NYHED 25.03.26

Arkitekternes anbefalinger til en kommende regering

Folketingsvalget har fra start til slut handlet om boligpolitik, grøn omstilling, balancen mellem by og land og hensynet til vores natur og landskaber. Når en ny regering nu skal lægge kursen, bliver det afgørende at samle op på de mange dagsordener i et kommende regeringsgrundlag. Til det bliver der behov for et stærkt bygnings-, bolig- og planministerium, der fokuser på 10 centrale opgaver. Dem har vi sammen med Danske Arkitektvirksomheder givet vores bud på i Byrummonitor. Læs med her.

Askevænget i Virum. Foto: Lena McNair

Lars Autrup

Direktør

+45 29 69 52 12

lau@arkitektforeningen.dk

Af Lars Autrup, direktør, Arkitektforeningen & Lars Storr-Hansen, adm. direktør,
Danske Arkitektvirksomheder. Bragt i Byrummonitor 24. marts 2026.

Folketingsvalgkampen forbi, og en ny regering skal formulere et nyt regeringsgrundlag. Statsministeren indledte valgkampen i sin nytårstale, da hun bragte manglen på boliger i de store byer på dagsordenen. Det har fyldt meget i valgkampen sammen med forskellene på boligsituationen mellem by og land, beskatning af gevinst ved boligsalg, de unges svære vej til boligmarkedet, blandede byer, bæredygtig byudvikling, klimasikring af vores bygninger og anlæg etc. Man kan derfor konstatere, at arkitektur og spørgsmål om, hvordan vi skal bo, bygge, indrette og fordele vores byggede miljø har fyldt massivt i valgkampen.

Den vægt bør afspejles i det kommende regeringsgrundlag. I betragtning af, hvor meget der er at tage fat på, vil det faktisk give mening at samle kræfterne i et stærkt bygnings-, bolig- og planministerium, der har mindst 10 nøgleopgaver, vi vil anbefale, at det kaster sig over:

1. Boligpolitik, der understøtter tilgængelighed

Boligpolitikken er igen blevet en politisk kampplads. Der er brug for en klar plan for boligtyper for alle og betalbare boliger, der understøtter både sociale mål og sundhedsmål og fører til mere bæredygtige byer.

2. Et sammenhængende Danmark

Et Danmark, der ikke brækker midt over, har fyldt i valgkampen – med god grund. Der skal gøres mere for at styrke livet uden for de større byer. Det kræver bedre udnyttelse af de eksisterende bygninger og mere liv i bymidterne. Der bliver også brug for at se på regler for skatter og finansiering.

3. Understøtte et mere bæredygtigt byggeri

Vi står på tærsklen til et egentligt paradigmeskifte, hvor vi ser langt mere på byggeriets klimapåvirkning og ressourceforbrug, biodiversitet og bæredygtighed i bred forstand. Det gælder i forhold til den europæiske regulering, vi er forpligtede til at implementere, men også den bundne opgave at få grøn omstilling, resiliens og konkurrencedygtighed til at gå hånd i hånd.

4. Opdatering af byggeriets grundlov

Social- og Boligministeriet er i gang med en grundlæggende revision af bygningsreglementet – byggeriets grundlov – som ventes færdig i 2028. Arbejdet tegner lovende i forhold til at understøtte mere renovering og transformation af de eksisterende bygninger frem for nybyggeri. Men arbejdet er kun lige begyndt, og det bør være en nøgleopgave for en ny regering at få revisionen af reglementet stærkt i mål.

5. Resiliens, klimatilpasning og robuste byrum

Modstandsdygtighed bliver fremover afgørende for, hvordan vi indretter samfundet. Vi skal sikre, at bygninger og byområder kan modstå, tilpasse sig og komme sig efter klima-, miljø- og sikkerhedsmæssige udfordringer. Vi skal også blive langt bedre til at passe på kritiske funktioner som energi, vand og forsyning.

6. National arkitekturpolitik i praksis

Den nye nationale arkitekturpolitik viser, hvordan vi kan forvalte samfundets ressourcer bedre, forhøje livskvaliteten og understøtte den grønne omstilling, hvis vi bærer os klogt ad. Nu skal den nye arkitekturpolitik ud at leve i virkeligheden, særligt i kommunerne, som står for størstedelen af byggeriet og byplanlægningen. Det skal sætte en fælles retning for kvaliteten og langtidsholdbarheden i det byggede miljø – fra byer til bygninger og byrum til landskaber.

7. Helhedsorienteret arealanvendelse

Der er behov for at se mere helhedsorienteret på, hvordan land, by og natur bruges, så flere samfundshensyn tænkes sammen. Det gælder ikke mindst i hovedstadsområdet, hvor der er akut behov for en revitaliseret fingerplan, der kan understøtte, hvordan vi bedst håndterer vand, trængsel, støj, natur og erhverv. På tværs er landet er der også brug for bedre løsninger og mere borgerinddragelse i forhold til placeringen af energianlæg.

8. Øget cirkularitet og flere biogene byggematerialer

Danmark halter efter det øvrige Europa, når det gælder et lavere ressourceforbrug i byggeriet. Derfor skal der lægges en national strategi for, hvordan vi i højere grad genbruger og genanvender byggematerialer, bruger flere biogene materialer og minimerer affald og forurening. Øget cirkularitet i byggeriet handler ikke kun om bæredygtighed, men også om forsyningssikkerhed og samfundsøkonomi.

9. Grøn trepart og fremtidens landskaber

Den grønne trepartsaftale skal reducere landbrugets udledning af kvælstof og CO2, men vil også betyde store forandringer af de danske landskaber. Derfor skal trepartsarbejdet også have fokus på de landskaber, som kommer ud af de lokale treparter, og hvordan de spiller sammen med de mindre bysamfund rundt om i landet. Det bliver en vigtig opgave for en ny regering at få taget hånd om – i tæt samarbejde med Trepartsministeriet.

10. Målrettet forskning

Der er brug for en større, målrettet forskningsindsats, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling af bygge- og boligsektoren. Vi skal særligt have dybere viden om, hvordan vi bygger flere nye sikre, sunde og robuste boliger, der er til at betale, og hvordan vi bedst renoverer de eksisterende bygninger. Og vi skal blive klogere på, hvordan vi producerer nye byggematerialer med et lavere klimaaftryk, og hvordan vi klima- og kystsikrer byer, bygninger og infrastruktur.

Lars Autrup

Direktør

+45 29 69 52 12

lau@arkitektforeningen.dk

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +