Akademisk Arkitektforening

En redningsstige til danske havne



Vinderen af TrygFondens åbne designkonkurrence om en ny redningsstige til de danske havne blev arkitekt MAA Stefan Urup Kaplan og arkitekt MAA Lars Techt Myrhøj.

Med et robust formsprog og velkendte og slidstærke materialer har Stefan Urup Kaplan og Lars Techt Myrhøj designet den redningsstige, der forhåbenligt kommer til at pryde de danske havne fremover. Stigen giver god mulighed for selvredning med dens enkle brede trin og gribekant samt vange og bagkant på kajkantes stålbefæstning.

Materialerne er velvalgte og i stand til at modsvare det hårde miljø, som redningsstigen indgår i. Synligheden om natten er også sikret med en integreret, batteridrevet lyslederbelysning. Det røde beslag på stigen er på samme tid diskret og et klart signal for redningsstige.  

Plads til viderebearbejdning
Ifølge dommerkomiteen fremstår forslaget derfor som det mest overbevisende i både design, funktion, konstruktion og økonomi. Stigen er ligeledes realistisk at udvikle og fremstille, men bør dog viderebearbejdes, inden den kan tages i brug. Blandt andet skal der arbejdes på stigens greb over kajkanten, så den ikke er til gene for kajens gående, og der skal indtænkes en løsning, så også redningskransen kan placeres i sammenhæng med stigen.

Andenpræmien gik til Bystrup Arkitekter og Designere med deres forslag 'Lysstigen', og en delt tredjepræmie gik til Kåre Tofte og arkitektfirmaet OP. Læs mere om forslagene og forslagsstillerne i dommerbetænkningen.

96 bud på en redningsstige
I alt modtog TrygFonden 96 bud på en ny redningsstige. Kravene til besvarelsen var blandt andet, at stigen skulle have en god funktionalitet, et godt design, synlighed i mørke, lav sigtbarhed og økonomisk realisme. Med vinderforslaget føler TrygFonden sig overbevist om, at de har fundet et godt bud på en ny redningsstige til de danske havne.

Der igangsættes nu et samarbejde mellem TrygFonden og vinderen, som i første omgang handler om at videreudvikle stigen til en prototype, der kan testes ved to testspots i Københavns inderhavn; og som forhåbentligt ender med, at en færdig redningsstige kan doneres via en fadderordning fra TrygFonden til de danske havne rundt omkring i Danmark.

Baggrunden for konkurrencen
TrygFondens årlige druknestatistik viser med tydelighed, at det blandt andet er i havnene, at der drukner flest mennesker. Udviklingen er beklagelig, og TrygFonden har derfor besluttet at gøre noget ved den kedelige statistik. Dette skal ske i to spor; dels via oplysning og dels ved at forbedre det redningsudstyr, der er tilgængeligt, når en person falder i vandet.

TrygFonden udskrev derfor i august 2012 en åben designkonkurrence med det formål at finde et bud på en bedre og mere sikker stige.   
  
Fakta om konkurrencen
Konkurrencen blev udskrevet i samarbejde med Arkitektforeningen. Konkurrenceperioden strakte sig fra 8. august 2012 til 2. november 2012.
 
Den samlede præmiesum var på 250.000 kr., heraf en førstepræmie på 100.000 kr., en andenpræmie på 70.000 kr. og en delt tredjepræmie på 40.000 kr.

Konkurrencens sekretær
Bent Kolind, arkitekt MAA, konkurrencerådgiver
Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling


Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Helen Welling
fre, 08/03/2013 - 13:07

Det er en æstetisk løsning. Jeg har ofte anvendt redningstrapperne i forbindelse med bl.a. kajakroning fra Islands Brygges kajkant. Jeg synes at man skal tænke på at det sværeste punkt er præcis kajkanten man skal kravle op på. Der kræves en del armkræfter. Når der så stikker et element op med så skarpe kanter som forslaget viser, bliver det ret så umuligt at få låret bugseret op på kanten. Det er nemlig det første man gør når man skal kunne komme op. Metallet er tyndt og det skarpe håndtag vil skære når man forsøger at trække hele sin fulde vægt op i det ene højresiddende håndtag.
Hvor bredt er elementet? Kan et meget kraftigt menneske være imellem de høje kanter?

mvh, Helen

View profile
Anita Færk Konkurrenceafdelingen
fre, 08/03/2013 - 13:32

Kære Helen

Tak for din kommentar. Det er ganske rigtigt, at der er detaljer på vinderforslaget, som endnu ikke er på plads. Disse detaljer skal der arbejdes videre med i et samarbejde mellem TrygFonden og vinderen, som vi også skriver både ovenfor og i betænkningen.

Mvh Konkurrencesekretariatet

Kommentatorens hjemmeside Klaus Purup
tir, 12/03/2013 - 18:49

En stor del af sejlerne er som jeg ældre mennesker, og jeg kan tilslutte mig, at de skarpe kanter øverst på stigen ikke er morsomme at få ind i lårene eller de ædlere dele, når man sikkert forslået og udmattet skal kravle over kanten. Mange af de øvrige forslag har en lodret stang monteret foroven og her er der noget at gribe fat i.
Vi ser frem til at få stigerne ud i havnene.

Kommentatorens hjemmeside Klaus Purup
tir, 12/03/2013 - 18:49

En stor del af sejlerne er som jeg ældre mennesker, og jeg kan tilslutte mig, at de skarpe kanter øverst på stigen ikke er morsomme at få ind i lårene eller de ædlere dele, når man sikkert forslået og udmattet skal kravle over kanten. Mange af de øvrige forslag har en lodret stang monteret foroven og her er der noget at gribe fat i.
Vi ser frem til at få stigerne ud i havnene.