Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/kan-turismen-give-mere-tilbage-til-koebenhavn/
MorgenDAC: København er blevet en populær turistdestination. Det skaber liv i byen, jobs og omsætning, men de mange turister lægger også pres på hovedstaden. Hvad betyder det for københavnerne og kan man arbejde strategisk med at fremme den turisme, der giver mest tilbage til byen?
Tidspunkt:
14.06.2022 kl.08.15 – 09.15
Sted:
Dansk Arkitektur Center, BLOX, Bryghuspladsen, København K
Arrangeret af:
DAC
I Nyhavn kan du nyde både en Carlsberg på fad og et udvalg af det mest populære ’smorrebrod’. Men man skal lede længe efter de lokale.
Det har de fleste københavnerne ifølge undersøgelser fra Wonderful Copenhagen og Visit Denmark det faktisk fint med. Men hvordan vil man opleve København, når der kommer endnu flere turister? Inden pandemien sendte turismen i knæ verden over, var der nemlig en fordobling i udsigt indenfor bare ét årti. En række indsatser er iværksat for at komme tilbage på sporet, men kan den ufrivillige tænkepause bruges til at gentænke Københavns turisme og dens betydning for byen?
Til denne MorgenDAC tager vi sammen med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og professor i mobilitet og bystudier, Jonas Larsen, Center for turismeforskning på Roskilde Universitet, et kig på hovedstadens turismestrategi og turismens indvirkning på byer mere bredt.
For hvordan skal vi håndtere turismen fremover og hvilken turisme giver egentlig mest tilbage til byen? Holder turisterne gang i de samme restauranter og oplevelser, som københavnerne selv vil have? Hvordan er byen designet til de mange mennesker, så det bliver til kulturmøder frem for sammenstød?
Og kan vi tiltrække de turister, der giver mest tilbage til København?
Anne Katrine Harders er vært.
MorgenDAC er for dig, der vil have et nuanceret indblik i byens udvikling og arkitektur. Her samler vi beslutningstagere, branche og borgere til samtaler om de emner, der fylder på dagsordenen og former fremtiden. Bliv opdateret til en klog morgenkaffe hver tirsdag inden arbejde. Det er gratis at være med.
Husk, at du kan lytte til podcasts fra tidligere MorgenDAC-events på dac.dk