Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/open-call-nykredit-udskriver-aaben-konkurrence-om-bygningsintegreret-kunst/
Nykredit udskriver åben konkurrence om bygningsintegreret kunst til nyt hovedsæde i Nordhavn
Nykredits fremtidige hovedsæde i Nordhavn af Lars Toksvig, PLH arkitekter
Tidspunkt:
23.11.2021
Sted:
Kalkbrænderiløbskaj, Nordhavn
Arrangeret af:
Nykredit
Nykredit flytter hovedsæde til nyt, moderne byggeri i Nordhavn, som efter planen står færdigt i 2023. Som en del af bygningen ønsker vi, at der er bygningsintegreret kunst, som passer med bygningen, omgivelserne og dens brugere. Der kan være tale om et eller flere værker i eller ved huset, og alle medier er velkomne.
At kunsten er integreret i bygningen fordrer i vores perspektiv, at kunst og arkitektur sammentænkes tidligt i processen, så kunsten ikke blot påføres en fastlagt arkitektur. Det er ikke meningen, at hele husets arkitektur laves om; men vi ønsker løsninger, hvor kunstner og arkitekt samarbejder om en løsning.
Derfor inviterer vi kunstnere og arkitekter til at deltage i en åben kunstkonkurrence.
Tirsdag d. 26 oktober inviterer vi alle interesserede deltagere til åbent hus i Nykredits nuværende hovedsæde. Her vil husets arkitekt Lars Toksvig (PLH arkitekter) fortælle om det nye hus og svare på, hvilke muligheder der er for evt. tilpasninger af planen. Ligeledes vil Marianne Levinsen gennemgå udendørsarealerne. Derudover vil By og Havn præsentere området, og vi vil præsentere husets brugere – Nykredits ansatte. Præsentationerne vil blive optaget, så har man ikke mulighed for at deltage på dagen, sender vi materiale over mail.
Efter åbent hus arrangementet gives seks uger til at udføre og indsende ideoplæg som del i konkurrencens 1. runde. Ideoplæggene skal ikke være fyldestgørende, men give en indikation på, hvordan opgaven vil tilgås. Budget og budgetfordeling eksempelvis materiale, bygningsændringer og honorar skal indgå sammen med erfaring samt argumenter for, at udførslen er realistisk. Idéer og overvejelser vægter tungere end CV i den endelige vurdering. De tre til fem bedste ideoplæg udvælges herudfra og inviteres til deltage i konkurrencens 2. runde.
I 2. runde beder vi om et mere detaljeret skitseforslag (indeholdende blandt andet visualisering og beskrivelse). Fra annoncering af deltagere i 2. runde til aflevering af skitseforslaget gives tre måneder. Der vil være mulighed for at præsentere skitseforslaget for dommerkomitéen. De forslag, som ikke udnævnes som endelige vindere af 2. runde, vil hver især honoreres med 30.000 kr.
Afhængigt af forslagene vælges enten en eller flere vindere. Nykredit forbeholder sig desuden retten til at forkaste alle forslag.
Konkurrencen vil blandt andre bedømmes af arkitektfaglig repræsentant Mette Tony (Praksis arkitekter) og kunstfaglig repræsentant Poul Erik Tøjner (direktør, Louisiana).
Budgettet for realiseringen af vinderens/vindernes forslag er 5 mio. kr. Beløbet indbefatter alle omkostninger til produktion af kunstværker samt bygningsmæssige ændringer. Herunder materialeomkostninger, kunstnerens løn, omkostninger til kunstværkets ophavsret, underleverandører og assistenter, rejser, forsikring frem til installering, montering og opbevaring indtil aflevering kan finde sted. Omkostninger til eventuelt bygningsmæssige ændringer valideres af ejer/ingeniør i december 2021. Fordelingen er op til kunstneren, og kunstneren er selv ansvarlig for overholdelse af budgetrammen.
Bygningsintegreret kunst er stedspecifikt og kan ikke fjernes uden at værk eller bygning mister en del af sin betydning. Værket skal holde lige så længe som bygningen. Vi ønsker desuden, at kunsten skal være forskønnende snarere end provokerende.
Kunsten skal med udgangspunkt i DGNB-standarder bidrage til, at Nykredit bliver en vibrerende og attraktiv arbejdsplads. DGNB er en omfattende certificering for bæredygtighed indenfor byggerier. DGNB-standarder for bygningsintegreret kunst evalueres efter tre indikatorer:
Det nye hovedsæde bliver ca. 32.000 m2 og skal indeholde 1650 arbejdspladser. Bygningen placeres helt ud til Kalkbrænderiløbskaj og en kommunalt planlagt park – ’Kranparken’. Bygningen er udformet som en dobbelt kamstruktur i 6 etager, disponeret i 5 kontorfløje. Det er et klassisk, tidsløst eksempel på nordisk arkitektur, hvor teglsten er det gennemgående facademateriale.
Bygningens kamstruktur er rammen om Nykredits forskellige bygningszoner og kontorfløje. Grundessensen er en meget klar opbygning med en overskuelig visuel sammenhæng og logisk zonering i indretningen, fra den mere offentlige og repræsentative del af bygningen i stueplan til de primære og sekundære arbejdsområder på kontoretagerne.
I midten af bygningen sammenbindes etagerne af et gennemgående atrium, der skaber en klar opbygning, cirkulation og en overskuelig visuel sammenhæng på tværs af etagerne. Her kan medarbejdere og besøgende færdes op og ned uden at forstyrre arbejdspladserne, hvoraf størstedelen er placeret i mere stille zoner tættere på facaderne. Det giver samtidig de bedste lysforhold for medarbejderne og den bedste udsigt til omgivelserne.
Hvem kan deltage?
Konkurrencen er åben, og det kræver ingen særlig indbydelse at deltage. Det forventes, at deltagerne er billedkunstnere, arkitekter, arkitektstuderende eller andre, der beskæftiger sig professionelt med kunst og/eller arkitektur.
Dommerkomité:
Dommerkomitéen består af ejeren af huset (AP Pension), lejeren (Nykredit), husets arkitekt Lars Toksvig (PLH arkitekter), arkitektfaglig repræsentant Mette Tony (Praksis arkitekter) og kunstfaglig repræsentant Poul Erik Tøjner (direktør, Louisiana).
Tidsplan
26/10/2021 Åbent hus kl. 12-16 på Kalvebod Brygge 1-3, 1780 København V. Her vil der være mulighed for at indgå i en dialog med husets arkitekt Lars Toksvig (PLH arkitekter) om husets muligheder for bygningsintegreret kunst.
23/11/2021 Deadline for aflevering af ideoplæg til 1. runde
14/12/2021 Annoncering af deltagere til 2. runde
08/02/2022 Deadline for aflevering af detaljeret skitseforslag til 2. runde
01/03/2022 Annoncering af endelig(e) vinder(e)
Kontakt og tilmelding
Tilmelding til åbent hus-arrangementet sker via mail til erw@nykredit.dk. Skriv fulde navn, mail og telefonnummer. Har du ikke mulighed for at deltage, sender vi materiale fra dagen via mail.
Al kontakt og spørgsmål stilles til kunstansvarlig Eva Riis Wiingaard:
erw@nykredit.dk
tlf.: 44551406
Privatlivspolitik
Vi henviser til Nykredits privatlivspolitik, når vi behandler data som navn og telefonnummer. Den kan findes på siden her:
Hvordan behandler Nykredit oplysninger om dig?