NYHED 03.08.20

Arbejdsfællesskaber under åben himmel

Hvorfor mødes og arbejder vi ikke i det fri, hvor det bedste arbejdsklima findes? Det har Jesper Kusk Arkitekter længe undret sig over. Nu har de designet en pavillon, som giver et bud på, hvordan fremtidens arbejdspladser kan indrettes til gavn for både effektiviteten og trivslen.

Cecilie Frydenlund Nielsen

Journalist

I en tid, hvor en pandemi har vendt op og ned på samfundet, som vi kender det, skal vi sandsynligvis til at genoverveje den måde, vi lever, bor og ikke mindst arbejder på. Skal vi fortsat arbejde i storrumskontorer og bruge størstedelen af vores vågne timer indendørs? Eller skal arbejdspladsen være mere fleksibel og kunne flyttes ud under åben himmel, som også ville styrke vores trivsel og sundhed?

“Det bedste arbejdsklima opnås i det grønne, hvor der er højt til “loftet”, og hvor vi kan møde hinanden i og omkring nye fællesskaber. Så hvorfor mødes og arbejder vi ikke i pavilloner under åben himmel, hvor der kan etableres touchdown arbejdspladser og afholdes møder i det fri,” spørger arkitekt MAA Jesper Kusk, indehaver af Jesper Kusk Arkitekter, der sammen med Structured Enviroment og tømmerfirmaet Fryd har designet en pavillon, der kan skabe nye rum for arbejdsfællesskaber i naturen.

Opgør med den traditionelle arbejdsplads

Allerede i slutningen af 2019 skrev Jesper Kusk en opfordring til Københavns overborgmester Frank Jensen om at lade fremtiden stå i udelivets tegn med arbejdspladser og fællesskaber i det grønne. Opfordringen var en del af Copenhagen Architecture Festivals publikation ‘Kære Frank Jensen’, hvor 46 af arkitekturens mange aktører blev inviteret til at komme med et bud på, hvordan Københavns Kommune kan indfri den ambitiøse målsætning om at blive CO2-neutral i 2025.

“Vi skal tænke anderledes og finde nye måder, hvorpå vi kan mødes og arbejde. Og vi skal bryde med den traditionelle tænkning af arbejdspladsens faste rammer. Hvis vi opstiller arbejdspavilloner tæt på steder, hvor vi ved, at der er mange, der arbejder på kontorer – eller for den sags skyld ved universiteter eller skoler – forestiller vi os, at mange vil kunne få gavn af at arbejde og afholde møder i sanselige byrum,” forklarer Jesper Kusk.

Han peger på, at vi i gennemsnit bruger halvfems procent af vores vågne timer indendørs, selvom alt tyder på, at ophold og aktivitet i naturen styrker menneskers sundhed, trivsel og livskvalitet. Samtidig beskriver Arbejdstilsynet, at dårligt indeklima på arbejdspladsen kan føre til blandt andet irritation i øjne, hovedpine og træthed. Der kunne altså være meget at vinde ved at flytte en del af dagens aktiviteter udenfor.

Cecilie Frydenlund Nielsen

Journalist

En bæredygtig arbejdsplads

Fremtidens udendørs arbejdspavillon er stadig på tegnebrættet hos Jesper Kusk Arkitekter, men teamet bag håber, at de med støtte til projektet får mulighed for at videreudvikle og afprøve deres sanselige, grønne arbejdsplads i virkeligheden.

“Vi er overbeviste om, at der er en række klare fordele ved at lave udendørs arbejdsfællesskaber. Det kunne for eksempel være mindre behov for mekanisk udluftning, højere produktivitet og højere velvære, sundhed og arbejdsglæde. Samtidig har COVID-19-krisen vist os, at det måske er endnu vigtigere at genoverveje, hvordan vi indretter fremtidens arbejdsplads, og hvordan vi fremover skal holde møde – både internt og eksternt,” siger Jesper Kusk.

Teamets idé til et udendørs arbejdsfællesskab er en pavillon i træ, der er en fornybar ressource, enkel at forarbejde og let at transportere. Pavillonen vil bestå af en række moduler, som kan opstilles på forskellige måder, så de tilpasser sig den enkelte lokalitet bedst muligt.

“Pavillonen vil bestå af et trædæk, træsøjler og et stort svævende tag, som er udført som en trægitterkonstruktion, der vil gøre det muligt at lege med en gradvis åbenhed under taget. Taget er bygget på, så hele tagfladen er vandafvisende, men kassetterne kan enten være lukket for dagslys, beklædt med lameller eller helt transparente alt afhængig af, hvor pavillonen er opstillet. På den måde bliver der skabt et smukt og foranderligt lys på alle tidspunkter af døgnet,” siger Jesper Kusk og tilføjer, at der også er indtænkt integrerede bænke, hvorigennem der kan trækkes strøm, hvis det skulle være nødvendigt.

Læs mere om projektet her.

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +