Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kalender/vandets-maerke/
Fernisering på udstilling af arkitekt Amanda Betz papirværker.
Udstillingen kan ses på Til:værks i perioden 29.08 - 12.10.2024.
Tidspunkt:
Fernisering: 29.08.2024 kl. 17
Sted:
Til:værks, Willemoesgade 65, 2100 københavn ø
Arrangeret af:
Til:værks
Med en baggrund som arkitekt, har Amanda Betz specialiseret sig i at arbejde med papir. Via klip og foldninger og ved at skabe alt fra belysningsdesign til væghængte papir-tableauer, har hendes praksis bevæget sig langsomt og detaljeret ind i papirpulpen. Med Vandets Mærke arbejder hun sig helt ind under huden på papiret via en kunstnerisk udvikling af vandmærket.
Amanda Betz har i sit virke fokus på kulturbærende sammenhænge og hun benytter papiret, som en konstruktion og optik til at se verden igennem. Udstillingen sætter fokus på papirets historiske betydning og Betz undersøger papiret som både taktilt, håndværksmæssigt og kulturelt fænomen, set igennem vandmærket og det forsvindende håndværk bag – filigranologi.
Amanda Betz har hentet inspiration til projektet fra Tycho Brahe, der som papirpioner i Danmark byggede sin egen vandmølle på Hven. Her producerede han sit eget papir med vandmærke til sine bøger. Betz har skabt vandmærket papir med inspiration fra Tycho Brahes teorier og kobbertryk.
Papiret har været centralt i udviklingen af det samfund vi kender i dag; vores love, videnskab, litteratur og historiske kilder er alle nedfældet på papir. For papiret husker og kan indeholde menneskelige tanker og følelser. Den danske papirindustri er i dag afviklet og dermed også Silkeborg Papirfabriks (nu Papirmuseet Silkeborg) fremstilling af seddelpapirets vandmærke, som var en del af både værdiskabelsen og pengesedlens sikkerhed. Amanda Betz har på Papirmuseet Silkeborg genskabt vandmærkets værdi gennem sit kunstneriske projekt.
Gennem arbejdet med det sanselige i lys, skygge og taktilitet, bliver det æstetiske i Amandas værker altid helt grundlæggende. Dette kommer helt frem i lyset (i arbejdet) med det translucente vandmærke. Udstillingen undersøger, forbinder og udfolder de materialer, der ligger til grund for at skabe et vandmærke i papir. I Vandets Mærke tager hun udgangspunkt i skønheden i en dekoreret pengeseddel, i Tycho Brahes virke og i hørblomstens naturlige æstetik. Inspiration fra vandet, vandmøllens kraft, hørplantens fibre, astronomien, sekstanten og Tycho Brahes stjerne observationerne smelter sammen og er præget i papiret.
Amanda Betz har modtaget støtte til udstillingen fra Grosserer L.F. Foghts Fond og Statens Kunstfond. Udstillingen er udført på et arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst og på Papirmuseet Silkeborg.
TIL:VÆRKS er i 2024 støttet af Statens Kunstfond, Beckett-Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Dreyers Fond og Østerbro Lokaludvalg. Vi har tidligere modtaget støtte fra Fogs Fond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond. Stor tak til Statens Værksteder for Kunst. Materialesponsorater af Forbo Flooring og Søberg Lystek.