I Københavns Kommune har man præmieret arkitekter og bygherrer bag særligt bemærkelsesværdig arkitektur siden 1903. Med præmieringen anerkender kommunen de kræfter, der har tilført byens fysiske rammer særlig kvalitet, og understreger samtidigt kommunens påskønnelse af god arkitektur som betydningsfuld for det levede liv i byen.
Sådan indstiller du til præmiering
Udfyld denne PowerPoint-skabelon med informationer om det byggeri du gerne vil indstille og send den med mail til projektleder, i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Stine Marie Elliot, på HY3D@kk.dk, senest lørdag den 5. december 2020.
NB: Der skal være udstedt ibrugtagningstilladelse eller midlertidig ibrugtagningstilladelse for byggeriet mellem den 1. januar 2019 og den 1. juli 2020.
Om bygningspræmiering
Præmiering foretages inden for kategorierne:
A
Nybygninger og tilbygninger af boliger, erhverv og kulturelle institutioner.
B
Restaurering, ombygning, fornyelse og omdannelse af fredede og bevaringsværdige bygninger, fornyelse og omdannelse af kulturhistorisk eller arkitektonisk værdifulde byområder og omdannelse af andre byområder.
C
Nyindretning af lejligheder etableret i bygninger, der hidtil har tjent andet formål.
D
Bymiljøer, såsom torve og pladser, parker og anlæg samt gavludsmykninger, skiltning og inventar.
Blandt de mange projekter, der har fået ibrugtagningstilladelse eller midlertidig ibrugtagningstilladelse mellem den 1. januar 2019 og den 1. juli 2020 nomineres 8 byggerier til præmiering.
Bedømmelsesudvalget foretager den endelige præmiering.
Bedømmelsesudvalget består af:
- Kultur- og Fritidsudvalget
- Nicolai Bo Andersen og Rosa Siri Lund, sagkyndige udpeget af Akademisk Arkitektforening
- Lisa Sørensen, sagkyndig udpeget af IDA/Ingeniørforeningen Danmark
- Camilla van Deurs, Stadsarkitekt, Teknik- og Miljøforvaltningen
- Mette Haugaard Jeppesen, arkitekt, Teknik- og Miljøforvaltningen.