Månearkitektur – på mission i Grønland

Online foredrag: Hør LUNARKS fascinerende rejsefortælling og bliv klogere på, hvordan man skaber arkitektur udviklet til at få mennesket ud i rummet.

LUNARK Habitat af SAGA Space Architects

Tidspunkt:

29.09.2021 Kl. 15:30 - 16:30

Sted:

Online på Teams. Link sendes på mail dagen før

Arrangeret af:

Byens Netværk

Hvordan skaber man arkitektur til rummet? To arkitekter har boet 60 dage i total isolation i den barske arktiske vildmark for at teste deres månehabitat LUNARK.

De to arkitekter, Karl-Johan Sørensen, MAA og Sebastian Aristotelis, fra SAGA Space Architects har specialiseret sig i rumarkitektur. Og så har de været 60 dage på ”månen” for at teste deres månehabitat – en bolig for fremtidige astronauter.

Men hvordan udvikler og designer man arkitektur til Månen, og hvordan kan arkitekturen sikre, at astronauter trives i en tilværelse af total monotoni og isolation? Og hvordan kan man bruge viden om, hvad mennesket har brug for i rumlignende miljøer til at tegne fremtidige månehabitater, som verden ikke har set før?

En fælles passion for rummet førte Karl og Sebastian sammen på arkitektskolen og efter at have arbejdet med et studie af Mars i deres afgangsprojekt gennemførte de et undervisningsforløb på International Space University. Efterfølgende stiftede de i 2018 SAGA Space Architects og realiserede deres første projekt, Dandelion Shelter, der er et lille Mars-habitat.

I 2019 begyndte de at konceptualisere månehabitatet LUNARK, som de i efteråret 2020 kunne teste på en ekspedition til Morisaq i nordvest Grønland – et af de mest øde steder på kloden 25 km nord for Thule Air Base. I et goldt og øde område. I ekstrem kulde. I konstant polarmørke. Og i total isolation. Et sted, der kan simulere hvordan det er at opholde sig på Månen.

LUNARK er en månebolig for astronauter udviklet ud fra to overordnede kriterier: at habitatet er kompakt, og at indretningen er stimulerende. Resultatet er en foldbar konstruktion skabt med inspiration fra origami, der kan udvide sig hele 750%, når det bliver sat op. Habitatet, der er 5 meter høj og har et areal på 7 m2, består af en bærende aluminiumsramme med udvendige og fleksible kulfiberplader med solpaneler. Indvendigt er habitatet sparsomt indrettet med to separate sovekabiner, en ’air-lock’ som er det slusesystem, der skal opretholde trykket i kabinen og et lillebitte opholdsareal. Lyspaneler med forskellige farver lys kan simulere en døgnrytme og på den måde påvirke astronauternes psyke og trivsel.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +