Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/kurser/arkitekturforstaaelse-for-byggesagsbehandlere-nyhed/
Vurderer du byggesager, hvor begreber som arkitektonisk kvalitet, helhedsvirkning og stedets karakter spiller en rolle? På dette kursus får du et fælles sprog og konkrete værktøjer til at forstå og argumentere for arkitektfaglige vurderinger – også uden en arkitektfaglig baggrund.
Foto: Lena McNair
Tidspunkt:
02.11.2026 kl. 09:00 - 16:00
03.11.2026 kl. 09:00 - 16:00
Sted:
Arkitektforeningen, Åbenrå 34
Pris:
4.800 kr. for MAA
4.800 kr. for Studerendemedlem af Arkitektforeningen
4.800 kr. for FORUM-medlemmer
4.800 kr. for Ikke-medlem
Tilmeldingsfrist: 19.10.2026
Som byggesagsbehandler kan du hurtigt komme på udebane, når en sag kræver vurderinger af arkitektonisk kvalitet, stedets karakter eller et byggeris samspil med omgivelserne. Det gælder særligt, hvis du ikke har en arkitektfaglig baggrund, men alligevel skal træffe eller bidrage til beslutninger, hvor mere kvalitative forhold spiller en vigtig rolle.
Dette kursus giver dig den nødvendige arkitekturforståelse, så du kan arbejde mere sikkert og kvalificeret med de arkitektfaglige aspekter af byggesagsbehandlingen. Samtidigt giver kurset mulighed for vigtige fælles diskussioner af, hvordan begreber tolkes og udmøntes.
Kurset giver dig en introduktion til de grundlæggende begreber og metoder, der bruges til at beskrive, analysere og vurdere arkitektur. Du arbejder med konkrete eksempler og lærer at aflæse bygninger, byrum og landskaber ud fra deres arkitektoniske kvaliteter.
Samtidig får du indsigt i, hvordan arkitekturfaglige vurderinger kan indgå i sagsbehandlingen og hvordan den understøtter dialogen med borgere, rådgivere, planlæggere og politikere.
Gennem gruppeøvelser får du desuden indblik i, hvordan andre kommuner griber byggesagsarbejdet an og hvilke lokale kriterier, der bliver arbejdet med og vurderet efter. Undervisningen baserer sig på en lang række konkrete cases, som gør stoffet virkelighedsnært og direkte anvendeligt i de flestes faglige arbejde.
Kurset er for byggesagsbehandlere og andre medarbejdere i kommuner og hos myndigheder, der arbejder med byggesager, og som ikke har en arkitektfaglig uddannelse. Det er relevant for dig, der ønsker et stærkere fagligt grundlag for at forstå og håndtere de arkitektoniske vurderinger, som ofte indgår i sagsbehandlingen.
Anciennitet er ikke afgørende. Både erfarne og nye i rollen som byggesagsbehandler vil kunne have udbytte af kurset.
Efter kurset har du et bedre greb om de arkitektfaglige begreber og vurderingskriterier, der præger mange byggesager. Du får et fælles sprog for arkitektur, større sikkerhed i dine faglige vurderinger og bedre forudsætninger for at argumentere for dine beslutninger. Dermed står du stærkere i mødet med komplekse sager, hvor arkitektoniske hensyn skal afvejes og begrundes.
Dorthe Walther Brogård – arkitekt MAA, partner, Planværkstedet
Ret til ændringer forbeholdes.