Klik for at kopiere
https://arkitektforeningen.dk/nyheder/aarets-udsyn-vindere-goer-tiden-til-et-byggemateriale/
Hvordan kan arkitektur lære at leve med slid, patina og forandringer i stedet for konstant at forsøge at skjule dem? Det spørgsmål har Katarina Brandt Nielsen, stud.arch. MAA og Kevin Christopher Castberg Evensen, stud.arch., undersøgt i deres vinderprojekt til Arkitektforeningens prisopgave Udsyn 2026. Med projektet ’Tiden som materiale – Det patinerede blik’ vinder de årets pris for en konkret og praksisnær strategi, hvor tid og aldring bliver aktive arkitektoniske kvaliteter frem for problemer, der skal elimineres.
Vinderprojekt: Tiden som materiale – Det patinerede blik af Katarina Brandt Nielsen og Kevin Christopher Castberg Evensen. Facadeudsnit eksisterende, ny robusthedsgrad og i forandring
Årets tema for Udsyn var Spor – arkitekturens aftryk i tid og sted og inviterede deltagerne til at undersøge, hvordan bygninger, landskaber og praksisser formes af brug, klima og forandring over tid. Blandt de 36 indkomne forslag udmærkede vinderprojektet sig ved at omsætte konkurrencens tema til en både enkel, skalerbar og overbevisende metode.
Projektet tager udgangspunkt i en eksisterende sportshal på Frederiksberg og undersøger, hvordan bygninger kan transformeres gradvist frem for gennem total udskiftning. Ved at kortlægge facadens forskellige grader af belastning fra fugtige sokkelzoner til mindre udsatte facadepartier udvikler Katarina Brandt Nielsen, stud.arch. MAA og Kevin Christoffer Castberg Evensen, stud.arch., en strategi, hvor materialer og detaljer tilpasses deres konkrete påvirkninger.
Her bliver slid, misfarvninger og patina ikke opfattet som tegn på forfald, men som spor, der fortæller om bygningens liv.
”Projektet arbejder konsekvent med tid og forandring som arkitektoniske parametre og undersøger, hvordan bygninger kan rumme slid, patina og brugsspor som aktive kvaliteter,” skriver dommerkomitéen blandt andet i sin bedømmelse.
Forslaget opererer med præcise og selektive indgreb frem for omfattende renoveringer. Gennem bearbejdning af samlinger, overgange og facadeelementer undersøger projektet, hvordan arkitekturen aktivt kan styre fugt, belastning og aldring, så bygningens levetid forlænges med respekt for den eksisterende struktur og med et markant lavere ressourceforbrug.
Udsyn 2026
Udsyn er en årlig idékonkurrence, som udskrives af Arkitektforeningen. Hvert år efterlyser vi bud på, hvordan arkitektfaget kan bidrage til en udvikling mod en bæredygtig fremtid. Denne gang er opgaven udarbejdet af Frida Bjerg Poulsen, landskabsarkitekt MDL, Lærke Bjerg Poulsen, stud.arch.MAA i samarbejde med Arkitektforeningens direktør Lars Autrup.
36 forslag deltog i konkurrencen
Tema: Spor – arkitekturens aftryk i tid og sted
Vinder: Tiden som materiale – Det patinerede blik af Katarina Brandt Nielsen og Kevin Christoffer Castberg Evensen
Hædrende omtaler:
Frederik Wulf Munk, arkitekt MAA
Rose Bygholm Risager, arkitekt og Felix Badman, arkitekt MAA
Præmiesum: 75.000 kr.
Priskomité:
Johnny Svendborg, arkitekt MAA og forperson for Arkitektforeningen
Ida Lindberg, arkitekt MAA og næstforperson for Arkitektforeningen
Lærke Bjerg Poulsen, stud.arch.MAA
Frida Bjerg Poulsen, landskabsarkitekt MDL
Lars Autrup, arkitekt MAA og direktør i Arkitektforeningen.
Fagdommere udpeget af Arkitektforeningen:
Ellen Braae, professor på Københavns Universitet, arkitekt og landskabsarkitekt MAA MDL PhD
Kasper Guldager Jensen, arkitekt MAA og medstifter af Home.Earth og Transformer.Build
Udstilling i Arkitektforeningen:
Man kan se udstillingsmateriale fra de tre projekter i Åbenrå 34 i perioden 2.–26. juni 2026
”Der er enstemmighed om at udpege forslaget som vinder, da det overbevisende omsætter konkurrenceprogrammets intentioner til en praksisnær og sammenhængende strategi.”
Årets prisopgave viser generelt en stor optagethed af eksisterende bygninger, materialer og fortællinger. Genbrug af beton og asfalt, bygningers sociale og kulturelle hukommelse samt patina, vedligeholdelse og langsomme transformationsprocesser som arkitektoniske strategier er temaer, der går på tværs af de indkommende forslag.
Vinderforslaget og de to hædrende omtaler kan opleves i Arkitektforeningen fra den 2. juni til og med den 26. juni 2026, hvor projekterne udstilles i foreningens lokaler i København. Her vil det være muligt at komme tættere på besvarelserne og opleve, hvordan de arbejder med spor, tid, materialer og transformation som arkitektoniske greb.
Udsyn er Arkitektforeningens årlige prisopgave. Med temaet Spor har årets konkurrence sat fokus på arkitekturens forhold til tid, vedligehold, materialer og de aftryk, vi efterlader både fysisk, socialt og kulturelt.