Arkitekter hjælper lokale med at bygge skole i Tanzania

Det er ingen selvfølge, at børn i Tanzania kommer i skole. Og ud af dem, der gør, er det kun hver tredje, der afslutter grundskolen – blandt andet fordi de skal hjælpe forældrene med at arbejde, eller fordi familien ikke har penge til transport, skoleuniform eller bøger. Særligt pigerne er udsatte. Ifølge UNICEF bliver næsten to ud af fem gift, før de fylder 18 år og tusindvis af piger forlader skolen før tid, fordi de bliver gravide. Især er det svært for børn i landsbyerne, som typisk må traske 10 kilometer både ud og hjem – under den brændende sol og via stier og jordveje, hvor de er i fare for vold og seksuelle overgreb. Derfor er der brug for flere og bedre skoler i det østafrikanske land, især i landområderne, og sådan en har Arkitekter Uden Grænser ved med til at opføre.

Til daglig har arkitekt Diego Cubillo Nielsen og bygningskonstruktør Brian Lund Povlsen travlt med projekter på deres egen tegnestue, Arkitekturlab, på Østerbro i København. Men over de seneste år har de sammen med arkitekterne Edita Dalifi og Nichlas Moos Heunicke også haft blikket vendt mod den tanzanianske landsby Sarame, hvor en ny skole står klar.

Her fortæller de om projektet og om deres engagement i Arkitekter Uden Grænser.

Hvordan gik det til, at I blev frivillige for Arkitekter Uden Grænser?

Brian Lund Povlsen: ”For mig startede det i 2005, da jeg holdt jul på stranden i Thailand, og tsunamien kom. Selvom jeg ikke befandt mig lige dér, hvor det var værst, så jeg med egne øjne, hvor ødelæggende katastrofen var. Det triggede en gammel drøm om at bruge min faglighed til at hjælpe andre, og siden har jeg været udsendt i konfliktzoner og borgerkrigsområder for Læger Uden Grænser, Dansk Flygtninge Hjælp og UNCHR. Jeg har været i Sudan, Sydsudan, Sri Lanka og Georgien, inden jeg mødte Diego, og vi startede vores egen tegnestue.”

Diego Cubillo Nielsen: ”Til hverdag har vi travlt med projekter her på tegnestuen, men da vi for et par år siden ramte et hul i kalenderen, fik vi den idé at kontakte Arkitekter Uden Grænser, og der gik ikke længe, før de havde et projekt til os – en skole i Tanzania. Vi blev koblet med nogle andre frivillige, og så var det egentlig bare at gå i gang.”

Så I kendte ikke hinanden i forvejen i teamet?

Diego Cubillo Nielsen: ”Nej, det gjorde vi ikke, men vi har suppleret rigtig hinanden godt. Edita og Nichlas var nyuddannede og kom med ny viden og en lyst til at afprøve forskellige former for formgivning. De havde også mulighed for at tage en arbejdsmarathon til sidst og tegne projektet helt færdigt. Brian og jeg måske er lidt mere pragmatiske og er vant til at gå på kompromis og træffe beslutninger. Men vi bidrager hver især med noget forskelligt. Jeg tror, alle har lært noget af processen, som jo også involverer samarbejde med lokale kræfter, som er utålmodige og nogle gange bare går i gang – også selv om vi ikke har fået detaljerne helt på plads.”

Teksten fortsætter længere nede.

Hvad er det er for en type skole, I har været med til at bygge?

Diego Cubillo Nielsen: ”Det er en landsbyskole for børn mellem 12-19 år, som vi har tegnet for den lokale organisation i Tanzania ”Jabungu Foundation”, der skal drive den. Lederen af Jabungu Foundation er en lokal ildsjæl og skolelærer, der virkelig brænder for sagen og har store visioner. Første fase er afsluttet nu, og den består af skolebygninger med plads til 140 børn. Og når anden fase er færdigbygget, bliver der plads til i alt 525 elever, sportsbaner og adskilte overnatningskvarter for piger, drenge og lærer. Rent arkitektonisk er det et simpelt projekt. Sarame ligger langt ude på landet, så infrastruktur og logistik er på et minimum. Det er helt anderledes end at bygge en dansk skole, så vi har været nødt til at holde vores kreative ambitioner lidt i ave.”

Hvad bidrager I med som danske arkitekter?

Diego Cubillo Nielsen: ”En måneds tid før vi for alvor gik i gang, tog vi til Tanzania for at se grunden, besøge forskellige skoler og tale med skoleinspektører, en entreprenør og en arkitekt om, hvad de synes er godt og skidt. Det var vigtigt for os at udvikle en skole, som reelt bidrager til den lokale udvikling og kan inspirere andre. I det helt store billede, gør én enkelt skole jo ingen forskel, men vi håber, projektet kan føre til flere lignende projekter.”

Brian Lund Povlsen: ”Noget af det, vi kan bidrage med, er at skrue et professionelt materiale sammen. Det er lige fra skitseforslag til budget, visualiseringer og så videre, og det gør faktisk en forskel for, om europæiske fonde og lokale myndigheder vil bakke op om projektet. For eksempel har vi brugt en del kræfter på at forstå bygningsreglementet i Tanzania. Og vi har lavet et målfast kort over den ret store grund, som vi bygger på. Før var der kun en håndskitse at gå ud fra.”

Hvad har kulturforskellene betydet?

Brian Lund Povlsen: “Det var nyt for vores lokale samarbejdspartner at arbejde sammen med arkitekter. Vi vidste på forhånd, at der var brug for så-og-så mange klasselokaler, at brugerne gerne ville have en fodboldbane, og at piger og drenge ikke måtte sove på samme sovesal. Men vi ville også undersøge, om vi kunne bidrage med noget nyt, som de lokale kræfter ikke selv havde tænkt på.”

Diego Cubillo Nielsen: “De fleste tanzanianske skoler ligner hinanden, og det skyldes, at der er nogle statslige retningslinjer for, hvor meget de må koste, hvilke materialer, der skal bruges, og hvilke funktioner de skal indeholde. Den typiske skole er et langhus med sadeltag, mure, metaltag og en tavle, der er pudset op på væggen. Der er måske en kantine og et biologi/fysiklokale med et par borde til forsøg, men det er meget spartansk. Så vi ville gerne vise nogle forskellige alternativer til, hvordan skolen kunne udformes. Blandt andet foreslog vi, om vi skulle prøve at arbejde med lokale materialer som for eksempel ler og strå, men det er materialer, mange tanzanianere betragter som et udtryk for fattigdom, og sådan skulle deres skole ikke være. I en afrikansk landsby skal skolen være den bedste bygning i området, den skal skabe lokale jobs og forældrene skal have en tilknytning til den. Det måtte vi selvfølgelig respektere. I Danmark taler vi også om skolen som lokalt samlingspunkt. Her skal det forstås endnu mere bogstaveligt.”

Hvordan har I konkret arbejdet med arkitekturen?

Diego Cubillo Nielsen: ”Vi tog udgangspunkt i, at der var nogle store gamle træer, som kan udvikle sig til et intime gårdrum, efterhånden som skolen vokser frem, også i de senere faser. Naturlig ventilation er vigtigt. Nicklas fra teamet har lavet en computersimulering i en 3D model, så husene vender rigtigt i forhold til den mest dominerende vindretning, så den naturlige ventilation er bedst mulig i alle bygninger. Vi har også arbejdet med dobbeltlofter for at kunne bortventilere varm luft under tagene i klasselokalerne. Og fordi det regner meget kraftigt, skal der være noget, der skærmer mod regnen. Her arbejder vi med store tagudhæng og overdækninger mellem bygningerne.”

Brian Lund Povlsen: ”Det har også være vigtigt for os, at projektet bliver så bæredygtigt som muligt, men vi er selvfølgelig nødt til at gå på kompromis nogle gange. Vi bruger lokalt fremstillede solbrændte mursten, vinduer og tag er i metal. Vi kommer ikke udenom betonfundamenter, og tagkonstruktioner i træ skal imprægneres mod termitter.”

Er der også æstetiske kompromiser?

Brian Lund Povlsen: ”Vi har arbejdet sammen med lokale håndværkere og en lokal arkitekt og en lokal ildsjæl, og vi gjort det meste på distancen. Vi har sendt tegninger frem og tilbage her fra Danmark, og så er det de lokale kræfter, som står for at indsende myndighedsansøgning og bygge. Så nej, det bliver ikke altid helt, som vi synes. Den lokale arkitekt havde i første omgang tegnet vores skitseforslag helt om, så skolen lignede de fleste andre skoler, der bliver bygget i Tanzania efter et standardiseret tegningskoncept udarbejdet af myndighederne. Efter flere møder med den lokale arkitekt, Jabungu Foundation, som skal drive skolen, og os blev myndighedstegningerne rettet til, så bygningerne endte med at være i tråd med vores skitseforslag. Det andet eksempel er, at man i Afrika en forkærlighed for at male fugerne op på en måde, som vi aldrig ville gøre. Men pyt med det. Det vigtigste er nu engang, at der er nogle, der får en skole.”

Diego Cubillo Nielsen: Og selvfølgelig skal de lokale præge projektet. Det skal give mening, det skal kunne bygges, og i sidste ende er det jo deres skole. Så vi måtte justere vores æstetiske ambitioner lidt. Det gjorde vi med sindsro.”

Teksten fortsætter længere nede.

Hvad giver det jer at bruge jeres faglighed til frivilligt arbejde?

Brian Lund Povlsen: ”Er man nyuddannet, får man hurtigt skabt sig et netværk, og man får kompetencer, man ikke kan studere sig til. Erfarne arkitekter får mulighed for at afprøve nye samarbejdskonstellationer. Men fælles for alle er, at man får indblik i en anden kultur og byggeteknik og mulighed for at at hjælpe mennesker, som normalt ikke har mulighed for at få arkitektbistand. Det er sjovt, og det er meningsfuldt.”

Diego Cubillo Nielsen: ”Der har været et par gange undervejs i processen, hvor jeg har overvejet, om projektet nu også var legit og reelt ville blive til noget. Men da vi selv var på besøg i Tanzania, var der et øjeblik, som fejede al tvivl væk, og det var da vores lokale samarbejdspartner spontant blev omringet af alle landsbyens børn i en stor omfavnelse. Det var meget rørende. Og nu står der altså en skole klar. Det er fantastisk at have været en del af.”

Projektet i Tanzania er finansieret via fondsmidler fra virksomheder og organisationer i Europa. Den franske NGO “Life Time Project” samarbejder med Jabungu Foundation i Tanzania og søger om fondsmidler til skolen på vegne af dem.