen – og hvad kan andre byområder lære af fristadens forandring?

I 1971 bosatte en flok aktivister sig i Forsvarets rømmede bygninger, og det blev startskuddet til Christiania. Herfra voksede et helt særligt selvorganiseret samfund frem, som en modsætning til resten af Københavns udvikling, hvor store investeringer har været drivkraften.

Det er på mange måder lykkedes christianitterne at fastholde fristadens som et helt særligt sted, der også er blevet destination for både turister og københavnere. Men ikke uden debat. For kan man egentlig have sådan en fristad med Pusherstreet og egen samfundsmodel midt i en hovedstad?

Nu står Christiania overfor en større forandring. Pusherstreet er lukket og skal forvandles til nye byfunktioner og så skal laves en ny lokalplan for området og en plan for nye almene boliger.
Så store forandringer kræver, at det uformelle møder det formelle. Beboerdemokratiet møder systemet.

Og i den anledning spørger vi: Hvad kan kommunen og Christiania lære af hinanden om planlægning og byudvikling? Kan man tæmme Christiania, uden at slå stedets ånd ihjel? Og kan man få noget af den ånd med i den formelle byudvikling – og i højere grad bringe beboere og borgere aktivt med i processen?