Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/planfagligt-netvaerk-strategisk-bymidteplanlaegning/
På dette netværksmøde vil projektchef Ditte Marquard Jessen fortælle om Realdanias erfaringer med strategisk planlægning for bymidter. Derudover vil planlægger Nikoline Yde Larsen og projektleder Camilla Holm Broe dele deres erfaringer med Passagen og strategisk bymidteplanlægning i Thisted Kommune.
Tidspunkt:
05.09.2024 kl. 15:00 - 00:00
Sted:
Online
Arrangeret af:
Arkitektforeningen
Pris:
Gratis for MAA
Gratis for FORUM-medlemmer
Gratis for Studerendemedlem af Arkitektforeningen
Tilmelding ikke længere muligt
Den 1. januar 2024 trådte planlovens regler om strategisk planlægning for bymidter i kraft. Ændringen betyder, at kommunerne skal tage stilling til udviklingen af bymidter for byer med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere i kommuneplanlægningen.
Formålet med dette møde er at dele erfaringer fra praksis og potentielt iværksætte et undernetværk med henblik på gensidig sparring og erfaringsudveksling.
Ditte Marquard Jessen er projektchef for bl.a. Realdanias bymidtepulje (2022-2027).
Camilla Holm Broe er landskabsarkitekt og projektleder i Thisted Kommune bl.a. på Passagen mellem by og fjord og strategiplanen Thy på forkant. Nikoline Yde Larsen er arkitekt og planlægger i Thisted Kommune.
Thisted Kommune var i 2023 indstillet til Byplanprisen for projektet ’Passagen mellem by og fjord’, der er udført med respekt for den gamle bydel og har givet plads til eksisterende og nye fællesskaber. Passagen mellem by og fjord er en ny offentlig forbindelse mellem den gamle bymidte og havnen, der styrker bevægelsen rundt i midtbyen og på byens torve. Den nye forbindelse går gennem baggårde og består af Håndværkertorvet og fire mindre byrum: Haven, Smedjen, Kunstlegepladsen og Baggården.
Projektet er en del af en større strategiplan, Thy på forkant. Strategien baserer sig på områdets særegne natur og landskab og med thyboerne som aktive medspillere. Strategien har bidraget til både kommuneplan, lokalplaner, de byggede byrum og forbindelser. Projektet nomineres, fordi det indeholder et stærkt gennemført strategisk greb, en god og engageret borgerinvolvering som både bruger de mindre greb som hackatons og de store langsigtede med at etablere og evaluere borgergrupper, der selv driver byens liv videre. Projektet understøtter en sammenhængende by i menneskelig skala og har resulteret i flere smukke lokale steder med høj arkitektonisk kvalitet.
Smedjen i Thisted fik ligeledes hædrende omtale i forbindelse med uddelingen af prisen ‘Årets Byggeri’:
‘Passagen og Smedjen tjener som et fyrtårn for bæredygtig og kulturel byudvikling. Det viser, hvordan byer kan genfortolke deres fortid og samtidig bane vejen for en lys og fællesskabsorienteret fremtid. Projektet fungerer som en model, som andre byer kan lade sig inspirere af.’
Projektchef Ditte Marquard Jessen kommenterede i den sammenhæng på LinkedIn: ’Den tætte provinsby i lille skala, med uensartede facader, små byhuse, baghuse og stræder, har store potentialer ift. en bæredygtig byudvikling. I en tid hvor vi skal anvende de bygninger vi har, i stedet for at rive ned og bygge nyt, åbner der sig et stort mulighedsrum ift. at skabe rumligt uforudsigelige, spændende, trygge og intime byrum, boliger og mødesteder centralt i de små og mellemstore byer.’
Arkitektforeningens planfaglige netværk er en medlemsdrevet platform for diskussion af aktuelle udfordringer og potentialer i planfaget og den offentlige forvaltning. Netværket henvender sig til dig, der er arkitekt eller på anden vis arbejder med planlægning og byudvikling – fx i den offentlige forvaltning eller som rådgiver.
Du kan gratis blive en del af netværket, hvis du er medlem af Arkitektforeningen (MAA/FORUM).
Møderne afvikles digitalt, da netværksmedlemmerne kommer fra hele landet.
Læs mere og se, hvordan du tilmelder dig her.