Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/jorden-under-vores-foedder/
Hos Fotografisk Center kan kan du gå på opdagelse i det danske samtidslandskab sammen med kunstnerne Christina Capetillo, Mathias Svold og Ulrik Hasemann. Kan ses frem til 16.08.2026
Foto af Christina Capitillo. Beskåret til web
Tidspunkt:
01.05.-16.08.2026
Sted:
Fotografisk Center, Staldgade 16, 1699 København
Udstillingen Jorden under vores fødder vil sammenstille værker af Christina Capetillo, en af Danmarks mest fremtrædende billedkunstnere inden for landskabsfotografi, og de prisvindende fotografer Mathias Svold og Ulrik Hasemann, der gennem en lang årrække sammen har skabt værkerne Kystland (2019) og Gennem Øjetræet (2023).
Capetillo, Svold og Hasemann har gennem de seneste mange år på forskellig vis forsøgt at indfange essensen af det danske samtidslandskab og natur, og deres værker minder os om, at naturen og landskabet ofte er en konstruktion, der er påvirket og formet af menneskets kræfter og kultur. I udstillingen sammenstilles deres værker, og gennem deres forskellige perspektiver og samspil med hinanden, undersøges samtidslandskabet og menneskets aftryk på landskabet i Danmark.
Udstillingen vil belyse, hvordan landskaber er fulde af aftryk og historier, som udgør en form for levende arkiv, der kan give nye perspektiver på samspillet mellem mennesker og natur. Værkerne vil udfolde historier fra forskellige geografiske steder rundt om i Danmark og invitere til en refleksion over vores menneske- og natursyn.
Udover at værkerne, i tæt samspil med hinanden, vil nuancere naturens og menneskets indbyrdes forbundethed, vil de således også berøre emner som regeneration og det antropocæne, der henviser til en tilstand, hvor forholdet mellem natur og kultur er fundamentalt forandret, således at menneskets aftryk på Jorden nu er større end de naturligt forekommende.
Udstillingens titel er både en konkret reference til jorden under menneskets fødder og en mere symbolsk reference til menneskets og naturens uomgængelige forbundethed, forgængelighed og cyklus. Samtidig rummer titlen også en reference til ansvar, ejerskab og menneskets aftryk på Jorden, som inviterer til spørgsmål og refleksion over, hvad vi giver videre i nutiden og til fremtiden: Hvordan former landskabet os, og hvordan former mennesket landskabet, og hvad betyder det for jorden under vores fødder i fremtiden?
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond and Politiken-Fonden.