Akademisk Arkitektforening

Ghettoisering i Latin Amerika

6.9.2007 Se profil  

Erik Vittrup Christensen

Hej Annette, Marie og MAAere i Udlandsgruppen

Det lyder jo sjovt at finde eksempler i udlandet, der kan inspirere og orientere byplanlægningen i Danmark. Jeg arbejder for UN-Habitat, FN's agentur for by og bolig sager. Vi har arbejdet en del med temaet i forskellige kontekster, men så sandelig aldrig set fra den vinkel. Det er typisk problemer med migranter fra meget fattige lande, som kommer til mindre fattige lande (Nicaragua til Costa Rica f. eks.), eller situationen med racesegregerede byer, som man oplever i de Andinske lande eller her i Brasilien, hvor jeg bor pt. Så er der situationen med "internally displaced population" (IDP), som er en voksende bekymring, der handler om, hvordan folk der flygter fra krig (typisk i landområder) integreres i deres eget land i byerne. Alle situationer skaber spændinger i byerne og giver planlæggere og politikere store udfordringer for at mindske konfrontationer.

Mere end egentlig en arkitektur eller en fysisk planlægningsapproach i gængs forstand har vi som oftest angrebet den slags udfordringer med procesorienterede og "participatory" tiltag. Kollektive planlægningsøvelser á la kaospiloterne i Danmark, som skaber fælles udgangspunkt, prøver at bygge fælles visioner og fælles handlingsplaner, der meget aktivt involverer alle parter i byen eller det berørte lokalsamfund.

Det er en slags udviklingsplanlægning, der gør sig umage med at bygge bro mellem partnerne, at give deltagerne analyse- og beslutningsredskaber, som de bruger gennem et helt procesforløb fra idéudvikling via den egentlige designfase til implementeringen. Vigtigere end det endelige fysiske resultat er den gensidige forståelse for forskellighed samt erkendelse af sammenfald i behov, interesser og drømme, som folk almindeligvis har. Processen er det, som skaber et nyt grundlag for en harmonisk udvikling af et lokalsamfund mere end det fysiske udtryk, der kommer ud af det.

Derfor er det lidt svært for mig at pege på områder, der kan være sjove at "vise frem" for der er ikke meget til forskel fra resten af byen. Det kan sikkert skyldes, at vi taler om fattige lande, og fattige befolkningsgrupper med få ressourcer til at engagere professionel ekspertise, som kan hjælpe med at fortolke disse nye bånd til en fysisk realitet. Noget som sikkert vil være nemmere i Danmark.

Der er et par elementer, som er nøgletemaer i denne sammenhæng. Temaer, der har med børns trivsel og "space" er vigtige og for tryggere og mere tolerante omgivelser. Mødre har let ved at finde fodslag på tværs af kulturer og sociale barrierer. Ligeså at involvere ungdommen som en særgruppe har vist sig at være aldeles fundamental for at undgå en stigmatisering af denne gruppe, som ofte senere kan udløse bandekrige og anden social utilpasset adfærd. Projekter, som giver mulighed for de unge at udvirke deres kreativitet og energi, som er meget fysisk synlige og kan give accept er gode virkemidler. Vi har arbejdet med gangs, som vi fik overtalt til at være "Guardians of the Green". Træplantningskampagner, som de selv tilrettelagde fra bunden af, gjorde, at lige pludselig var der ikke et træ der blev tisset på, ikke en blomst der blev kørt over eller fjernet og at der blev drevet stramt opsyn med pasningen af alt det grønne. Det bedste af det hele var, at de tidligere stridende bander konkurrerede nu om at have de smukkeste gader eller bydele.

Alt, hvad der involverer lokal økonomisk planlægning har også vist sig at spille en meget stor rolle i at bringe folk fra forskellige kulturer sammen. Det at levebrødet bliver en fælles sag kan skabe bånd (specielt mellem mænd - hvis angst og usikkerhed ofte skaber grobund for kulturhad), som ofte er stærkere end de kulturelle barrierer, som skiller folk ad. Tænk bare på, hvor spændende det kunne være, at danske ufaglærte kunne lære af pakistanske eller tyrkiske grønthandlere, som er i stand til at starte noget op af ingenting. Jeg vil i denne sammenhæng mene, at f.eks. den fysiske planlægning af et forretningsområde og de muligheder for at skabe lokale produktionskæder og økonomiske "clusters" er en oplagt indgangsvinkel til at bryde fordomme og skabe, hvad vi kalder "territoriel solidaritet" (”stedets identitet” har jeg engang læst, at man kan kalde det), der kan hjælpe med at bryde fordomme baseret på uvidenhed og fremmedangst. Det har jo også en direkte indflydelse på, hvordan byen bliver udviklet fysisk.

Hvad der kunne være mere sjovt end en studietur til de lande, jeg referer til, er at bringe et par græsrods "eksperter", som har været involveret i den slags processer i udviklingslandene til Danmark og bruge dem som rådgivere. Det er gjort tidligere i Holland og Frankrig med meget stor succes. Lad mig endelig vide, hvis I tror, jeg kan være til nytte med at finde kontakter fra Asien, Afrika og Latin Amerika. Det kunne jo være rigtigt interessant at gøre det gennem FN og evt. Danida, som sikkert vil kunne se det nyttige i den slags "omvendt" udviklingsarbejde. Vi er en del arkitekter i UN-Habitat, som helt sikkert vil kunne være behjælpelige med sådant et tiltag.

Jeg synes, det her lyder spændende og er meget interesseret i at følge en eventuel debat om dette tema, så hold mig endelig orienteret. Jeg kunne sikkert også have glæde af den idéudvikling, der forhåbentligt kommer i gang om dette emne i mit arbejde i udviklingslandene.

En varm hilsen fra Rio de Janeiro
Erik

Kommentarer