NYHED 04.09.24

Åbent call for studerende og nyuddannede

Hvad kan arkitektfagene gøre for at fremme naturbaserede løsninger i forhold til håndtering af vand i by og på land? Og hvordan vil det påvirke fremtidens dyrknings- og bosætningsformer? Det efterlyser Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter svar på i prisopgaven “Udsyn-ekstra: Giv plads til naturen”. Vinderen tildeles en præmiesum på 75.000 kr.

Langeland. Foto: Rasmus Hjortshøj

Sidste år var det vådeste år i dansk vejrhistorie, og prognoserne for fremtiden er entydige. Vi kan forvente langt mere vand fremover. Det kommer ovenfra, nedefra, udefra og bagfra – i by og på land. Og det sætter vores infrastruktur, bygningsmasse og landbrugsarealer under pres.

Nu inviterer Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter derfor studerende og nyuddannede arkitekter og landskabsarkitekter til at udforme forslag til, hvordan arkitektfagene kan bidrage til en mere bæredygtig arealudvikling med langt mere plads til vild natur – enge, vådområder, moser og mange andre naturtyper, som vi systematisk har fortrængt.

Situationen kort

I følge den grønne tænketank CONCITO er op imod 600.000 husstande truet af de stigende vandmasser i det århundrede. Der er store samfundsværdier på spil, men mange af problemerne med vandet er paradoksalt nok selvskabte. Vi har europarekord i befæstede arealer og har tilsyneladende glemt, hvordan man læser landskabet og indpasser bebyggelser efter topografien. Det naturlige landskab er i løbet af de sidste 200 år blevet indrettet og undertvunget en ensidig nyttetænkning. En driftig udviklingsoptimisme, der har medført, at vi har drænet og indvundet det naturlige blå-grønne netværk af vådområder, enge, moser og små vandhuller, der engang fungerede som naturlige opmagasineringsområder for vandet og levested for et utal af planter og dyr.

Kan vi, som Den Grønne Ungdomsbevægelse taler for, sikre en ”Retfærdig Naturbevarelse”? Har arkitektfagene virkemidler, der kan ændre den uholdbare kurs, vi har afstukket? Findes der et andet danmarksbillede, vi kan navigere efter? Hvordan kan vi bebo landskabet uden at undertvinge det? Hvordan kan vi dyrke fødevarer i ledtog med naturen, og hvordan kan vi hilse vandet velkommen tilbage i landskabet? Kan vi gøre kampen for øget biodiversitet til en arkitektonisk strategi?

Det er de spørgsmål, som Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter inviterer studerende og nyuddannede til at komme med svar på.

Opgaven

Vi efterlyser dine visioner for det fremtidige landskabs- og bybillede, som du drømmer om at leve i engang i fremtiden. Mere overordnet vil vi gerne se bud på visioner for en ny alliance mellem vores bosætningsformer, dyrkningslandskaber, vand og naturressourcer. Og helt konkret ønsker vi at se inspirerende, nytænkende og bredt appellerende forslag til scenarier for 2050, hvor halvdelen af landarealet er reserveret til beskyttet natur i ét af to udvalgte caseområder: Langeland og vandløbsoplandet til Lumby Strand nordvest for Odense.

Læs mere om opgaven og de to cases i programmet for prisopgaven.

Deltagelse

Hvert konkurrenceteam skal inkludere mindst ét medlem af Arkitektforeningen eller Danske Landskabsarkitekter, som enten er studerende eller har afsluttet deres uddannelse i juni 2022 eller senere.

Alle forslag skal være indleveret senest den 31. januar 2025 kl. 12.00.

Hent konkurrenceprogram nedenfor og opret dig i iBinder, hvor al kommunikation og aflevering foregår. På iBinder kan du desuden finde bilag til konkurrenceprogrammet.

Link til ibinder

Præmiesum

Det vindende forslag tildeles en præmiesum på 75.000 kr. Derudover er der en pulje på 60.000 kr. til uddeling blandt flere projekter.

Hvad er Udsyn – ekstra?

Udsyn – ekstra er en prisopgave, der udskrives som en del af projekt ’Vandets Veje’ med støtte fra Statens Kunstfond.

I prisopgaven efterlyser Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter bud fra studerende og nyuddannede på, hvordan arkitektfagene kan bidrage til en mere bæredygtig arealudvikling med langt mere plads til vild natur – enge, vådområder, moser og mange andre naturtyper, som vi systematisk har fortrængt. Det vindende forslag tildeles en præmiesum på 75.000 kr. Derudover er der en pulje på 60.000 kr. til uddeling blandt flere projekter.

Projektet er en del af Agenda Earth, et større initiativ, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond.

Vandets veje

Hvordan arbejder vi med og ikke imod vandet, når vi arbejder med udvikling af by- og landdistrikter?

Læs mere
Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +